Under overskriften “Gidslerne i de arabiske lande” skriver den store avis, at “fem millioner flygtninge fra krige mellem Israel og de arabiske naboer sidder som gidsler i en konflikt, der måske aldrig løses”.
Flygtningene fastholdes i en “utålelig situation, hvor de arabiske lande og Israel er hovedaktører i et kynisk spil, der egentlig burde handle om at få løst den israelsk-palæstinensiske konflikt, men som er endt i en grotesk gidselsituation. De arabiske lande har nemlig ikke nogen som helst interesse i at få flygtningene integreret.. og Israel ingen interesse i at få dem tilbage fra de områder, de er flygtet fra”.
Berlingkes lederskribent noterer videre, at pæsident Donald Trumps ønske om at neddrosle den amerikanske støtte til UNRWA er en “ubetinget klog beslutning”.. “for der skal nytænkes for at få den her umulige situation løst”.
“Flygtningene skal tilbydes bedre vilkår end at fjerde generation af palæstinensere vokser op i slum med ringe udsigt til nogensinde at få et ordentligt liv. Lejrene er en regulær udklækningsanstalt for terrorister, der nærer had mod USA, selv om amerikanerne betaler tre gange så meget til UNRWA, som de arabiske lande tilsammen”, hedder det.