WFP-chef vil bekæmpe seksuel chikane ved at ansætte flere kvinder

wfp_headquarters_in_rome
WFP's hovedkvarter i Rom.
Foto: Carlo Dani (CC BY-SA 4.0)
Laurits Holdt

Der har på det seneste været kritik af den måde som FN-organisationerne behandler sager om seksuel chikane, seksuelle krænkelser og magtmisbrug, som britiske The Guardian har beskrevet her

Muligvis som en reaktion på The Guardians undersøgelser har David Beasley, der er den øverste leder af FN’s Verdensfødevareprogram, WFP, skrevet et åbent brev til alle organisationens medarbejdere.

Her fortæller han, at der vil blive strammet op på organisationens politik i forhold til chikane, seksuel chikane og magtmisbrug. 

Bedre muligheder for at klage

Han lover en række konkrete ændringer, for eksempel at den nuværende grænse på seks måneder for at rapportere seksuelle krænkelser bliver ophævet, at der bliver mulighed for at indgive anonyme klager og at også tidligere medarbejdere får mulighed for at klage.

Desuden skal “krænkende adfærd” efterforskes selv om det specifikke offer ikke står frem og endelig varsler han hårdere sanktioner overfor dem, der tyer til gengældelse overfor ofre, der har rapporteret om krænkelser.

Ændringerne vil blive gennemført i de kommende uger og medarbejderne får besked, når det er sket, lover han i brevet.

I brevet nævner han, at nogle medarbejdere angiveligt er bange for at tale højt om krænkelser, de har været udsat for eller observeret, fordi de er bange for at miste deres arbejde eller skade deres karriere. En sådan arbejds-atmosfære er uacceptabel, skriver han.

Leder suspenderet i Afghanistan

Torsdag rapporterede The Guardian, at lederen af WFP’s kontor i Afghanistan er blevet suspenderet fra sit arbejde, fordi har er blevet beskyldt for seksuel chikane. Der er nu en efterforskning i gang.

David Beasley skriver videre, at WFP skal være ledende i at skabe en arbejdskultur, hvor seksuelle krænkelser ikke accepteres og hvor ingen er bange for at råbe op hvis det alligevel forekommer. 

Det vil han bl.a. gøre ved at ansætte flere kvinder i alle dele af organisationen. Desuden skal WFP ifølge ham til at gøre mere for at forfremme kvinder, der allerede er i organisationen og opfordre dem til at søge opad i hierakiet.

Læs hele David Beasleys brev til WFP’s medarbejdere her.