Ni unge ud til to u-lande

VIVA


Foto: Fra venstre mod højre: Sabrina Rebsdorf, Jeppe Hansen, Maja Bjerregaard Christensen, Salomé Lind, Camilla Quist, Michelle Christiansen, Charlotte Oehlenschlæger, Ida Toft Andersen, Johanna Lønborg Andersen.
Forfatter billede

Viva er en international kirkelig og humanitær børneorganisation, hvis mål er at forbedre udsatte børn og unges vilkår og børns rettigheder i Honduras, Bangladesh, Nicaragua og Filippinerne.

I Vivas volontørprogram Impact er målet at mobilisere unge til globalt medborgerskab, medansvar og engagement for verdens børn og unge, hedder det.

At rejse er at leve, skrev H. C. Andersen. For Impacts volontører, handler dét at rejse om at lære, give og dele ud af et overskud og en vilje til at skabe forandring.

Ved at engagere de unge i lokale projekter for udsatte børn og unge, ønsker Impact, at volontørerne får en indsigt der gør, at de kan give udsatte børn og unge en stemme, når de kommer hjem igen.

“Vi er sikre på, at vi kommer til at lære noget om ydmyghed, glæde og taknemlighed, og vi håber på, at vores børn vil bære det med sig videre i livet,” siger Jeppe Hansen, som glæder sig til at komme afsted med sin familie som volontør for Impact.

Lære, give, dele

Impacts filosofi for volontørerne er “learn, give, share” (oversat: lære, give, dele). Som volontør lærer man, hvordan virkeligheden ser ud for de børn, der lever i fattigdom og nød.

“Vi rejser ud med Viva/Impact for at vise vores børn og os selv verden, dens mangfoldighed og dens forskellighed. Vi håber på at kunne gøre en lille forskel for nogle børn, som aldrig har haft de muligheder, som vi har i Danmark,” uddyber Jeppe Hansen.

Volontørerne deler med deres indsats ud af sig selv, og deler bagefter deres erfaringer og viden, og taler børnenes sag.

Når volontørerne kommer hjem, vælger mange at engagere sig i frivilligt arbejde for Viva Danmark, som driver Impact samt humanitære udviklings- og oplysningsprojekter i Honduras, Nicaragua, Filippinerne og Bangladesh.

Børn fortjener en familie

Viva Danmark arbejder på flere fronter for børn og unges rettigheder og vilkår.

Det drejer sig om at sikre børnenes fremtidsmuligheder, bl.a. ved at genforene børn og unge med deres familier, finde plejefamilier og sikre børnenes netværk, så de inkluderes i samfundet som aktive medborgere.

Arbejdet slutter ikke med børnenes anbringelse på et børnehjem, men fortsætter i form af projekter og tiltag, der skal sikre børnenes inddragelse og aktive medborgerskab i de samfund, de lever i.

Viva blev stiftet i Danmark i 1994 og har sæde i Århus.