Der blev ikke sparet på løfterne, da Verdensbanken i sidste uge havde inviteret en række globale ledere og virksomhedsdirektører til Dakar, Senegal, for at finde en løsning på sidste års nedslående evalueringer af skolebørns manglende læring verden over.
Mødet havde til formål at lancere et nyt vidtrækkende datainitiativ – Education Data Solutions Roundtable – som med støtte fra den private sektor skal vejlede regeringer til at styrke deres indsamling, administrering og brug af data.
”Mere og bedre data er en essentiel del af at bygge effektive og robuste uddannelsessystemer, der leverer kvalitetsuddannelse til alle” sagde Alice Albright, leder af Verdensbankens Global Partnership for Education program.
”Dataudfordringen er en af vores mest presserende prioriterer. Uden korrekt information om, hvordan deres skoler klarer sig – navnlig mængden af børn i skole og data om deres læringsudbytter – kører regeringer dybest set i blinde”.
Med i det nye initiativs ledergruppe sidder blandt andet chefer fra Intel, Microsoft, Mastercard, HP og Ecobank. Ifølge Albright er håbet, at man med den nye satsning kan anvende den private sektors innovative teknologier og kreativitet til at fremme globale løsninger på data – og hermed komme et skridt tættere på at opfylde det fjerde verdensmål om kvalitetsuddannelse til alle børn.
Verdensbanken har til dette formål slået sig sammen med UNESCOs Instititute of Statistics (UIS), for at varetage tilkomsten, tilgængeligheden og brugen af data.
En ulv i forklædning?
Det nye initiativ rejser en række væsentlige spørgsmål om den private sektors involvering i forbedringer af offentlige skolesystemer.
Én ting er at tro, at mere data – og ikke bedre uddannelse til lærere, højere løn på skoler, mindre klassenormeringer, eller progressive politiske reformer – skal sættes øverst på listen i kampen for at udvikle bæredygtige løsninger på de manglende læse- og regneevner hos børn verden over.
Noget andet er at tro, at det er den private sektor – båret af økonomiske incitamenter centreret om dataejerskab og profit – der skal komme med løsningerne.
Indsamling og brug af data vil utvivlsomt spille en central rolle i fremtidens globale uddannelsesdebatter. Spørgsmålet er hvorfor, hvordan og med hvilke interesser vi sætter tal på forreste række.
Læs den fulde pressemeddelelse om det nye initiativ her.
Lucas Lundbye Cone er uddannelsesskribent på Globalnyt. Lucas er graduate studerende med speciale i International Education på University of California, Los Angeles (UCLA).