Mens verdens ledere i denne weekend har diskuteret den globale sikkerhedssituation ved den årlige MSC-sikkerhedskonference i Munchen, benyttede de europæiske humanitære organisationer lejligheden til at minde Europas ledere om, at krisehåndtering og sikkerhedsindsatser i nærområderne ikke må ske på bekostning af det langsigtede udviklingssamarbejde, og dermed den langsigtede stabilitet, i verdens fattigste lande.
Den europæiske NGO-sammenslutning Concord havde til lejligheden udgivet en ny rapport: Aidwatch 2018 Security Aid – Fostering development, or serving European donors’ national interests? , som viser, at en mindre andel af EU´s bistandsmidler nu går til verdens fattigste lande, mens andelen som bruges på konflikt, freds- og sikkerhedsindsatser de seneste ti år er vokset hurtigere end det samlede bistandsbudget.
Det betyder, at EU-landene i 2015 brugte 1,06 milliarder € af udviklingsbistanden (ODA) på konflikt, fred og sikkerhed (CPS), svarende til 1,6 procent af det samlede udviklingsbudget, ifølge de seneste tal fra OECD.
Concord-rapporten peger på, at nye EU instrumenter, som er møntet på freds- og sikkerhedsindsatser i Europas nærområder, og et nyt DAC(OECD’s udviklingskomité)-direktiv fra 2016, som udstikker hvornår freds-og sikkerhedindsatser kan medregnes som udviklingsbistand, allerede er i færd med at mudre billedet og flytte midler fra den langsigtede udviklingssbistand til en mere direkte varetagelse af nationale sikkerhedsinteresser; sidsnævnte spiller, ifølge rapportens forfattere, en stadig større rolle for tildelingen af bistandmidler til konflikt, fredopbygning og sikkerhedsindsatser – og er bestemmende for hvilke modtagerlande, som prioriteres; Marokko, Tyrkiet, Pakistan and Egypten er alle at finde i top 10 over modtagere af europæisk udviklingsbistand.
Alt i mens peger de politiske vinde i EU (og mange af medlemslandene, herunder Danmark) på en fortsat styrkelse af sammenkoblingen mellem Europas udlændinge- og udviklingspolitik, med en intensiveret indsats i de lande, som producerer flest flygtninge og migranter til Europa og en stadig større samtænkning af nationale sikkerhedsinteresser, freds- og sikkerhedsindsatser, migration og udviklingspolitik.
På det bagtæppe efterlyser Concord-rapporten forfattere, en større gennemsigtighed og tydeligere rammer, som ikke tillader en blind og gradvis udhuling af udviklingsbistanden ad bagvejen. Pengene må, med andre ord, følge hensigten – og de demokratisk forankrede aftaler, som ligger til grund.
Sikkerhedsudgifter eller udviklingsbistand?
OECD´s 29 donorlande (DAC-medlemmer) opdaterede i 2016 reglerne for, hvilke slags sikkerhedrelaterede udgifter, der kan tælles med som udviklingsbistand.
Læs også OECD vedtager: Militærudgifter er også u-landsbistand
Det nye system skulle gøre det sværere for donorlande, at omgå reglerne og nemmere for DAC at opsnappe tvivlsomme bistandudgifter, men i samme ombæring blev en række nye sikkerhedsrettede aktiviteter indskrevet og eksisterende bestemmelser blev udvidet på en måde, som har givet donorlandene betydelig mere spillerum for – legitimt – at bruge deres udviklingsbistand på sikkerhedsrettede indsatser og projekter. DAC-direktivet fastlår, at udviklingsbistand ikke må bruges til at fremme donorlandenes sikkerhedsinteresser, og kun må bruges på miltær- og sikkerhedsaktører i det omfang, at dette tjener de overordnede formål med udviklingsbistand, som definineret af DAC. Men det nye regelsæt rummer en lang række bestemmelser, herunder nogle “store formuleringer”, som kan og bliver fortolket forskelligt af de forskellige donorlande. Det fremgår af DAC’s egen Casebook on Conflict, Peace and Security Activities, senest i oktober 2017, som skal hjælpe donorlandene til at overholde reglerne. Den seneste Casebook indeholder en lang række eksempler på indsatser og projekter, som ifølge DAC’s vurdering, enten overholder eller falder uden for det seneste direktiv.
Det er oplysende og nyttig læsning med mange spændende (og kreative) eksempler på, hvordan den gældende definitionen af udviklingsbistand bliver fortolket, tilpasset og udvidet af donorlandene til at omfatte udgifter til meget forskelligartede sikkerhedsindsatser i og uden for Europa.
Og sidst, men ikke mindst, vidner selve dokumentets eksistens, og dets udformning, også om den uklarhed og usikkerhed, som fortsat gør sig gældende i dette voksende krydsfelt mellem konflikt, sikkerhed, krisehåndtering, migration og udviklingssamarbejde.
Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning.
