Drømmer du om lunere temperaturer? Prøv Arktis

snow-3143776_960_720
Thomas Jazrawi

I denne uge træder vi i Danmark ind i foråret, men udenfor er der bidende koldt. Det gælder ikke blot i Danmark. 

I Storbritannien er der en voldsom kulde, som kaldes “Beast from the East”.

Imens er der helt usædvanligt varmt i klodens kolde, nordlige egne. Ja, det er faktisk lunere her end i Danmark i disse dage. 

DMI har verdens nordligste vejrstation på land ved Kap Morris Jesup i Nordgrønland, og den har målt plusgrader i denne uge i stort set et helt døgn. 

Det fremgår af en artikel på DMI, som påpeger, at temperaturen normalt på denne årstid ligger langt under frysepunktet. 

DMI har data fra stationen siden 1980. Gennemsnitligt ligger temperaturen på isnende -32,9 grader i februar. Der er imidlertid ikke tale om en rekord i år, da stationen har målt tilsvarende høje grader to gange før i februar, i 2011 og 2017. 

“Årsagen til den usædvanlig høje temperatur er sandsynligvis kombinationen af relativ varm luft i det arktiske område og føhn omkring Kap Morris Jesup”, siger Jacob Cappelen, klimatolog, ifølge DMI. 

Årets februar i området står lige nu til at blive den varmeste nogensinde, men det kan ændre sig, da føhn-vinden hurtigt kan komme og gå, og temperaturen dermed kan tage et lynhurtigt dyk nedad. 

Isen smelter

Samtidigt smelter isen i Arktis i en periode, hvor den normalt vil udvide sig. Det skriver The Independent. 

Den smeltende is har afsløret en hemmelig amerikansk militærbase på Grønland, som blev brugt under den kolde krig, skriver det britiske medie. 

Ifølge en forsker er det bemærkelsesværdigt, at isen nu smelter hele året rundt.