Den Afrikanske Union
Den Afrikanske Union (AU) blev grundlagt i juli 2002 som efterfølger for Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU), der blev dannet i 1963.
AU har 55 medlemmer, der omfatter hele det afrikanske kontinent.
Unionen søger at fremme fred, demokrati og bæredygtig udvikling i Afrika gennem politisk og økonomisk samarbejde og integration – og er i mange henseender inspireret af Den Europæiske Union.
Unionens vigtigste beslutninger tages ved halvårige møder i Den Afrikanske Unions forsamling for statsoverhoveder (AU-AHSG).
Den Afrikanske Unions Kommission fungerer som unionens sekretariat og ligger i Etiopien hovedstad, Addis Ababa.
Det såkaldte Pan-African Parliament (PAP) fungerer som unionens parlament og har hovedsæde i Midrand, Sydafrika.
Læs mere om Den Afrikanske Union her
Kilde: AU
De afrikanske lande har taget et stort skridt på vej mod etableringen af et enormt frihandelsområde på tværs af kontinentet.
Den såkalte AfCFTA-aftale (African Continental Free Trade Area) blev underskrevet af 44 (af i alt 55) medlemslande af Den Afrikanske Union, ved et topmøde i Rwandas hovedstad, Kigali.
Læs mere om AfCFTA-aftalen her
Rwandas præsident Paul Kagame, som i januar overtog formandskabet af Den Afrikanske Union, udtalte i forbindelse med vedtagelsen, at frihandelsaftalen er Den Afrikanske Unions “mest betydningsfulde” bedrift til dags dato.
Læs også: Afrika vedtager historisk frihandelsaftale
Frihandelsaftalen, som skal ratificeres af minimum 22 lande for at træde i kraft, nedbryder en række hindringer for den frie bevægelighed af varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft i Afrika. Aftalen fjerner blandt andet toldafgifter på 90 procent af varer, toldafgifter på de resterende 10 procent skal efter planen fjernes gradvist: Det er endnu ikke defineret, hvilke varer, som foreløbigt holdes inden og uden for aftalen, men de 10 procent dækker over “sensitive varer” af særlig betydning: Spørgsmålet er, om landene, som I de fleste tilfælde primært handler med en håndfuld varer, vil undtage disse og dermed henvise “frihandlen” til
Frihandelsaftalen fjerner derudover importkvoter og “ikke-afgiftsrelaterede handelsbarrierer” – sidsnævnte kan eksempelvis være lange ventetider ved grænseovergange, som landene i henhold til aftalen skal forsøge at nedbringe.
Den interne handel mellem de afrikanske lande er relativ lav, men er siden 2010 vokset fra ti procent til 16 procent af den samlede handel på kontinentet. Dette skyldes ikke mindst udviklingen i de regionale handelsblokke (REC’s), som i forskellig grad, er godt i færd med at styrke det økonomiske samkvem i Afrikas forskellige regioner.
Til sammenligning udgør den regionale handel mellem ASEAN-landene (Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer) cirka 25 procent af landenes samlede handel – og i EU er tallet mere end 64 procent.
FN’s økonomiske kommision for Afrika anslår, at AfCFTA-aftalen kan øge de afrikanske landes samhandel med 52 procent i 2022, i forhold til 2010-niveaet. Såfremt at alle 55 medlemslande i Den Afrikanske Union underskriver og ratificerer aftalen, vil den dække mere end 1,2 milliarder mennesker og en samlet BNP på mere end 2,5 billioner (2500 milliarder) dollar.
Afrikas to kæmper er endnu ikke med
Sydafrika og Nigeria, som tilsammen står for knap en tredjedel af Afrikas samlede BNP, har dog endnu ikke underskrevet aftalen.
Nigeria præsident Muhammadu Buhari aflyste med kort varsel sin deltagelse ved topmødet i Kigali og har udbedt sig mere tid til at gennemgå frihandelsaftalen. Ifølge analytikere hos det finansielle medie Bloomberg Africa, skyldes beslutningen modstand fra især fagbevægelsen og erhvervslivet i Nigeria.
Sydafrika har underskrevet den såkaldte Kigali Declaration, en hensigterklæring om etableringen af AfCFTA-aftalen, men Afrikas mest avanceret økonomi underskrev ikke den endelige frihandelsaftale i Kigali og har udbedt sig mere tid af “hensyn til forfatningsmæssige og interne processer” i Sydafrika.
De øvrige lande, som ikke har underskrevet aftalen, er Botswana, Lesotho, Namibia, Zambia, Burundi, Eritrea, Benin, Sierra Leone and Guinea Bissau.
De udeblivende lande, særligt Sydafrika og Nigeria, har givet den nye afrikanske frihandelsblok en usikker start på et tidspunkt, hvor de 44 underskrivere nu skal have frihandelsaftalen ratificeret hjemme i deres respektive parlamenter: En svær opgave, hvis resultat langt fra er givet på forhånd, i lyset af nationale og lokale politiske interesser, økonomiske og sektorspeciffike hensyn, og modstand fra erhvervsliv og fagbevægelser etc.
Men Kigali-topmødet vil alt andet lige stå som en historisk milepæl for øget politisk og økonomisk integration på det afrikanske kontinent på vej mod Den Afrikanske Unions udviklingsagenda, Agenda 2063.
Afskaffelsen af skatter, toldafgifter og harmonisering af regler, kan allerede på kort sigt give nogle gevinster og binde kontinentet bedre sammen, men hvis en afrikansk frihandelsblok skal skabe mere markante resultater i nogen form for overskuelig fremtid, vil det kræve at de afrikanske lande også formår at gøre transporten af varer, inde i landene og på tværs af grænser, billigere og hurtigere.
Dårlige veje og gamle biler bremser samhandel
Mange steder i Afrika er transportomkostninger en større handelshindring end toldafgifter: I mange tilfælde er transportomkostninger også højere end værdien af de varer, som bliver transporteret, viser en evalueringsrapport fra Verdensbanken.
Dårlige vej- og tognet, gamle køretøjer med højt benzinforbrug, karteldannelser og korruption i transportsektoren, lange pålastning- og aflastningstider, og lange ventetider ved grænseovergange, er nogle af de største udfordringer for den regionale samhandel i Afrika. Det konkluderer 2017-rapporten Beyond Borders: Making transport work for African trade, udarbejdet af London School of Economics International Growth Centre (ICG).
Eksempelvis peger ICG-rapporten på, at transportomkostninger for varer er op mod fem gange højere i Afrika end i USA; I Den Demokratiske Republik Congo er prisen på at transportere varer fem gange højere, i Etiopien er den 3,5 gange højere og i Nigeria er den 5,3 gange højere end i USA.
Ifølge ICG-rapportens forfattere, vil en reduktion af transporttiden over land med én dag medføre en stigning i eksporten på syv procent – rapporten peger på, at et reduktion i transportomkostninger på ti procent kan øge handlen med 25 procent og dermed have større effekt end fjernelse af toldafgifter på varer. Der findes ingen præcise tal for omfanget og konsekvenserne af de høje transportomkostninger for samhandlen i Afrika, men undersøgelser fra 1990’erne og 00’erne peger på transporttider, der er mere end 50 procent længere end i Asiens udviklingslande og transportomkostninger, som er mellem 40-100 procent højere.
Ifølge en analyse fra den sydafrikanske tænketank The Trade Law Centre, vil en 20 procents reduktion af ventetiden for varer i Afrikas havne- og toldhuse, alene give en dobbelt så stor handelsgevinst som fjernelse af toldafgifter.
Korruption og karteldannelser udpeges også, af ICG-rapporten, som en væsentlig hæmsko for samhandlen, fordi de betyder mindre konkurrence, mindre innovation og udelukkelse af nye aktører, som sammenlagt resulterer i en dyrere og mindre effektiv logistik- og transportsektor.
Alligevel er den regionale andel af Afrikas handel vokset fra godt ti procent 2010 til 17 procent i dag; en markant udvikling, som dog dækker over store regionale forskelle og primært afspejler en lille gruppe højdespringere, ifølge tal fra Den Internationale Valutafond.
I hvor høj grad et kontinentalt frihandelsområde nu vil sætte ekstra skub på de afrikanske landes samhandel – på tværs af hele kontinentet – og ikke mindst vil bidrage til at udligne de regionale skævheder i udviklingen, ved blandt andet at komme Afrikas indlandsstater og landområder mere til gavn, vil – langt hen ad vejen – lige så meget afhænge af bedre infrastruktur og logistik, som lavere toldmure og regler om fri bevægelighed, hvis disse overhoved kan realiseres.
Men i den bedste af verdener vil en ambitiøs og effektiv frihandelsaftale for kontinentet omvendt også betyde bedre og billigere varetransport – en vigtig forudsætning for øget samhandel og vækst i Afrika.
Analysen er udtryk for skribentens egen holdning.