”Det er gået godt i år, og hovedparten af de penge, vi har tjent, skal bruges til at konsolidere forretningen, så endnu flere virksomheder kan få finansieret deres eksport. Bankerne er blevet langt mere villige til at låne penge ud nu end under finanskrisen. Men det er ikke altid, at bankerne kan eller vil stille med lån uden at få sikkerhed, når de danske virksomheder skal udvide produktionen, eller når deres udenlandske købere har brug for en kredit til at betale for varerne. Det er det, EKF kan hjælpe med”, siger Christian Frigast.
Finansiering er nøglen til succes
Det beløb staten via EKF stiller til rådighed for eksportvirksomhederne i form af lån, garantier og kautioner er vokset i en sådan grad, at EKF’s portefølje i dag er på knap 71 mia. kroner. Og EKF har netop vedtaget en ny og ambitiøs strategi, der betyder, at der er planer om at lade de årlige nyudstedelser vokse fra 11,5 mia. kroner i 2017 til omkring 20 mia. kroner i 2022.
En undersøgelse fortaget af EKF blandt ca. 550 eksportvirksomheder viser, at de virksomheder, der klarer sig bedst på eksportmarkederne, typisk har fået hjælp til finansieringen og risikoafdækningen. Det kan være i form af lån, kreditter, kautioner og garantier men også hjælp til at sikre, at virksomheden får sine penge, hvis den udenlandske kunde ikke kan betale. Undersøgelsen viser også, at 9 ud af 10 af de danske virksomheder, der ikke udnytter deres eksportpotentiale til fulde, mener, at de ville vinde langt flere ordrer, hvis de kunne tilbyde deres kunder at få finansieret købet.
”Både små og store danske virksomheder bevæger sig i stigende grad ud på eksportmarkederne. Også på de fjerne og mere risikable eksportmarkeder i Asien, Latinamerika og Afrika, hvor bankerne ikke altid kan eller vil være med. Det både kan og vil EKF. Vi er sat i verden for at sikre, at dansk eksport udnytter sit fulde potentiale, og det vil vi gøre i endnu højere grad i de kommende år”, siger Christian Frigast.
En af de virksomheder, der har udvidet produktionen med hjælp fra EKF, er fynske Fiberline. De er underleverandører til den danske vindmølleeksport. En industri, der er under kraftigt prispres.
”Høje lønninger i Danmark betyder, at vi skal være endnu bedre end vores udenlandske konkurrenter til at fremstille vores produkter effektivt. Forsat industrialisering er derfor vores største udfordring for at fastholde Fiberlines eksportsucces. Her er det afgørende, at EKF er med til at tage en stor del af risikoen ved investeringerne i nyt produktionsudstyr. Hjælpen fra EKF betyder, at vi kan fastholde produktion og arbejdspladser i Danmark”, siger Fiberlines administrerende direktør, Ole Arenfeldt Jensen.