Den kenyanske telegigant Safaricom, som ejer M-Pesa, har indgået en samarbejdsaftale med den globale online betalingstjeneste PayPal, som vil give M-Pesas 22,7 millioner abonnenter mulighed for at handle direkte med PayPals 227 millioner brugere verden rundt. De to virksomheder forventer, at samarbejdet vil styrke e-handlen i Kenya og kenyanske iværksættere og forretningsfolks adgang til det globale marked. Det skriver det finansielle netmedie Quartz.
Mere end 90 procent af Kenyas befolkning har i dag adgang til en mobiltelefon, som giver mulighed for at handle varer og ydelser online ved hjælp af mobile betalingstjenester som M-Pesa.