Sigurd Wandel er død

Sigurd Wandel


Foto: VedvarendeEnergi
Forfatter billede

MINDEORD af programkoordinator i miljøorganisationen VedvarendeEnergi Finn Tobiesen:

Vores veje mødtes allerede i 1976, da Sigurd Wandel efter en orlovsperiode vendte tilbage til Arkitektskolen i Aarhus, hvor han havde et lektorat i byplanlægning.

Han kom hjem efter et flerårigt undervisningsjob på ARDHI instituttet i Dar es Salaam, og satte hurtigt en række u-landskurser i gang for de studerende. Det blev en hel del år senere til efteruddannelsestilbud til arkitekter og byplanlæggere først i regi af Arkitektskolen, senere i regi af Danidas Fellowship Center.

Sigurd var stædig og insisterende. Hans engagement og tilgang til verdens uretfærdigheder var ikke til at tage fejl af.

Han befandt sig godt som lærer – i den bedste betydning – nemlig ud fra en velbegrundet tillid til, at der var noget han vidste og havde erfaret gennem mange års arbejde og studier, som han synes alle skulle nyde godt af.

Drevet af indignation og nysgerrighed har han i de snart 30 år, jeg nåede at være tæt på ham, påvirket og med et glimt i øjet drevet vores diskussioner rundt i mange hjørner af tilværelsen.

Hans u-landsengagement bragte ham og Lotte, og i de unge år børnene, til flerårige udstationeringer:

Som underviser på ARDHI instituttet i Dar es Salaam i Tanzania, som landekoordinator for Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya, korttids-udsendelser for Dansk International Bosætningsservice (DIB) i Bolivia, som rådgiver for Danida i Morogoro i Tanzania, og for Svenska Afghanistankommittén i Pakistan/Afghanistan.

Fra 2007 til 2013 var Sigurd deltidsansat i VedvarendeEnergi, bl.a. syv måneder i vores program i Kisumu i Kenya.

Sigurd Wandel har været her, sat sine spor, påvirket vores opfattelse af u-landsarbejde, og vil blive husket for alt dette og meget, meget mere.