I dag er der blot 60.000 pingvinpar på den franske ø Ile aux Cochons.
Det lyder måske af meget, men hvis man sammenligner med den halve million par, der levede på øen for et par årtier siden, er der tale om et markant fald i verdens største koloni for kongepingviner.
Det fremgår af et nyt studie, hvor der er brugt billeder fra satelliter og helikopter til at opgøre bestanden.
Undersøgelsen er publiceret i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskrift Antarctic Science.
Vigtigt fugleområde
Ile aux Cochons ligger noget syd for Sydafrika, næsten halvvejs fra Afrikas sydspids til Antarktis.
Den er ubeboet og ikke lige til at øje på på et kort, men den er kendt for sit rige dyreliv. Birdlife International har benævnt øen som et af klodens vigtige områder for fugle (Important Bird Areas – IPA).
Forskerne bag studiet har forsøgt at finde en årsag til den massive uddøen, men de har ikke kunne konkludere noget entydigt. De mener dog, at det store svind i bestanden fortsætter.
For at bestemme årsagen er det nødvendigt at foretage undersøgelser på selve øen, som sidst har været besøgt i 1974 og 1982, fremgår det af artiklen.
Ud over at være arnested for verdens største samling af kongepingviner, er den samtidigt mødested for det største antal af vandrende albatrosser i Det Indiske Ocean.