Mindeord af cand.mag, Tue Magnussen
Da Kosova-albanernes mangeårige menneskeretsforkæmper, Adem Demaci med tilnavnet Balkans Mandela døde forleden, udløste det tre dages landesorg inklusive en officiel statsbegravelse i Kosovas hovedstad, Prishtina.
Den mest prominente og kompromisløse forkæmper for Kosovas selvstændighed blev hædret af alle – selv mange af hans tidligere politiske modstandere.
Tilnavnet Mandela fik Demaci da han – samme år som Nelson Mandela – blev løsladt i 1990 efter mere end 29 år i jugoslaviske fængsler. Året efter løsladelsen tildeltes han Sakharov-prisen, Europa-Parlamentets menneskerettighedspris.
Demaci var i årene efter sin løsladelse formand for menneskeretsorganisationen Rådet til Forsvar for Menneskerettigheder og Frihed, men valgte at træde tilbage for i stedet mere aktivt at gå ind i politik, hvor han som formand for Det Parlamentariske Parti udfordrede Ibrahim Rugova ved at kræve reelle resultater for Kosova-albanerne.
Da studenterne i Prishtina 1995-96 gik på gaden og viste deres utilfredshed over de manglende resultater fra Rugovas side, råbte de i stedet på Demaci.
Da den samme utilfredshed fra 1997 gjorde Kosovas Befrielseshær, UCK, til måske verdens hurtigst voksende frihedsbevægelse, valgte Demaci at træde tilbage som leder af det Parlamentariske Parti og blev i stedet fra august 1998 politisk talsmand for UCK med studenterlederen Albin Kurti som sekretær.
Men Demaci gik længere end UCKs militære ledelse, da han afviste Vestens og den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights oplæg til Rambouillet-forhandlingerne.
Han afviste at gå på kompromis i spørgsmålet om Kosovos uafhængighed og trak sig i marts 1999 som talsmand for UCK, men var med i kulissen fra den slovenske hovedstad Ljubljana. Først søgte Madeleine Albright forgæves at overbevise ham. Siden afbrød UCK-lederen – Kosovas nuværende præsident – Hashim Thaci forhandlingerne i Frankrig for at tage til Ljubljana for at høre Demacis mening.
Under de serbiske udrensninger og de efterfølgende månedlange NATO-bombardementer i 1999 afviste Demaci at flygte og forblev i Pristhina. Efter befrielsen i 1999 tog han afstand fra hævnakter og forsvarede minoriteterne efter at have genoptaget sit arbejde i Rådet til Forsvar for Menneskerettigheder som æresformand.
Målet i et selvstændigt Kosova var at skabe gensidig forståelse, tolerance og sameksistens mellem albanere, serbere, bosniakere, tyrkere og romaer fordi, som han sagde, ”Kosova tilhører os alle”, og ”vi ønsker et uafhængigt Kosova som et multietnisk samfund”.
Han havde ikke meget til overs for de dominerende politiske partier og var i stedet tilknyttet den tidligere studenterleder Albin Kurtis Selvstændighedsbevægelse samt aktiv i opbygningen af civilsamfundet.
Ud over posten som formand for bestyrelsen for Kosovos Radio og TV 2000-04 var han til sin død aktiv i menneskeretsarbejdet bl.a. som bestyrelsesformand for det 2000-10 dansk-støttede Kosovos Rehabiliteringscenter for Torturofre.
På invitation af herboende albanere og danske fredsgrupper besøgte Demaci flere gange Danmark, senest i 2014.
Adem Demaci blev født 26. februar 1936 og døde 26. juli 2018.
