Prominente gæster og protester til madtopmøde i København

food-for-diner-725x544
Thomas Jazrawi

Opdateret torsdag, se nederst i artiklen

“Better food for more people”, lyder sloganet for World Food Summit, der for tredje gang afholdes i København.

Hendes Kongelige Højhed Prinssese Marie er protektor for arrangementet og skal tale på dette års udgave. 

Derudover vil ministre fra bl.a. Frankrig, Indien, Japan og de Forenede Arabiske Emirater deltage i diskussionerne de kommende dage sammen med flere repræsentanter for kommuner, virksomheder og NGO’er. 

Protester

Der vil imidlertid også være protester mod begivenheden. Afrika Kontakt og miljøorganisationen NOAH kritiserer madtopmødet for at have et forkert fokus. 

De står bl.a. bag et alternativt madtopmøde

Organisationerne mener eksempelvis ikke, at Nestlé, MacDonalds og Danish Crown, som er på gæstelisten, bidrager med at løse udfordringen med at brødføde verden på en sund måde.

De savner til gengæld en organisation som La Via Campesina, der repræsenterer klodens småbønder. 

“Mødet tager således ikke de grundlæggende problematikker op og overser det vigtigste: hvem der har magt til at bestemme, hvad der produceres og er tilgængeligt, og hvilke politikker og magtforhold, der afgør det”, lyder det i en kommentar på hjemmesiden for Afrika Kontakt

Fire temaer

Topmødet har fokus på fire emner: bedre information, fødevaresikkerhed, diversitet i fødevarer og kampen mod madspild. 

Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har netop kundgjort, at han vil oprette en tænketank for madspild. 

“Hvis vi gerne vil gøre noget godt for vores miljø og vores begrænsede ressourcer, er nedbringelse af madspild og fødevaretab et rigtig godt sted at starte”, fortæller ministeren.

Desuden har ministeriet planer om at sørge for bedre information for at sikre, at forbrugerne kan tage de mest oplyste valg i forhold til menuén. 

“Vi skal som myndighed ikke bestemme, hvad danskerne spiser. Men vi skal levere information om mad og madens betydning for sundheden, så vi alle kan træffe et oplyst valg både i supermarkedet og hjemme i køkkenerne”, lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen, som fortsætter:  

“Det har betydning både for den enkeltes trivsel og for samfundsøkonomien, hvor sundhedsudgifterne stiger i takt med at flere får livsstilssygdomme”. 

Det fulde program for de to dage kan findes i nedenstående link, hvor der ligeledes er mange andre oplysninger om det store globale træf på dansk jord. 

Greenpeace: For meget kød på programmet

Greenpeace kritiserer topmødet for at have for meget fokus på kød, en spise, som belaster klimaet. Derudover har den grønne organisation via en aktindsigt kunne påvise, at Arla har haft stor indflydelse på planlægningen af det globale madtræf.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Greenpeace torsdag

Greenpeace kan – som det fremgår af Politiken – igennem aktindsigter dokumentere, at Miljø- og Fødevareministeriet på visse punkter har kørt tæt parløb med Arla i planlægningen af topmødet. 

“Det er problematisk, at regeringen tilsyneladende vil bruge topmødet som platform for dansk produktion og eksport af blandt andet kød- og mejerivarer, når man rettere burde adressere produktionens store miljø- og klimaaftryk””, siger Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver hos Greenpeace.

“Der tegner sig et billede af, at regeringen muligvis ønsker at bidrage til at løse verdens fødevareudfordringer, men samtidig vil fastholde og fremme den alt for høje, ubæredygtige eksport af kød og mejeriprodukter. Dermed står Danmarks værtskab desværre tilbage som lidt af en farce,” fortsætter han. 

Greenpeace står bag en demonstration mod madtopmødet.

”31 million pigs make Denmark a lousy host”, og ” We can’t feed the world with meat”, lyder budskaberne, der møder de højprofilerede gæster ved indgangen til Christiansborg, skriver miljøorganisationen i pressemeddelelsen. 

“Vi protesterer over, at regeringen undlader at sætte køds klima- og miljøaftryk højt på dagsordenen, når man er værter for et fødevaretopmøde, der midt i en klimakrise skal finde løsninger på at mætte flere mennesker med bæredygtig mad,” siger Kristian Sloth,landbrugspolitisk rådgiver hos Greenpeace.