Så landede den blåsorte regerings finanslov. Vanen tro for diskussionen i udviklingspolitiske kredse røg diskussionen straks over i den årlige talgymnastik: Hvordan ser det ud ift. målet om 0,7 procent af BNI? Er der virkelig tale om ’nye penge’ i den af Ulla Tørnæs stort anlagte klimapulje? Og for de særligt nidkære: Hvordan ser det ud med hver enkelt budgetpost i sammenligning med sidste års finanslov?
I lyset af de historiske nedskæringer på udviklingsbistanden, som blev gennemført af SR-regeringen – med støtte fra SF og Enhedslisten – er denne talgymnastik naturligvis også vigtig, så vi kan følge med i om det generelt går op eller ned. Problemet er bare, at denne diskussion om tal og procenter ofte overskygger de mere indholdsmæssige diskussioner. Men hvad så med år som i år, når der ikke er tale om direkte nedskæringer?
Kigger man mere indholdsmæssigt på udviklingsdelen af årets finanslov, og løfter man blikket lidt højere op ved at gå bare et par år tilbage, er der et større skred i vores udviklingsbistand, som ikke rigtigt bliver talt om. Årsagen kan være den brede konsensus der er til den udviklingspolitiske strategi, der blev vedtaget i starten af 2017.
Alle partierne, minus Enhedslisten, stemte for strategien og de fleste store NGO’er støttede den i praksis med deres stiltiende accept. Dette års finanslovsforslag er jo så bare et forsøg på at indfri strategiens mål om at fremme nyliberale ’løsninger’ på globale udfordringer samtidigt med, at der smides penge efter det danske erhvervslivs eksporteventyr.
Nyliberale ’løsninger’ og danske erhvervsfremstød
Som Venstre-regeringen allerede lagde for dagen med sine udviklingspolitiske prioriteter til finansloven 2016 skulle udvikling nu baseres på ”ejendomsret, frihandel og private investeringer”.
I den vedtagede strategi er private investeringer, mål om ”væsentlige afkast” til danske virksomheder og økonomisk vækst i centrum i strategien.
Det skinner også igennem, når man ser på sprogbruget. Eksempelvis nævnes ”vækst” 75 gange, ”handel” og “frihandel” 32 gange, ”ressource” 20 gange og ikke mindst ”investering”, som er at finde hele 26 steder i den 36 sider lange strategi. Økonomisk vækstlogik gennemsyrer strategien, og man fristes til at kalde den for en investeringsstrategi.
Som vi i Afrika Kontakt også formulerede det dengang, er visionen altså et endnu hårdere privatiseringspres på alt fra land til skolesystemer, endnu flere frihandelsaftaler som den nu mere eller mindre kuldsejlede TTIP, og endnu flere udviklingsmidler direkte i erhvervslivets lommer til at støtte diverse investeringer i det Globale Syd.
Hvad sidstnævnte angår, er posten ”partnerskaber for markedsdrevet vækst” værd at bemærke.
Som man kunne læse af Enhedslistens materiale ifm. de berygtede nedskæringer på finansloven 2015, var det netop denne slags støtte til danske erhvervsliv, man målrettet gik efter, da nedskæringerne skulle fordeles.
Af forslaget for 2019 fremgår det imidlertid, at eksempelvis Danida Business Partnerships, der i samarbejde med private investorer skal yde støtte til infrastrukturs projekter, imidlertid har sneget sig op på 500 millioner igen.
Den helt centrale partner i den forretningsorienterede udviklingsstrategi er den private sektor. Faktisk er et af hovedformålene med bistanden at agere igangsætter for private investeringer gennem civilsamfundets arbejde.
Civilsamfundsorganisationer forventes at arbejde tæt sammen med den private sektor. De skal være partnere for erhvervslivet og hjælpe med at fremme ”bæredygtige private investeringer”. Vision indebærer altså, at civilsamfundet skal reduceres til en slags CSR-kontrollører, der skal indgå i ”partnerskaber” med danske virksomheder.
Mens vi i civilsamfundet altså reduceres til påhæng og samtidigt bliver sat i konkurrence med hinanden om færre og færre midler, kan man desuden i forslaget til finansloven under ”rammebetingelser, viden og forretningsmuligheder” læse, at det er lykkedes at finde 15 millioner til World Economic Forum (det årlige elite topmøde i den schweiziske bjergby Davos – de stakler der samles dér har det jo også hårdt!) såvel som 15 millioner til Esben Lunde Larsens nye arbejdsgiver World Ressource Institute i Washington. (Mange vil mene at det er en billig pris at betale for at slippe af med Lunde.)
Udvikling for hvem?
Hos Afrika Kontakt ønsker vi at gøre op med ideen om udvikling som en forretning, der først og fremmest skal skabe afkast for store virksomheder.
Vi mener, at det først og fremmest er verdens fattige, der skal have gavn af udviklingsbistanden – og derfor bør lokalsamfund respekteres og lyttes til. Det er det, der bør være i fokus i det danske udviklingsarbejde. For hvis områder som sundhed, uddannelse og vand bliver en vare, man skal tjene penge på, så vil der også være nogle, der ikke kan betale. Og hvem skal agere den kritiske stemme, hvis civilsamfundet hænges op på at assistere virksomheder med “bæredygtige investeringer”?
Hvis målet virkelig er at udrydde global fattigdom, er en markedsdrevet økonomisk vækst ikke svaret. Når det kommer til stykket, vil social retfærdighed, omfordeling og mere demokratisk forvaltning og beskyttelse af fælles ressourcer ofte stå i kontrast til de højeste afkast for danske investorer og virksomheder.
Der er et behov for, at vi som civilsamfundsorganisationer stiller os selv spørgsmålet: Hvem gavner denne udvikling? Det gør vi i Afrika Kontakt, og vi opfordrer andre organisationer til at gøre det samme.