Stor ulighed kaster skygge over fremskridt i menneskelig udvikling

undp
Forfatter billede

Om HDI

Human Development Index (HDI) blev introduceret i den første Human Development Report i 1990, som mål for udvikling, der udfordrede de rent økonomiske målinger.

HDI dækker 189 lande og territorier. HDI kunne ikke beregnes for Nordkorea, Monaco, Nauru, San Marino, Somalia og Tuvalu.

Ifølge det nye Menneskelige Udviklingsindeks (HDI) kan mennesker i lande med meget høj menneskelig udvikling forvente at leve 19 år længere og tilbringe syv år mere i skole end de, som bor i lande med lav menneskelig udvikling.

Den globale tendens viser fortsat fremgang i menneskelig udvikling, hvor mange lande bevæger sig op af de menneskelige udviklingskategorier: ud af de 189 lande, hvor HDI beregnes, er 59 lande i dag i gruppen med meget høj HDI og kun 38 lande placeres i den lave HDI-gruppe. For kun otte år siden i 2010 var tallene henholdsvis 46 og 49 lande.

Syrien, Libyen og Yemen i frit fald

Irland oplevede den højeste stigning i HDI-rangering, og rykkede 13 pladser op mellem 2012 og 2017.

Tyrkiet, Den Dominikanske Republik og Botswana udviklede sig også kraftigt og rykkede alle otte pladser op.

De tre lande med det største fald i menneskelig udvikling var alle lande i konflikt: Syrien havde det største fald i HDI og faldt hele 27 pladser, efterfulgt af Libyen (faldt 26 pladser) og Yemen (faldt 20 pladser).

Ændring i i et lands HDI er betinget af ændringer i sundhed, uddannelse og indkomst. Sundhed er forbedret betydeligt set i forhold til forventede levealder, hvor den globalt er steget med næsten syv år.

Afrika syd for Sahara og Sydasien har opnåede den største fremgang med 11 års stigning i forventede levealder siden 1990. Desuden kan børn i skolealderen i dag forventes at gå i skole i 3,4 år længere end børn i 1990.

Ulighed fortsætter med at bremse fremgangen

Et barn født i Norge i dag, landet med det højeste HDI, kan forvente at leve over 82 år og tilbringe næsten 18 år i skole. Til forskel vil et barn født i Niger, landet med det laveste HDI, kun forvente at leve til 60 og tilbringe blot fem år i skole.

”I gennemsnit kan et barn født i dag i et land med lav menneskelig udvikling forvente at leve i kun 60 år, mens et barn født i et land med høj menneskelig udvikling kan forvente at blive næsten 80. På samme måde kan børn i lande med lav menneskelig udvikling forvente at gå i skole syv år mindre end børn i højt udviklede lande”, siger UNDP’s chef Achim Steiner, i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.

”Mens disse statistikker præsenterer et stærkt billede i sig selv, så taler de også om tragedien for millioner af mennesker, hvis liv er begrænset af ulighed og tabte muligheder. En situation, som på ingen måder er naturgivet.”

En nærmere gennemgang af indeksets komponenter viser den ulige fordeling i lande på uddannelse, forventet levealder og indkomst. Det såkaldte Inequality-Adjusted Human Development Index gør det muligt at sammenligne niveauet af ulighed indenfor lande, og desto større uligheden i landet er, desto mere falder landets HDI.

Mens der ses betydelig ulighed i mange lande, herunder også i nogle af de rigeste, har det større indvirkning på lande med lavere menneskelig udvikling. Lande med lav og mellem menneskelig udvikling mister henholdsvis 31 og 25 procent af deres menneskelige udviklingsniveau på grund af ulighed, mens det gennemsnitlige tab i lande med meget høj menneskelig udvikling er 11 procent.

”Selvom der er grund til optimisme på grund af den indsnævring der er sket, er forskellene stadig uacceptabelt høje. Ulighed i alle dets former og dimensioner, mellem og i lande, begrænser folks valg og muligheder og bremser fremskridt”, siger Selim Jahan, direktør for UNDP’s Human Development Report Office.

Ulighed mellem kønnene i voksenalderen fortsætter

En vigtig kilde til ulighed inden for lande er forskellen i muligheder mellem kvinder og mænd.

Verden over er den gennemsnitlige HDI for kvinder seks procent lavere end for mænd på grund af kvinders lavere indkomst og uddannelsesniveau i mange lande.

Selvom der har været prisværdige fremskridt i antallet af piger, der går i skole, er der fortsat store forskelle mellem andre vigtige aspekter af mænds og kvinders liv. Kvinders rettigheder og muligheder er fortsat en særlig udfordring.

Og når kvinder er aktive på arbejdsmarkedet, er deres ledighedsrate 24 procent højere end mænd. Globalt udfører kvinder meget mere ubetalt hus- og plejearbejde end mænd.

Vold mod kvinder påvirker alle samfund, og i nogle regioner undergraver børneægteskab og høj fødselsrate blandt teenagepiger mulighederne for mange unge kvinder og piger. I Sydasien var 29 procent af kvinder mellem 20 og 24 år gift før deres 18 års fødselsdag.

Høje fødselsrater blandt unge, tidlig moderskab og dårlig og ulige adgang til sundhedsydelser før og efter graviditet resulterer i en høj mødredødelighed. Med 101 pr. 1.000 levendefødte er fødselsraten blandt unge i Afrika syd for Sahara mere end to gange det globale gennemsnit på 44 pr. 1.000 levendefødte. Latinamerika og Caribien følger med 62 pr. 1.000 levendefødte.

På trods af, at mødredødeligheden i Afrika syd for Sahara i gennemsnit er helt oppe på 549 dødsfald pr. 100.000 levendefødte, er der store forskelle. Cabo Verde har f.eks. opnået en meget lavere mødredødelighed på 42 dødsfald pr. 100.000 levendefødte.

Behov for at se på kvaliteten af udvikling

Der er stor forskel mellem verdens lande i forhold til kvaliteten af uddannelse, sundhedsydelser og mange andre vigtige aspekter af livet.

I Afrika syd for Sahara er der i gennemsnit 39 grundskoleelever pr. lærer, efterfulgt af Sydasien med 35 elever pr. lærer. Men i OECD-landene, Østasien og Stillehavet samt Europa og Centralasien er der i gennemsnit en lærer for hver 16-18 folkeskoleelev. I OECD-lande samt Østasien og Stillehavet er der i gennemsnit 29 læger for hver 10.000 mennesker. I Sydasien er der kun otte, og i Afrika syd for Sahara er der ikke engang to.

”Meget af verdens opmærksomhed er på data, der kun fortæller en del af historien om folks liv. For eksempel er det i stigende grad klart, at det ikke er nok blot at tælle, hvor mange børn der går i skole: vi skal også vide, om de lærer noget. Fokus på kvalitet er afgørende for at fremme bæredygtig og vedvarende fremskridt i menneskelig udvikling,” konkluderer Jahan.

De vigtigste regionale udviklingstendenser, som det fremgår af HDI og øvrige menneskelige udviklingsindikatorer:

Mellemøsten og Nordafrika: Regionen har oplevet en stigning på 25,5 procent i HDI-værdien siden 1990. Regionen taber imidlertid 25 procent af den samlede HDI-værdi, når der justeres for uligheder. Regionen har den næststørste forskel mellem køn målt udfra det såkaldte Gender Development Index (GDI) (14,5 procent forskel). Kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet er den laveste på 21 procent.

Østasien og Stillehavet: Regionen registrerede den næsthøjeste vækst i HDI på 41,8 procent mellem 1990 og 2017. Men når denne justeres for ulighed, oplever regionen et tab på 15,6 procent i HDI. Mens kønsforskellen mellem mænd og kvinder i HDI er 4,3 procent, og dermed under det globale gennemsnit på 6 procent, er kvinders repræsentation i folkevalgte forsamlinger fortsat et af de laveste på 19,8 procent, til sammeling med det globale gennemsnit på 23,5 procent.

Latinamerika og Caribien: Latinamerika og Caribien nyder højt niveau af menneskelig udvikling, kun overgået af Europa og Centralasien. Men når man justerer for ulighed, falder regionens HDI med 21,8 procent på grund af den ulige fordeling af særlig indkomst. Regionen har den laveste forskel mellem mænd og kvinder i HDI på blot 2 procent. Regionen har den næsthøjeste fødselsfrekvens, og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet er betydeligt lavere end mænds (51,6 pct. mod 77,5 pct.).

Sydasien: Sydasien oplevede den hurtigste HDI-vækst blandt udviklingsregioner med en stigning på 45,3 procent siden 1990. I den periode steg levealderen med 10,8 år, og børns forventede års skolegang steg med 21 procent. Tabet i HDI på grund af uligheder er i regionen omkring 26 pct. Sydasien har det største forskel mellem mænd og kvinder i HDI på 16,3 procent.

Human Development Indices and Indicators 2018 kan findes her