Med 65 år på arbejdsmarkedet, heraf de 40 som tillidsmand, hvoraf 17 var som forbundsformand for Specialarbejderforbundet (3F), og nu 20 år som pensionist, er fødselarens konklusion, at han har haft et spændende og meningsfyldt liv.
Forbundsformanden og hustruen var enige om at gå på pension samtidig og det første de gjorde, var at flytte fra lejligheden på københavnske Nørrebro og ud på landet (i Hornsherred) med mulighed for lange trave- og cykelture i skoven samt bade- og fisketure i Isefjorden for at holde sig i god form.
Parret ønskede ikke at blive passive samfundsborgere og tog ordene om “at rejse er at leve” til sig. Derfor blev en auto-camper anskaffet og kørt fra Nordkap i nord til Afrika i syd.
I det hele taget har Hardy Hansen altid været præget af internationalt udsyn og han var forbundsformand for det vel nok mest internationalt engagerede fagforbund herhjemme med en betragtelig bistandsportefølje.
Sammen med nogle politiske venner brugte han således nogle år på at arbejde for etablering af et Mandela Center for fred og forsoning efter Nelson Mandelas opskrift. Det lykkedes imidlertid ikke at skaffe økonomi og politisk opbakning til centret. Selv siger Hardy Hansen ifølge Berlingske, at det er “fordi politikerne på Christiansborg hellere vil bruge penge på oprustning og vende ryggen til de mange millioner flygtninge”.
Pensionisten Hardy Hansen er nu aktiv i et “Netværk for demokrati og velfærd”, hvor der arrangeres møder og demonstrationer, altsammen med et bedre Danmark og en bedre verden for øje. Se også artiklen om Hardy Hansen på Leksikon.org
Han bemærker p.t. i avisernes annoncekampagner, at der snart skal være folketingsvalg. Hans ønske er ifølge Berlingske, at valget må udmønte sig i “social retfærdighed og bæredygtig udvikling, så der også er en god verden til børne- og oldebørn”.