Og derfor er det også så glædeligt, at sikre jordrettigheder for alle er et af de aspekter, som Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling søger at fremme, nemlig gennem delmål 1.4, der handler om at sikre lige ret til økonomiske ressourcer inklusive ejerskab og kontrol over land, andre former for ejendom, naturressourcer m.v.
Og det er også glædeligt, at vi i Danmark i fællesskab og gennem generationer har bygget et system op, der registrerer de rettigheder, der knytter sig til et givent areal, nemlig vores matrikel- og tinglysningssystem, som andre lande kan have glæde af at lade sig inspirere af.
Og som kan danne udgangspunkt for at danske virksomheder som en del af deres forretningsmodel kan bidrage til opfyldelsen af Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling, sådan som Globalnyt den 26. september 2018 kunne fortælle er tilfældet for det danske landinspektørfirma LE34 (https://globalnyt.dk/content/dansk-tradition-kan-loefte-folk-ud-af-fattigdom-og-sult).
Som landinspektørfirma arbejder LE34 bl.a. med at udvikle metoder, der retter op på det forhold at ”i mange udviklingslande er ejerskab og rettigheder over jordlodder … slet ikke eller dårligt dokumenteret” og at dette spænder ben for et ”pålideligt system til at sikre borgeres ejendomsret”.
Dokumentation kan ikke stå alene
At der er brug for bedre og – nok så vigtigt – billigere muligheder for at dokumentere rettigheder til jord på, også, og måske især for de mange millioner familielandbrugere verden over, dét kan der næppe være tvivl om.
Men som også Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling lader forstå, kan dokumentationen ikke stå alene.
Opnåelsen af sikre jordrettigheder for alle (delmål 1.4) skal nemlig ikke alene måles på andelen af den samlede voksne befolkning, der har sikre jordrettigheder og juridisk anerkendt dokumentation på dette, men også på andelen af den samlede voksne befolkning som opfatter deres ret til jord som sikker, opdelt på køn og type af jordrettigheder.
For at kunne måle på ”sikre jordrettigheder”, skal der altså måles på to elementer, der komplementerer hinanden: Dels ’juridisk anerkendt dokumentation’ for jordrettighederne, og dels ejernes eller rettighedsholdernes opfattelse af, hvor sikre deres rettigheder er. Og her er skøder, matrikelkort og tingbøger desværre langt fra alle steder tilstrækkeligt.
Vi har begge forsket i jordrettigheder inklusive opfattelser af sikkerhed i mange år og må på den baggrund konkludere, at jordrettigheder – om end i varierende grad – ikke alene er juridiske men i høj grad også relationelle størrelser. Det vil sige, at uanset om eller hvordan ens jordrettigheder er dokumenteret, og hvilken instans, der har sagt god for dem og måske endda indskrevet dem, så er der andre elementer end selve rettigheden og dokumentationen, der spiller ind på om og hvordan, man kan få adgang til de instanser, der skal hjælpe med at håndhæve rettigheden, i fald den bliver udfordret eller krænket.
Det spiller fx ind om man er kvinde, om man er rig, om man kender eller har forbindelser til folk med indflydelse. Og det er erkendelsen af dette, såvel som det faktum, at mange sekundære rettigheder (fx til særlige ressourcer, på særlige tidspunkter af året, eller til specielle brug) ikke nødvendigvis kan dokumenters i et skøde, som vi kender det fra vores vestlige landbrugstradition, der kommer til udtryk i formuleringen af den del af jord-indikatoren, der måler på opfattelse af, hvor sikre rettigheder er.
Derudover viser vores forskning fx fra Uganda, at også tilstedeværelsen af mange forskellige måder at dokumentere ejendomsrettigheder på snarere end selve fraværet af skøder kan være en betydelig kilde til opfattelsen af usikkerhed i ejendomsrettigheder.
Fri presse og ”god regeringsførelse” er afgørende
Konsekvensen af dette er, at uanset hvor gode systemer, man har og kan udvikle til at dokumentere jordrettigheder, så kan denne indsats ikke stå alene, men skal kombineres med en stærk indsats for at sikre kompetente offentlige myndigheder, hvad enten disse er statslige, lokale eller med base i sædvaneret, gennemsigtighed, en uafhængig presse og et uafhængigt retsvæsen.
Og faktisk er erfaringen af vigtigheden af at tøjle tendensen til at det ’relationelle’ – altså hvem man er og hvem man kender – får betydning for retssikkerheden jo en grundsten i det danske system.
For som Pia Dahl Højgaard, direktør i Geodatastyrelsen, er citeret for tydeligt at fremhæve i artiklen i Globalnyt, så er åbenhed omkring ejerskabsdata, de faste procedurer for samarbejdet mellem landinspektører og offentlige myndigheder og den enkelte borgers mulighed for selv at tilgå og bekræfte oplysninger helt afgørende for at systemet fungerer på samme måde for alle og dermed for at skabe sikkerhed i ejendomsret for alle.
Skøder garanterer ikke retfærdighed
Utallige skøde-skrivningsindsatser i forskellige dele af verden i mange årtier har desværre vist tydeligt, at åbenhed til informationer og lige adgang til institutioner, og et system, der fungerer ens for alle, uanset køn, etnicitet, politisk forbundenhed eller rigdom, ikke kan antages at følge med, heller ikke når skødeskrivningsindsatser følges med etablering af matrikelsystemer.
I lyset af den stigende finansielle og kommercielle interesse for landbrugsjord i Afrika (og Asien og Latinamerika) fra både indenlandske og udenlandske investorer, for hvem skøder muliggør reglementeret erhvervelse af jordrettigheder, er det derfor ekstra vigtigt ikke at lade dokumentations- og skødeskrivningsindsatser stå alene.
Vejen til at opnå delmålet om at sikre ejendomsrettigheder for alle (1.4) går derfor uomtvisteligt gennem Verdensmål 16 og indsatsen for at give alle adgang til retssikkerhed og adgang til information, og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer. Her er der desværre ingen quick-fixes.
Rikke Brandt Broegaard er adjunkt på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet
Helle Munk Ravnborg er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier
