Onsdag indvier Indiens stærke mand, premierminister Narendra Modi, The Statue of Unity, et monument som størrelsesmæssigt er helt uden sidestykke i verdenshistorien.
Med sine 182 meter når den samme højde, som hvis man tog den store Kheopspyramide i Egypten og satte Rundetårn ovenpå. Og så er der vel at mærke ikke tale om et byggeri à la en pyramide eller et kirketårn, men om en statue. Som er fire gange så høj som Frihedsgudinden i New York.
Hvis man kaster et blik ud i verden, på de forskellige kæmpestatuer som er blevet rejst rundt omkring, så tegner der sig et klart mønster af, hvilke figurer som normalt bliver ophøjet i den helt store skala:
Det drejer sig enten om religiøst-mytologiske figurer som den berømte Kristus på bjerget over Rio de Janeiro eller enorme Buddhaer i f.eks. Kina, Myanmar og Japan.
Eller også er det fysiske manifestationer af abstrakte idealer: F.eks. førnævnte Frihedsgudinde eller ”Moderlandet kalder”, en patriotisk repræsentation af det russiske moderland til minde om Slaget ved Stalingrad.
Anderledes forholder det sig med Statue of Unity. Den afbilder en i og for sig ret prosaisk politiker, Sardar Vallabhai Patel, som ganske vist spillede en betydelig rolle i indisk politik før og efter uafhængigheden, men som ikke har tilnærmelsesvis den samme ikoniske status som de to altoverskyggende skikkelser i den indiske frihedsbevægelse, Gandhi og Nehru.
Hvordan går det til, at en forhenværende indisk indenrigsminister, som kun få mennesker uden for Indien har hørt om, nu skal udødeliggøres i det største format, verden endnu har set?
Sardar Vallabhai Patel er først og fremmest kendt for sin indsats for at samle det Indien, som vi kender i dag, men som ved uafhængigheden i 1947 endnu ikke var en given størrelse.
Briterne overdrog de dele af det nuværende Indien, som de formelt selv var herrer over, men derudover fandtes der hundredevis af store og små autonome fyrstestater, som ikke alle nødvendigvis var interesserede i at blive en del af det nationale, postkoloniale indiske projekt.
Nehru, Gandhi og Patel i 1946.
Foto: LIFE Photo Archive (Public Domain).
Som indenrigsminister var det Patels opgave at overtale de indiske fyrster til at lade deres formelt set suveræne, men realpolitisk forsvarsløse, stater indlemme i det nyskabte Indien.
Patel sad med stærke kort, og en voldsom militær overlegenhed, på hånden, så forhandlingerne mundede uvægerligt ud i en forening af den indiske enhedsstat og alle fyrstedømmerne. Og kun i tilfældet Hyderabad måtte Patel indsætte kampvogne for at hjælpe integrationen lidt på vej.
Denne proces gav Patel tilnavnet ”Iron Man of India”, et udtryk som siden er gentaget i tusinder af patriotiske indiske skolebøger. Og det nye monuments navn, Statue of Unity, er selvfølgelig en henvisning til Patels hovedrolle i skabelsen af Indiens enhed, modsat selve kampen for Indiens uafhængighed, hvor Patel uundgåeligt står i skyggen af de to landsfædre: Mahatma Gandhi og den første premierminister Jawaharlal Nehru.
Regeringspartiet BJP (Bharatiya Janata Party) har imidlertid altid haft et vanskeligt forhold til både Gandhi og Nehru på grund af dets ideologiske grundlag, som lægger vægt på Indien som en først og fremmest hinduistisk nation. Gandhis enorme popularitet har gjort det vanskeligt at kritisere ham, men det historiske modsætningsforhold mellem ham og BJP afspejles bl.a. af, at det var en radikal aktivist fra den hindunationalistiske bevægelse (som i dag udgør partiets græsrødder), der i 1948 myrdede Gandhi på åben gade.
Nehru står mere end nogen anden som ikonet for den sekulære stat i det uafhængige Indien, og modsætningsforholdet til ham har derfor været åbenlyst. Han er i tiltagende grad blevet et fjendebillede for den hindunationalistiske bevægelse, som har ønsket sig en landsfaderskikkelse, der i højere grad symboliserede en hinduistisk nation.
Det diskuteres blandt historikere, i hvor høj grad Sardar Patel adskilte sig fra Nehru på dette punkt, og om han kan tages til indtægt for BJPs målsætninger for det indiske samfund. Men det er ubestrideligt, at han i hvert fald ikke er et ikon for den indiske sekularisme, og derfor har de hindunationale igennem nogen tid forsøgt at gøre ham til et ikon for det modsatte: Et Indien indrettet på flertallets præmisser. Med statuen sættes nu et 182 meter højt, foreløbigt, monument for disse bestræbelser.
Og dagen for indvielsen er da heller ikke tilfældigt valgt, da 31. oktober er Sardar Patels fødselsdag.
