Greenpeace: Palmeolie til Oreo-kiksen ødelægger orangutangens hjem

cookies-878088_960_720
Thomas Jazrawi

Mondelez er blandt verdens største importører af palmeolie. Det sker på bekostning af Indonesiens regnskov og oragutanger.

Det konkluderer Greenpeace i en ny rapport. 

I alt 25.000 hektar af orangutangens levesteder i Indonesien er ryddet af Mondelez’ leverandører på blot to år, skriver miljøorganisationen i en pressemeddelelse. 

Mondelez producerer snacks og chokolade. Det mest kendte produkt i Danmark er nok kiksen oreo. 

En af firmaets leverandører er Wilmar International, der af Greenpeace beskrives som “den største og mest beskidte palmeolie-forhandler i verden”.

“Det er skandaløst, at på trods af et løfte om at få styr på palmeolien for næsten ti år siden, handler Mondelez stadig med skovryddere”, siger Kiki Taufik fra Greenpeace. 

“Palmeolie kan laves uden at rydde skov, men vores undersøgelse viser, at leverandører til Mondelez stadig ødelægger skov og smadrer orangutangernes levesteder, hvilket skubber disse smukke og intelligente skabninger mod kanten af udrydelse”, forsætter hun. 

Borneo-orangutangen, Sumatra-orangutangen og den nyligt opdagede Tapanuli-orangutang er alle kritisk truede ifølge IUCN’s rødliste over truede dyrearter.