”Der er brug for at lave en aftale om biodiversitet, der har det samme omfang, den samme tyngde og den samme politiske bevågenhed som Paris-aftalen har i forhold til klima”.
Det var ordene fra tidligere miljøminister Kirsten Brosbøl (S) på et samråd i miljøudvalget i sidste uge. Og den holdning er hun ikke alene om.
Nu er forhandlerne samlet i Sharm El Sheikh til COP14, hvor diskussionerne om en ny naturstrategi for alvor begynder. Den skal efter planen vedtages ved topmødet i Kina om to år.
Mere opmærksomhed
Det betyder i bund og grund, at vores adgang til naturens ressourcer i form af føde, vand og medicin er truet.
Alligevel er der ikke mange, der kender til den internationale kamp for at bremse dette forfald eller de tyve Aichi-mål, der blev indgået i 2010 og skal være realiseret om blot to år.
Derfor er der også en erkendelse af, at der skal kommunikeres bedre til for at skabe opmærksomhed om udfordringen. EU ønsker således, at der skal bygges videre på de eksisterende kommunikationsstrategier for at ”opbygge momentum, øge den offentlige politiske opmærksomhed”.
Topmødet i den mexicanske ferieby var desuden stort set blottet for demonstrationer, som man normalt ser ved klimatopmøderne.
Bindende eller ikke-bindende
Den rummer de tyve Aichi-mål, men et af problmerne har været at knytte de internationale mål sammen med det, som hver part skal gøre nationalt, ifølge en analyse af tænketanken ADDRI.
EU-ministrene efterlyser i positionspapiret mål for naturen, der er ”ambitiøse, realistiske og så vidt muligt målbare og tidsspecifikke”.
De foreslår, at en kommende aftale skal bygge på frivillige bidrag fra landene, nøjagtigt som man gjorde med Paris-aftalen. De skal så knyttes ind i en ramme eller aftale, som bliver den nye overordnede globale indsats for biodiversiteten. Positionspapiret foregriber dog ikke noget om, hvilken form aftalen skal have.
IDDRI har kigget på de juridiske muligheder for en ny aftale, og peger på, at den svageste er en form som den nuværende. En topmøde-beslutning kan nærmest betragtes som anbefalinger til landene frem for konkrete forpligtelser.
De to andre muligheder, som IDDR beskriver, er et annex eller en protokol til biodiversitetskonventionen. Begge dele vil være juridisk bindende, men der kan være andre udfordringer forbundet med disse løsninger.
En protokol kan tage en del tid at få endeligt effektueret, da den først skal underskrives af alle parter og siden ratificeres – dvs. indføres som politik i alle de tilsluttede lande – før den kan træde i kraft.
Derudover kan forhandlingerne være langt mere vanskelige, da parterne vil diskutere formuleringerne meget nøjere ved en bindende aftale. Der kan sporene fra klimaforhandlingerne skræmme, for mange husker vel stadig det mislykkede topmøde i København i 2009, hvor man stik mod forventningen ikke fik vedtaget en pagt om at reducere klimaændringerne.
Koalition for højere ambitioner
Til gengæld bør Michael Goves forslag om en ”High Ambition Coalition” vække glædelige gensyn for personer med kendskab til klimaforhandlingerne. Det var i høj grad en koalition mellem lande under dette banner, der førte til gennembrud i de heftige diskussioner i decembermåneden i Paris for knap tre år siden.
Her førte det til en alliance mellem små østater og fattige lande på den ene side og stormagter som EU og USA på den anden.
Den britiske miljøministers forslag falder således i god jord hos Danmarks Naturfredningsforening, som håber, at Danmark kan være med på de høje ambitioner.
”Det bliver spændende at se, om den danske regering – der hævder at være den grønneste vi endnu har haft – vælger at indgå i den politiske koalition i forbindelse med COP14”, siger Ann Berit Frostholm, som har fulgt forhandlingerne om biodiversitet i en årrække.
