Amnestys årsrapport
Rapporten “Rights Today” er en omfattende gennem af menneskeretssituationen i syv regioner: Afrika, Nord- og Sydamerika, Østasien, Europa og Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika samt Syd- og Sydøstasien.
.faktabokse{ width:40%; float:right; } .faktaboks { border:1px solid #d1d1d1; color:#000; background:#eee; padding:15px; float:right; margin-left:15px; margin-bottom:15px; } .faktaboks h2{ color: #334752; } @media (max-width:768px){ .faktabokse{ width:100%; float:left; } .faktaboks{ margin-left:0; } .faktaboks p{ font-size:13px; } .faktaboks h2{ font-size:1.2rem; } .faktaboks img{ max-width:50%; margin: 0 auto; display: block; } }
Det er de ”hårde drenge” blandt verdens ledere, hvis handlinger og kvindefjendske, fremmedfjendske og homofobiske politikker har bragt mangeårige friheder og rettigheder under fornyet pres.
Det siger Amnesty International, som mandag offentliggjorde sin årsrapport, ”Rights Today”, hvor organisationen gør status over menneskerettighederne i det forgangne år.
”Men det er kvindelige aktivister, der i år har tilbudt os den mest magtfulde vision for, hvordan man kæmper tilbage mod disse undertrykkende ledere,” siger han i en pressemeddelelse.
Kvinder protesterer fra Saudi-Arabien over Argentina til Japan
Den voksende lyd og kraft i kvindestemmerne bør ikke undervurderes, bemærker Amnesty i sin årsrapport. Nok er kvinders rettigheder veletablerede, men det er de kvindelige aktivister er deres kampe, der har domineret de største overskrifter om menneskerettigheder i det forgangne år.
Kvindeledede grupper som den latinamerikanske Ni una menos har skabt massebevægelser for kvinders rettigheder i et omfang, der ikke er set før, skriver Amnesty.
I Indien og Sydafrika gik tusinder på gaden for at demonstrere mod den udbredte seksuelle vold.
I henholdsvis Saudi Arabien og Iran risikerede kvindelige aktivister at blive anholdt for at trodse forbuddet mod, at kvinder kører bil, og den påkrævede hovedbeklædning, hijab.
I Argentina, Irland og Polen samledes demonstranter i store tal for at få ændret undertrykkende abortlovgivning.
I USA, Europa og Japan gik millioner af især kvinder med i den anden #MeToo-drevne march for kvinders rettigheder, hvor de mange demonstranter kræver et opgør med den udbredte misogyni og krænkelseskultur.Vi kan imidlertid ikke fejre ”den stratosfæriske genopblussen af kvinders aktivisme” uden at se på drivkraften bag, hvorfor så mange kvinder er blevet mobiliseret og nu kræver forandring, skriver Amnesty.
”Kvindernes rettigheder er konsekvent blevet prioriteret under andre rettigheder og friheder af regeringer, som tror, at de kan slippe let nøjes med at tale om disse problemer, samtidig med at de i virkeligheden gør meget lidt for at beskytte halvdelen af befolkningen,” siger Kumi Naidoo.
Værre er det, tilføjer han, at mange af verdens nuværende ledere har rettet friske angreb mod kvinders rettigheder med deres kvindefjendske og splittende narrativer.
”Disse ledere forsøger at argumentere for, at de beskytter såkaldt traditionelle værdier og repræsenterer familieinteresser, men sandheden er, at de fremmer en dagsorden, der benægter kvinder en grundlæggende ligestilling.”
Amnestys årsrapport peger på en voksende række politikker og love, der er designet til at undertrykke og kontrollere kvinder. Det er især love, der handler om seksuel og reproduktiv sundhed.
Blandt andet forsøger politikere i Polen og Guatemala at indføre strengere abortlovgivning, mens USA har skåret ned på tilskud til familieplanlægningsklinikker, hvilket reelt bringer millioner af kvinder i unødig risiko.
Årets helte
Kvindelige aktivister sætter deres liv og friheder på spil for at fremme menneskerettigheder, og det er dem, der er heltene, når man ser tilbage på 2018, skriver Amnesty.
Blandt dem er Ahed Tamimi, en ung palæstinensisk aktivist, der på uretfærdig vis blev fængslet for at vove at stå op for sit folk.
Desuden er der Loujain al-Hathloul, Iman al-Nafjan og Aziza al-Yousef, tre aktivister, der nu tilbageholdes i Saudi-Arabien, fordi de har krævet bedre rettigheder for landets kvinder.
Og endelig er der Marielle Franco, der blev brutalt myrdet i Brasilien tidligere i år, fordi hun kæmpede for LGBT-rettigheder og generelle menneskerettigheder.Det er en vigtig milepæl, som verden ikke kan ignorere, siger Kumi Naidoo.
Alligevel har mange regeringer kun tilsluttet sig CEDAW under forudsætning af, at de kan afvise vigtige bestemmelser, der har til formål at sikre kvinders frihedsrettigheder, f.eks. indføre en national politik for at fjerne enhver form for forskelsbehandling af kvinder i lov og praksis og forpligte sig til at udrydde diskrimination af kvinder i ægteskab og familieforhold.
”At mange lande kun delvist har accepteret den internationale lov om kvinders rettigheder er et bevis på, at mange regeringer mener, at det at beskytte kvinders rettigheder bare er en PR-øvelse for at få dem til at se godt ud, snarere end en prioritet, de har brug for at tage fat på hurtigt,” siger Kumi Naidoo.
”Vi må spørge os selv, hvorfor det er. Hvis vi boede i en verden, hvor der faktisk var mænd, der oplevede denne form for forfølgelse, ville denne uretfærdighed så fortsætte?”, spørger Kumi Naidoo.
Find hele Amnestys årsrapport her