Mattias Söderberg
Mattias Söderberg (f. 1974) arbejder som klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har arbejdet med fortalerarbejde i forskellige former siden 2005.
Han er oprindeligt fra Sverige hvor han også har arbejdet i både det svenske Sida (svarer til Danida i Danmark) og Landsrådet for Sveriges Ungdomsorganisationer (svarer til DUF i Danmark).
Klima er en del af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde med sult og Mattias har fulgt de internationale klimaforhandlinger siden 2007.
Siden 2012 er han formand for kilmaarbejdet i ACT alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande.
Læs hans tidligere blogindlæg på Globalnyt
Følg Mattias Söderberg på Twitter: @Mattias_S
Der findes en gammel aftale om, at de rige lande fra 2020 skal støtte ulandene med 100 milliarder dollar om året. Den aftale gælder stadig, men hvilke penge, det handler om, er landene ikke enige om. Ulandene forventer, at de 100 milliarder er en ny støtte, som kan hjælpe dem med at skrue op for ambitionen.
Omvendt argumenterer de rige lande for, at flere eksisterende støtteordninger skal tælles med. Når man inddrager lån, eksportkreditter og anden eksisterende støtte i regnestykket, er det nemmere for de rige lande at nå de 100 milliarder. Men kreativt bogholderi giver ikke mere støtte til ulandene.
Vi kan for eksempel kigge på Danmark, som faktisk er det gode eksempel. I 2015 bogførte Danmark godt 1,2 milliarder kroner som klimastøtte. Det beløb inkluderede kun såkaldt gavebistand.
Hvis Danmark derimod havde inkluderet private klimainvesteringer, ville det have pustet vores støtte kunstigt op til dobbelt størrelse. De private penge har sikkert haft en god effekt, men selvom de ville have fået få Danmarks bidrag til at tage sig bedre ud, ville de næppe have bidraget til flere aktiviteter i ulandene. De private investeringerne var jo kommet under alle omstændigheder.
Handling er afgørende
En ny analyse fra Folkekirkens Nødhjælp, ”How to count to 100”, viser, hvordan den noget tørre taldiskussion kan få stor betydning for, hvor meget klimahandling vi vil se i ulandene i de kommende år.
Alle de forskellige støtteordninger, som de rige lande gerne vil tælle med i regnestykket, har helt sikkert fordele og gode effekter. Men hvis vi ikke insisterer på, at de 100 årlige milliarder skal være nye klimapenge, risikerer vi at reducere det hele til en skrivebordsøvelse.
For de fattigste lande er spørgsmålet om handling afgørende. De har i særlig grad brug for, at der gives flere penge til klimatilpasning. Klimaforandringerne breder sig hurtigt, og hvis man ikke er forberedt, kan tørke, oversvømmelser og uvejr lede til konflikter og katastrofer, som tvinger mennesker til at forlade deres hjem.
Når spørgsmålet om klimastøtte til verdens fattigste lande i disse dage vendes på klimatopmødet COP24 i polske Katowice, håber jeg på en ambitiøs aftale med fokus på handling frem for matematik-massage.
