Kinas nye store “silkevej” kan blive slem for klimaet

road-emissions-smoke-factory-613319
Thomas Jazrawi

Det er muligt, at Kina er på vej til at reducere klimaskadelige udslip, men de store planer om at udbygge infrastruktur i hele Asien vil muligvis sørge for, at udledningerne stiger i nabolandene. 

Det fremgår af en analyse på Yale Environment

Kinas Belt and Road-projekt, kaldt den nye silkevej, er den største plan for infrastruktur i historien. 

Det handler om at bygge vejnet, havne, togskinner, lufthavne og anden infrastruktur i Asien mod Europa og på tværs af Stillehavet til Latinamerika. 

På nuværende tidspunkt har 70 lande meldt, at de vil være en del af det store projekt. 

Planerne kan ændre økonomierne i partnerlande, men der er en risiko for, at de også kan øge de klimskadelige udledninger betydeligt. 

“De mere end 70 lande, som har tisluttet sig Belt And Road-initiativet, har en gennemsnitlig BNP på en tredjedel af Kinas”, siger den kendte klimafortaler Nicholas Stern, ifølge Yale Environment. 

“Hvis de overtager Kinas udviklingsmodel, der resulterede i en fordobling af udledningerne af drivhusgasser i det første årti af dette århundrede, ville det gøre målene for at reducere udledninger i Paris-aftalen umulige”; fortsætter han. 

Eksporteret forurening

Kinas bragende økonomiske udvikling fra starten af 1990’erne var i høj grad bygget på forbrug af kul. Det betalte landet en høj pris for i form af massiv luftforurening, vandmangel og syreregn, lyder det i analysen. 

Derfor blev myndighederne efterhånden tvunget til at handle. 

Den asiatiske vækstgigant satser nu på sevicesektoren og vedvarende energi, men forureningen bliver muligvis eksporteret gennem de store planer om at bygge infrastruktur. 

“Resultatet er, at mens Kina gør store anstrengelser for at gøre rent derhjemme og reducere dets udledninger af kulstof, truer Belt and Road-initiativet med at låse Kinas partnere fast i den samme udvikling med høje udledninger, som Kina nu forsøger at undslippe”, lyder det i artiklen. 

Kinas præsident Xi Jinping har tdiligere nævnt, at projektet skal være “grønt, sundt, intelligent og fredeligt”, men der er stor interesse blandt Kinas fossilindustri og banker med knap så grøn historik i at deltage i løjerne, fremgår det af analysen.