Dansk malariavaccine består test i mennesker

andy-langager
Forfatter billede

En vaccine mod dødelig graviditetsmalaria viser lovende resultater i de første test på mennesker. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet, der helt utraditionelt har taget en vaccine hele vejen fra opdagelsen af en mekanisme via udvikling og produktion til kliniske forsøg i mennesker.

Et hold af forskere på Københavns Universitet har i mange år arbejdet målrettet på en vaccine, der kan beskytte mod sygdommen graviditetsmalaria, som 220.000 mennesker hvert år dør af.

Nu er de kommet et stort skridt nærmere at kunne bringe en sådan vaccine på markedet. I et nyt studie i det videnskabelige tidsskrift Clinical Infectious Diseases har de taget deres vaccine gennem et såkaldt fase 1 klinisk forsøg, og resultaterne er opløftende: Vaccinen er sikker, og den består testen ved at give det rigtige antistofrespons i blodet.

”Det er en stor milepæl for os at vise, at vores vaccine er fuldstændig sikker og giver mennesker lige præcis det antistofrespons i blodet, som vi gerne vil have. Det er nemlig det immunrespons, som er blevet vist, hænger sammen med beskyttelse mod graviditetsmalaria. Næste skridt er at dokumentere, at det forhindrer graviditetsmalaria hos afrikanske kvinder, som ville have fået graviditetsmalaria,” siger hovedforfatter til studiet Morten Agertoug Nielsen, lektor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi.

Læs hele nyheden fra Københavns Universitet her