Red Barnet vil bruge et halvt år på at finde ny generalsekretær

jonas-keiding-lindholm-2018-468x350_red_barnet
Jonas Keiding Lindholm.
Foto: Red Barnet
Laurits Holdt

28. januar 2019

Midt i december fyrede Red Barnet sin generalsekretær Jonas Keiding Lindholm og han blev sendt afsted med følgende besked fra organisationens formand Lars Svenning Andersen:

”Han har været drevet af et ønske om at pushe den her organisation fremad. I det forløb har vi konstateret, at han også har presset sine medarbejdere for hårdt og på en måde, som ikke er i overensstemmelse med de værdier, vi har.”

Til Danmarks Radio forklarede den fyrede generalsekretær, at han havde fået til opgave at skabe et stærkere organisation, og at der derfor er blevet lagt et større pres på medarbejderne.

”Der har i mange tilfælde betydet, at flere ansatte har skullet levere mere i det samme tidsrum. Det er der selvfølgelig mange, som er blevet presset af,” sagde han til DR i forbindelse med fyringen.

Nu begynder organisationen at søge efter en afløser, som skal være garant for Red Barnets vision og værdier, som det udtrykkes i en pressemeddelelse.

Organisationen forventer, at en ny generalsekretær kan begynde til august.

Tre på stribe

Det er tredje gang siden 2000, at organisation skal finde en ny generalsekretær efter at have fyret den foregående.

I 2000 blev Laue Traberg Smidt fyret på grund af en strid om hans økonomiske dispositioner. Han nåede at været ansat i to år.

Han blev afløst af Mimi Jakobsen, tidligere formand for Centrumdemokraterne og minister i flere regeringer.

Hun blev fyret i 2015. Årsagen til hendes fyring var, at hun ikke kunne levere den større økonomiske soliditet, som organisationen ønskede. Vice-generalsekretær Jonas Keiding Lindholm blev i første omgang konstitueret som generalsekretær og kort tid efter blev har udnævnt til topposten.

Lars Svenning Andersen har været medlem af organisationens hovedbestyrelse siden 2012 og formand for den siden 2013. Det er altså anden gang, han har stået i spidsen for at fyre generalsekretæren.

Skal sikre trivsel

En vigtig opgave for den nye generalsekretær bliver at sikre bedre trivsel blandt medarbejderne.

”Den seneste tid har der været for meget fokus på tal og for lidt hensyn til trivsel i Red Barnet. Vi skal have regnestykket til at gå op, så vi både indfrier vores ambitiøse og nødvendige målsætninger for organisationen og har tilfredse medarbejdere. Vi går nu i gang med at finde de kompetencer i en profil, som kan stå i spidsen for et stærkt og samlet Red Barnet fremover, siger formand for Red Barnets hovedbestyrelse, Lars Svenning Andersen.

Han understreger, at den nye generalsekretær skal favne hele Red Barnets virke og dermed både være engageret i nationale dagsordener og have et stærkt internationalt udsyn.

”Vores nye generalsekretær får hovedansvaret for at indfri strategien og de udfordringer, vi som organisation står over for. Generalsekretæren skal skabe synlighed om børns vilkår og vise organisationens potentiale i både internationale, nationale og lokale sammenhænge. Samtidig skal generalsekretæren sikre stærk ledelse af og god trivsel i hele organisationen,” siger Lars Svenning Andersen.

Han efterlyser en profil, som kan motivere Red Barnets medarbejdere og frivillige gennem indlevelse, et stort og smittende engagement og dyb dedikation til opgaven.

”Den ideelle kandidat er en erfaren og empatisk leder, der har et visionært og strategisk mind-set og er drevet af et konstant ønske om at optimere Red Barnets position for at gøre en forskel for udsatte børn i Danmark og resten af verden,” siger Lars Svenning Andersen.

Indtil den nye generalsekretær er fundet, vil Red Barnets økonomichef, Thomas Reidar Andersen, fungere som konstitueret generalsekretær.