Hvilken nyhed i 2017 tror du, der kunne samle den største skare af læsere på nettet? Hvis du tænker, at begivenheden sandsynligvis har fundet sted uden for landets grænser, har du helt ret.
Var det indsættelsen af Trump som den 45. amerikanske præsident?
Eller et af de mange terrorangreb?
Nej, ifølge The Economist var orkanen Irma den begivenhed, der fik mest online-bevågenhed.
Orkanen skyllede i begyndelsen af september 2017 ind over Puerto Rico, Bahamas, Cuba, op over Floridas vestkyst og videre mod Georgia og Alabama i USA. Den dræbte flere end 100 mennesker og forårsagede skader for mere 300 milliarder kroner.
Alligevel er det noget overraskende, at en naturkatastrofe topper listen over internettets mest læste nyheder i 2017.
Grunden er måske simpel. Vi tiltrækkes af katastrofer. Vi følger med i de små personlige tragedier, som udvikler sig dag for dag.
Redningsaktionen af en flok fodbolddrenge fra nogle grotter i Thailand er helt sikkert med i opløbet til at blive en af internettets mest læste nyheder i 2018.Vi frydes sammen over drengenes mirakuløse redning, men mestendels rystes vi af de helt store naturkatastrofer som jordskælvet på Haiti i 2010, der kostede flere end 200.000 mennesker livet.
Heldigvis har Danmark været forskånet for de helt store katastrofer, men hvem husker ikke tsunamien, der i 2004 dræbte 35 ferierende danskere i Thailand?
Politikeres manglende handling straffes af vælgere
Generelt er det positivt, at katastrofer får så meget opmærksomhed. Mediernes og befolkningens bevågenhed er en vigtig forudsætning for, at folk kan få den hjælp, de har behov for. Her tænker vi ikke så meget på, at man bliver nødt til at være klar over, at en katastrofe rent faktisk har fundet sted, før man kan handle. Det er en klar forudsætning.
Politiske regimer har gentagne gange forsøgt at skjule katastrofer for omverdenen: Vi får sikkert aldrig fuldt indblik i den hungersnødskatastrofe, som fandt sted i Nordkorea i midten af 1990’erne, men meget tyder på, at den kostede minimum en halv million mennesker livet.
Snarere er det interessante i denne sammenhæng, at forskningen viser, at katastrofer har en stor indflydelse på forholdet mellem vælgere og politikere. Politikere bliver i stor udstrækning udstillet i medierne og straffet af vælgerne, hvis de ikke gør deres yderste for at afhjælpe en katastrofe.
Præsident Bushs mangelfulde håndtering af orkanen Katrina i 2005 fik hans vælgeropbakning til at dykke. Opmærksomheden omkring katastrofer øger også de altruistiske tendenser i befolkningen.
Når elendigheden har en klar forankring i en udefrakommende katastrofe, er det lettere at få folk til lommerne. Alt i alt fører den øgede opmærksomhed nogle gode ting med sig, når det drejer sig om at afbøde konsekvenserne af katastrofer.
Vi lukker øjnene for hungersnød
Forskningen dokumenterer dog også, at der inden for katastrofer er et klart hierarki af opmærksomhed. Og at dette hierarki kun i ringe grad er forbundet med konsekvenserne af katastroferne. Lad os tage året 2011 som eksempel.
Mange kan nok huske jordskælvet og tsunamien i Japan. Det var en forfærdelig katastrofe. Tæt ved 16.000 mennesker mistede livet, og kombinationen af jordskælv og tsunami forårsagede en yderligere katastrofe i form af radioaktive lækager fra atomkraftværket Fukushima.
Hvad de færreste sikkert kan huske er, at 2011 også var året for en af de mest dødelige katastrofer i dette årtusinde. Katastrofen resulterede i mere end 15 gange så mange dødsfald som det japanske jordskælv: Hungersnøden i Somalia kostede en kvart million menneskeliv på få uger. Alligevel har hungersnødskatastrofen ikke fået megen opmærksomhed.
Meget tyder på, at hungersnød er blandt de katastrofer, der får allermindst opmærksomhed både i medierne og i forskningen. Det kan der være flere forklaringer på. Selvom en kvart million dødsfald på få uger er et eksorbitant højt tal selv i katastrofesammenhænge, så besidder hungersnødskatastrofer ikke samme utvetydige karakteristika som flere andre katastrofer.
Hvor jordskælv har en klar begyndelse og slutning, fremstår afgrænsningen af hungersnødskatastrofer mindre klar. Hvornår gik man fra almindelig kronisk fattigdom i Somalia til en sand epidemi af sultrelaterede dødsfald?
Tsunamier, der begraver byer i vandmasser, er også visuelt mere tillokkende og larmende end det stille tæppe af død, der rullede ind over de sydlige dele af Somalia i 2011. Den manglende opmærksomhed kan måske også skyldes, at vi helst vil lukke øjnene for, at det endnu ikke er lykkedes os at komme hungersnødskatastrofer til livs.
De fattigste betaler prisen
I forbindelse med hungersnøden i Somalia i 2011 overhørte det internationale samfund faresignalerne. Der skete først for alvor noget mediemæssigt hen over sommeren i 2011, hvor dødstallet som følge af tørkekrisen peakede. Den humanitære hjælp kom for alvor i gang efterfølgende. Men først da en kvart million mennesker – hovedparten børn – var bukket under for sygdomme og sult.
Selvransagelsen blandt FN og NGO’er var synlig, og der blev sat yderligere fokus på vejrvarslingssystemer og på at forebygge lignende katastrofer ved at øge modstandskraften hos den mest sårbare del af befolkningen. Og den er imponerende blandt somaliere, især i de tørre landområder. Folk udvikler og forfiner til stadighed deres overlevelsesstrategier i forsøg på at tilpasse sig nye udfordringer.
Somalias regering har i samarbejde med humanitære organisationer og donorerne iværksat flere målrettede indsatser for yderligere at styrke børns og voksnes modstandskraft.
Men udfordringerne er mange. Der bliver stadigt kortere mellem tørkerne i Somalia. Og det er de fattigste, der betaler den dyreste pris – hver gang.
Dansk bistand kan spille en rolle
I dag er 20 millioner mennesker truet af hungersnød. De bor primært i svage stater og konfliktramte lande som Sydsudan, Somalia, Nigeria og Yemen. Det er afgørende, at der er international bevågenhed på situationen i disse lande, og derfor er det særligt problematisk, at netop denne type katastrofe ikke får særlig meget opmærksomhed. Uden bevågenhed bliver det svært at forhindre en ny hungersnød.
Så hvad skal der til for at undgå at tørkekriser, som med sikkerhed vil blive flere og hyppigere med de globale klimaforandringer, kommer til at koste menneskeliv i fremtiden? En forebyggende indsats vil være den mest omkostningseffektive og brugbare løsning. Den skal ikke bare inddrage, men bygges af de lokale i tørkeområderne. Det vil kræve ressourcer, som ikke er til stede på eksempelvis Afrikas Horn eller i Sahel-området i Vestafrika.
Det er ikke længere bæredygtigt for de små nomader at leve af dyrehold, så der skal alternative og langsigtede løsninger til. Her kan dansk ulandsbistand spille en positiv rolle blandt andet gennem støtte til sociale sikkerhedsnet og investering i unges nye erhvervsmuligheder.
Løsninger haster i Yemen
På kortere sigt handler det om at skabe opmærksomhed omkring katastrofen. Den overhængende fare for en stor hungersnødskatastrofe i Yemen er blevet dækket af flere store dagblade, men mediedækningen er sporadisk, og grunden til at vi ikke har hørt yderligere er desværre ikke, at situationen nu er blevet løst.
Tværtimod haster det med at finde politiske løsninger, så humanitære organisationer kan operere frit i det konfliktplagede land, hvor 14 millioner mennesker står på randen til hungersnød.
Men det handler også om at opbygge en historie om hungersnødskatastrofer, der ligner dem vi bruger om jordskælv og andre pludseligt opståede katastrofer. At skabe en sympati hos os selv, i den danske befolkning og blandt medierne, som vækker den samme lyst til at hjælpe et sultramt barn i Somalia eller Yemen, som tsunamiofre i Indonesien eller jordskælvsofre i Italien.
Først da vil vi for alvor yde retfærdighed for de hundredtusinder af børn og deres familier, som årligt oplever sult og undernæring helt tæt på kroppen – i bogstavelig forstand.
Olivier Rubin er professor (MSO), Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet. Jakob Eilsøe Mikkelsen er områderepræsentant for Afrika, Red Barnet.