Amerikaner fordømt for at skyde sjælden, pakistansk ged for en formue

markhor_schraubenziege_capra_falconeri_zoo_augsburg-01
Thomas Jazrawi

Et billede af en amerikansk jæger og en nedlagt bjergged med gevaldige, snoede horn vækker opsigt på de sociale medier. 

Det er amerikaneren Bryan Kinsel Harlan, der poserer foran byttet, en markhor. Han har betalt 110.000 dollar (omkring 726.000 danske kroner) for at få lov til at skyde geden, som er Pakistans nationaldyr. 

“Ondt”, “skamfuldt” og “sygt”, lyder det bl.a. på Twitter, men handlingen er faktisk fuldt ud lovlig i Pakistan. 

Det skriver flere medier. 

Jagt for at bevare

Faktisk er salget af tilladelser til at jagte den sjældne ged for enorme summer med til at bevare den, lyder argumentet. 

Der bliver solgt ganske få tilladelser, skriver bl.a. TV2 Nyhederne, og af indtjeningen går 80% til lokalbefolkningen. Det betyder, at de selv værner om det sjældne dyr på grund af dets store værdi, fortæller en lokal guide og en dansk udbyder af jagtrejser til tv-stationen. 

Ifølge IUCN’s rødliste er der omkring 5.700 markhorer tilbage i verden og antallet er stigende. Den er nu klassificeret som “tæt på truet” efter at have været i kategorien for truede dyrearter indtil 2015. 

Dyret med det prægtige horn lever bl.a. i områder i Afghanistan, Pakistan og Indien. Sidstnævnte har fredet flere områder i Jammu og Kashmir, hvor den lever. 

Delte meninger

Der er delte meninger om trofæjagt og dens indvirkning på dyrebestande. IUCN mener, at en velhåndteret ordning kan være gavnlig, mens andre organisationer er modstandere af forskellige årsager. 

Det viser bl.a. Conservation Action Trusts analyse af trofæjagt i seks afrikanske lande. Den konkluderer, at prakssisen fører til korruption og et fald i de dyrebestande, som den skulle beskytte.