Lørdag: Et goldt månelandskab
Solen skinner i Layoune, en af de seks flygtningelejre i Algeriet, der alle er opkaldt efter byer i Vestsahara.
Noget af det første, der slår én, er hvor beige og goldt et landskab det her er, og hvor underligt det er, at der har boet folk på det her sted i snart 45 år. Det er et månelandskab. Det eneste, der bryder de triste toner, er kvinder i flagrende og spraglede melfaer.
Den saharawiske kvindekonference løber af stablen disse dage. I dag blev der debatteret feminisme, kvinders sundhed og politiske deltagelse. Internationale gæster fra Sydafrika og Cuba erklærer deres støtte til saharawiernes frihedskamp, og lokale radio- og tv-journalister vimser rundt overalt. Det slår os, hvordan mange af de afrikanske frihedsbevægelser har tætte relationer og indgår politiske alliancer. Repræsentanten for Sydafrikas kommunistparti sagde det klart i sin tale foran de hundredvis af fremmødte kvinder: ”We have to stay together as historical national liberation movements. We have to unite in the struggle for national democratic liberation, and only with equal gender representation we can achieve total emancipation.”
Søndag: ”Multilayered problems and solutions”
Det tager en halv times tid at køre fra Layoune til Smara camp – den største af de seks lejre. Kun kamelerne i horistonten og støvende grågrønne buske bryder det flade landskab. Mohamed Sulaiman er en ung kunstner og bor i Smara. Man kan genkende hans hus i det sandfarvede kvarter på de store væginstallationer af plasticmosaik, han har kreeret. En mosaikvæg af plasticlåg, der forestiller en jordklode og en blå bølge med hvide skumtoppe af skrald, han har fundet rundt omkring. Mohamed er kunster, håndværker og miljøaktivist.
Som mange andre af de unge i lejrene, har han læst på universitetet i Algeriet; engelsk litteratur. Vi taler om politik, håndværk og om kunstens rolle i den lange konflikt og for de mennesker, der til daglig lever i en flygtningelejr afhængig af international nødhjælp. Det er inspirerende at høre Mohamed fortælle om sine eksperimenter og sociale arbejde. Hans værksted lægger både rum til samlings- og diskussionsklubber, fotoprojekter for unge, og besøg udefra fra sådan nogen som os. Mohamed understreger – ligesom alle andre, vi snakker med – hvor vigtigt det er, at unge skal gives muligheden for at blive aktører i deres eget liv og samfund og ikke blot ofre i en glemt konflikt. Der er så mange ting, der gør, at den her konflikt ikke kun skal udkæmpes mellem saharawierne og Marokko. Midlertidigheden her opleves jo – og er måske faktisk blevet – permanent. Frustrationerne over et liv i ørkenen stiger blandt de unge, og her er sundhedproblemer og en natur, der flyder med plastic i alverdens afskygninger. ”Multilayered problems and solutions,” som Mohamed siger, er et af de udtryk i dag, der sætter flest tanker i gang.
Mandag: Hvis kvinderne styrede
Befrielseskrigen mod Marokko (1975-1991) fylder en hel del i den saharawiske selvforståelse og kollektive erindring i lejrene. Midt ude i ingenting ligger National Museum of Resistance som et andet forladt slot i en fatamorganaforestilling. En veteran i camouflagetøj fører os gennem historien, viser os nedskudte marokkanske bombefly og udpeger falmede fotos af martyrer og de første frihedskæmpere. Langs den 2700 km lange mur, der adskiller Vestsaharas befriede og besatte områder, er der plantet 7 millioner aktive landminder under krigen. Det er så vild en virkelighed, og så vildt at høre personlige fortællinger fra ham, der viser os rundt. Det må have været lidt ligesom at være på krigsmuseum med en gammel modstandsmand i Danmark i 70’erne.
Vi slutter dagen af med te hos en gruppe unge kvinder. De fortæller, at uligheden er steget de seneste år, og at det blandt andet skyldes at den humanitære hjælp fra FN og det internationale samfund er faldet en hel del. Imens mændene gik i krig mod Marokko, siger de, var det de saharawiske kvinder, der byggede det nuværende samfund op herude i ingenting. Her er det kvinderne, der er de stærke, siger de, og kvinderne har en særlig plads i de saharawiske traditioner. Det kommer til udtryk i deres skilsmissetraditioner; kvinden beholder huset, børnene og selv mandens tøj har hun rettigheden til. Dør kvinden overgår børnene til kvindens familie og ikke til manden. For som de siger; ”det kan godt være, at jeres mænd kan passe børn, men jeg vil hellere overgive mit barn til naboen end min mand”
Vi kan ikke lade være med at tænke på, hvordan virkeligheden i dag ville se ud, hvis det var kvinderne, der styrede det her show?
Tirsdag: Fra marathon til ministermøde
Mens solen fandt vej op højest på himmelen, har vi fundet vej til den plet i ørkenen, hvor startskiltet for Sahara Marathon står placeret. Forrest i feltet står lokale, unge drenge i badetøfler og hullede sko tæt sammen med spaniere i tanktop og løbeudstyr, og da nedtællingen lyder, spurter de afsted med os andre luntende bagefter. Den første del af ruten går mellem små huse og langs vejen sidder saharawiske kvinder i farverige melfhaer og børn og hujer.
Ruten går igennem ørkenen – her er alt jo ørken – og det er vildt og en smule skræmmende at stå på toppen af en bakke under en skarp sol og lyseblå himmel og kigge ud over et øde, ensfarvet ørkenlandskab kun brudt af en lav markering af vejen. Det er slidsomt at leve under solen en uge og så endda løbe et maraton undervejs – men tænk at leve her i 43 år! Lettede er vi ihvertfald, da vi løber over målstregen og modtager vores medalje.
Men her slutter dagen ikke. For pludselig, en time efter de sidste i gruppen krydser målstregen, sidder vi til møde hos selve POLISARIOs Minister of Youth and Sports, stadig røde i hovederne efter løbet. Han taler om, at saharawiske unge er særligt berørte af den langvarige konflikt, og at det er svært at overbevise dem om, at diplomati og fredsforhandlinger er vejen frem, når de ikke har oplevet noget som helst ændre sig i hele deres liv. Det er en reel frygt, at mismod og frustrationer blandt de unge gør dem til ofre for religiøs radikalisering eller narkosmuglere gennem Sahara. Det bliver i den her kontekst virkelig tydeligt, hvordan sport og kultur kan bruges som politisk redskab. Udadtil kan maratonet give mere international opmærksomhed til en glemt konflikt. Indadtil kan det være med til at vise de unge, at der er måder at få afløb for sine frustrationer på, og at der er alternativer til narko, vold og væbnet konflikt.
