FN sætter verdensmålene på skoleskemaet

verdensmal_fn
Forfatter billede

”Kvalitetsuddannelse til alle børn”, ”afskaffelse af fattigdom” og ”bekæmpelse af klimaforandringerne”.

Sådan lyder tre af de i alt 17 verdensmål, som verdens lande og ledere i 2015 blev enige om at arbejde for at nå inden 2030. Og netop de 17 verdensmål kommer på skoleskemaet i Sønderborg, når et team af undervisere fra FN Byen i København besøger flere skoler i byen for at tale med børnene om klima og om børns ret til at gå i skole.

”Verdensmålene er blevet en stærk ramme for bæredygtig udvikling i Danmark og globalt blandt politikere, virksomheder og organisationer. Men det er helt afgørende, at vi også involverer og engagerer børn og unge og får deres ideer og tanker om verden i 2030”, siger Lars Peter Schaumburg-Levy, leder af FN Byens kontor for Public Diplomacy & Kommunikation, i en pressemeddelelse.

Viden om verdensmål sker gennem leg og dilemmaer

Med i kufferten har underviserne fra FN Byen spil og legeredskaber til at lære eleverne om verdensmålene gennem aktiviteter og samtaler med og mellem eleverne. For eksempel har de et værdispil med, der tager eleverne med på en rejse til en fremmed planet, hvor de skal diskutere og prioritere Verdensmålene.

Udover skolebesøg deltager #UNCity4Schools også i Sønderborg Kommunes Festival for Verdensmålene.

Festivalen er organiseret af Sønderborg Kommune i samarbejde med Sustainable Now, en non-profit organisation med fokus på at øge Danskernes kendskab til de 17 Verdensmål. #UNCity4Schools arrangerer verdensmålsaktiviteter for børn om fredagen den 26. april.

#UNCity4Schools er FN Byens undervisningstjeneste for grundskoleelever fra 1. – 9 klassetrin. Projektet er finansieret af Udenrigsministeriet. Besøgene er altid gratis og varer normalt 2 timer. Senere på året skal #UNCity4Schools bl.a. besøge Lolland, Bornholm, Aalborg, Herning, Nyborg og Sydsjælland.