De danske miljø- og udviklingsorganisationer har stor viden om, hvordan klimaændringer forandrer verden og ikke mindst gør livet endnu vanskeligere for millioner af verdens fattigste mennesker. Derfor stiller de krav til politikerne ikke mindst forud for et folketingsvalg.
Paraplyorganisationen ”Globalt Fokus” har udarbejdet et idékatalog om bæredygtig udvikling og taler om, at problemerne kalder på handling nu, ikke mindst fordi, vi i Danmark er et af de lande, ”der med vores forbrug belaster klimaet mest”.
92-gruppen, der er fællesorganisation for miljøorganisationerne, mener, ”der er brug for og støtte til en langt stærkere dansk klimaindsats”, og kræver, at Folketinget vedtager en klimalov nu.
Men organisationerne har også deres egen praksis. Det er i meget høj grad ”rejsende organisationer” med et voldsomt stort antal flyrejser. De mange rejser er i vid udstrækning en nødvendighed, men hvilke politikker har organisationerne selv for at søge at begrænse deres klimaaftryk?
Svaret er ”endnu ikke ret meget”, selv om det er et spørgsmål, der har været diskuteret i rigtigt mange år. Allerede i 1990’erne arbejde nogle organisationer med såkaldt ”grønne regnskaber”, for at kunne følge og begrænse miljø- og klimapåvirkninger, men siden er der ikke sket så meget.
Ingen fælles principper
I et forsøg på at afdække, hvor langt eller kort organisationerne er kommet, skrev jeg for en lille måneds tid siden til Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, MS/ActionAid, Care, OxfamIBIS samt til formændene for Globalt Fokus og 92-Gruppen.
Jeg spurgte, hvordan det står til med den organisatoriske klimatænkning bl.a. i forhold til rejseaktivitet. Flyvning er blevet utroligt meget billigere end tidligere, og jeg spurgte, om Globalt Fokus og 92-gruppen kunne formulere forpligtende minimumskrav til organisationerne. Det kunne også være en opgave i forhold til Udenrigsministeriet, der finansierer store dele af organisationernes aktiviteter, og som især lægger vægt på, at man rejser billigst muligt. Hvordan med betaling for klimakompensation og med kriterier for, hvornår man rejser med fly.
Interessen var stor, og jeg har fået mange svar. Men det står af svarene også klart, at der ingen fælles principper findes. I de to paraplyorganisationer er der et vist fokus på erfaringsopsamling og idéudveksling, men arbejdet er klart præget af, at de fleste organisationer ikke er nået ret langt. Og der er ingen fælles formulerede principper.
Blandt de organisationer, jeg skrev til, er Folkekirkens Nødhjælp nået længst. Nødhjælpen har siden 2010 haft en politik, hvor man klimakompenserer flyrejser ved at plante træer. Det har man tidligere gjort i Cambodja, og nu gør man det i Uganda.
Men FKN understreger også, at ”fra et klimaperspektiv er den bedste rejse en rejse, der ikke finder sted”. Derfor har man taget en række initiativer for at mindske antallet af flyrejser. Decentralisering har mindsket behovet for rejser. Men man er også meget bevidst om behovet for intern diskussion og bevidsthed omkring hvorvidt en rejse er nødvendig eller ikke, samt for brugen af web-baserede kommunikationsløsninger.
FKN understreger, at der altid er usikkerhed om klimakompensationens virkning. FKN’s træplantningsprogram i Uganda inkluderer en aftale, om at træerne skal stå mindst 20 år, men tørke betød, at mange træer døde, og man måtte plante nye. Derfor må klimakompensation ikke være det eneste ben i klimaarbejdet, og organisationen, der slet ikke selv mener den er i mål endnu, har en række andre interne initiativer i gang.
Bagud med at lave klimapolitik
I Dansk Flygtningehjælp, der med en omsætning på 3 milliarder kroner årligt er den største af de danske organisationer, indrømmer man klart, at man er bagud med hensyn til udviklingen af en intern klimapolitik. Men den er på vej. Og om et år vil det se anderledes ud.
Situationen i MS/ActionAid er næsten det samme. Der er ikke sket ret meget endnu, men der arbejdes og er noget på vej. MS/ActionAid har den særlige udfordring, at det er en organisation, der arbejder med international ungdomsudveksling og som giver unge (og til dels også ældre) danskere en mulighed for mellemfolkelige kontakter og kulturforståelse via udvekslingsrejser. De finansieres af deltagerne, der som forbrugere har haft gavn af, at flyrejser er blevet langt billigere.
Men netop i MS/ActionAid er der naturligvis også stor bevidsthed om, at flyrejsens pris ikke er den reelle pris, når man indregner de miljø- og klimamæssige virkninger af rejseaktiviteten.
MS var en af de organisationer, der i 1990’erne forsøgte sig med ”grønne årsregnskaber”, men det laver man ikke i dag.
Paraplyorganisationerne har som nævnt nogle aktiviteter i gang omkring udveksling af erfaringer. Man har også tidligere diskuteret klimakompensation og de mange ret forskellige og temmelig uoverskuelige ordninger, der er for kompensation. Men der finder også en intern debat sted. I ”Globalt Fokus” har man som organisation især rejser i Europa og diskuterer derfor mulighederne for at rejse med tog (og begræder nattogenes bortgang).
Advarer mod klimakompensation
Der er andre miljø- og udviklingsorganisationer, end dem jeg henvendte mig til med disse spørgsmål. Det her er således ikke en udtømmende kortlægning.
En af de organisationer, jeg ikke spurgte i første omgang, er organisationen Verdens Skove, der har en lidt mere udviklet rejsepolitik. Den omfatter blandt andet et princip om, at man ikke bruger fly, medmindre afstanden er mere end 500 kilometer. Samtidig arbejder Verdens Skove aktivt med sammenlægning af rejser, så flere aktiviteter kan nås på en enkelt rejse. Verdens Skove advarer aktivt mod, at man tror, at klimakompensation for rejser kan give god samvittighed. Skal en klimakatastrofe undgås er der brug for, at man på samme tid reducerer CO2-aftrykket dramatisk og bevarer og genopretter verdens skove. Derfor kan man ikke bare fortsatte med at udlede energi mod at kompensere med skovplantning.
Jeg bør nævne, at jeg selv er formand for IWGIA, der er en rettighedsorganisation, som arbejder for oprindelige folks rettigheder. IWGIA har i dag ingen egentlig intern klimapolitik.
