I begyndelsen af året var det tidligere direktør i CEVEA, Kristian Weise, der blev ansat som ny generaldirektør i Oxfam Ibis.
Der er god grund til at drage paralleller mellem Danmark og situationen i lav- og mellemindkomstlande når det kommer til bekæmpelse af fattigdom og ulighed.
I begge tilfælde ved vi nemlig, hvad det er der skal til for at nå Verdensmål nummer 1: at afskaffe fattigdom i alle dens former overalt, og verdensmål 10: at reducere ulighed i og mellem lande.
Det er særligt delmål 1.3, der her er vigtigt at sætte fokus på: at alle skal have adgang til overførselsindkomster når de har brug for det.
Skatter og overførsler reducerer fattigdom og ulighed, men kun hvis der investeres i overførselsindkomster
Vi ved fra Danmark og andre velstående lande, hvor stor betydning overførselsindkomster har for bekæmpelse af ulighed og fattigdom.
Figur 1 viser relativ fattigdom i OECD-landene før og efter skatter og overførsler. Som det ses er effekten enorm. I Danmark ville 25 procent af befolkningen leve i relativ fattigdom uden skatter og overførsler. Fordi vi har vores velfærdsstat er det i stedet 5 procent.
Figur 1: Fattigdom i OECD-landene før og efter skatter og overførsler. Kilde: OECD Income Distribution and Poverty dataset.
I mange udviklingslande er situationen imidlertid en anden. Som figur 2 nedenfor viser, spiller skatter og overførsler en vigtig rolle i nogle lande. Men i andre, især afrikanske lande, er effekten af skatter og overførsler at der faktisk er flere fattige end der ellers ville have været.
I Tanzania lever 17,8 procent flere mennesker under den internationale grænse for ekstrem fattigdom end der ville have været uden skatter og overførsler.
Det skyldes at mange fattige betaler mere til staten end de får igen, fordi de betaler moms, men ikke har adgang til velfærdsydelser.
Problemet er ikke så meget et regressivt skattesystem baseret på moms, men mere at disse lande simpelthen ikke investerer nok i velfærdsydelser.
Figur 2: Procentvis ændring i antallet af fattige før og efter skatter og overførsler, udvalgte udviklingslande. Kilde: ILO World Social Protection Report 2017-19, Tabel B.16
Som figur 3 viser, investerer landene i Afrika og Asien i gennemsnit under 5 procent af BNP i overførselsindkomster. Og en stor del af de penge, der investeres går til den i forvejen mest velstående del af befolkningen i form af embedsmændspensioner.
Hvis vi skal nå verdensmål 1 og markant reducere fattigdom og ulighed kræver det langt større investeringer i universelle overførselsindkomster som børnepenge, folkepension og ydelser til mennesker med handicap.
Figur 3: Investeringer i velfærdsydelser i forskellige regioner (procent af BNP, gennemsnit). Kilde: ILO World Social Protection Report 2017-19, Tabel B.16.
Langt de fleste mennesker i udviklingslandene får ikke den hjælp de har brug for
Konsekvenserne af den manglende finansiering er at langt de fleste børnefamilier i verden stadig ikke modtager den støtte, der er nødvendig for at de kan give deres børn næringsrig mad og har råd til at sende dem i skole.
Den seneste World Social Protection rapport (2017-19) fra ILO viser, at 4 milliarder mennesker stadig står uden den hjælp de har brug for og ret til.Som Figur 4 viser har 87 procent af befolkningen i Afrika Syd for Sahara ikke adgang til sociale sikkerhedsnet.
Figur 4: Verdensmålsindikator 1.3.1 – procentdel af befolkningen dækket af mindst én form for velfærdsydelse. Kilde: ILO World Social Protection Report 2017-19 Figur 1.3.
I en rapport fra sidste år, Financing the end of extreme poverty, fremhæver den anerkendte britiske tænketank Overseas Development Institute (ODI) da også de manglende investeringer i overførselsindkomster som et stort problem i forhold til at udrydde ekstrem fattigdom i verden.
Rapporten viser, hvordan både uddannelse og sundhed stadig er underfinansieret, men at det største hul i forhold til behovet er i forhold til finansiering af overførselsindkomster.
Velfærdsydelser modtager således halvt så meget bistand som uddannelsessektoren og kun en tredjedel af sundhedssektoren, relativt til behovet for finansiering.
Voksende erkendelse af behovet for at investere i velfærdsydelser
Den gode nyhed er, at der er en stigende villighed til at investere i overførselsindkomster i mange lav- og mellem-indkomstlande. Et godt eksempel er Kenya, som tog et stort skridt fremad med introduktionen af universel folkepension sidste år.Figur 5 nedenfor viser, hvordan både antallet af nye overførselsindkomster i Afrika Syd for Sahara (søjlerne), og antallet af lande med mindst ét program (linjen) er steget voldsomt i løbet af de sidste 10-20 år.
Figur 5: Overførselsindkomster i Afrika Syd for Sahara. Kilde: World Bank (2018). Realizing the Full Potential of Social Safety Nets in Africa. Figur 0.2.
Der er imidlertid stor forskel på, hvor stor betydning de forskellige programmer har for omfordeling og dermed bekæmpelse af fattigdom og ulighed.
Nogle ydelser er universelle og rettighedsbaserede, som for eksempel Kenya’s nye universelle folkepension. De giver en lovfæstet ret til beskyttelse baseret på klare kriterier.
Fordi de er universelle kræver de relativt store investeringer. Til gengæld er der også større chance for politisk opbakning fordi de når ud til en stor del af befolkningen.
Andre ydelser er målrettet fattige husstande og kan bedst betegnes som en form for fattighjælp. De er billigere, men udelukker også størstedelen af de mennesker, der har behov for hjælp.
Fordi regeringerne i de fleste udviklingslande ikke har adgang til information om borgernes indkomst, er det nødvendigt, at bruge andre metoder til at bestemme, hvem der er ’fattige’ og hvem der ikke er, hvis man ønsker at målrette ydelserne til de fattigste. For eksempel bruges matematiske formler ofte til at bestemme, hvem der får hjælp og hvem der ikke gør.
Desværre er disse metoder ikke særligt gode til at identificere hvem der reelt har mest behov for hjælp, og i praksis opleves det af borgerne ofte som en form for lotteri. Som Figur 6 viser, ekskluderer selv de bedste programmer i verden knap halvdelen af deres målgruppe fra støtte.
Disse programmer er derfor ikke rettighedsbaserede, og risikerer ofte at underminere god regeringsførelse, fordi de faciliterer korruption og underminerer tilliden mellem borgere og staten.
Figur 6: Eksklusion af målgruppen for fattighjælps-programmer i udviklingslande (%). Kilde: Development Pathways (2019). Hit and Miss: An assessment of targeting effectiveness in social protection. Figur 5.
Kamp om den globale dagsorden
Der foregår i disse år en global kamp om dagsordenen, når det kommer til velfærdsydelser i lav- og mellem-indkomstlandene.
På den ene side står FN-organisationer som ILO og UNICEF, som arbejder for større investeringer i universelle velfærdsydelser som folkepension, børnepenge og ydelser til mennesker med handicap.
Det er en vision, der har de nordiske velfærdsstater som ideal og som er forankret i ILO-anbefaling 202 (2012), som definerer et minimumsniveau for social beskyttelse (såkaldte Social Protection Floors, som også er refereret i Verdensmål 1.3).
På den anden side står Verdensbanken og IMF, som arbejder for en minimalstats-model baseret på forskellige former for fattighjælp. Et primært hensyn for de to institutioner er stadig at begrænse de statslige udgifter til overførselsindkomster.
Danmark bør spille en større rolle
Som et forbillede for mange lande på velfærdsområdet og som ét af de lande i verden, der har haft mest succes med at udrydde ekstrem fattigdom, bør Danmark spille en rolle i den debat, og være med til at udbrede de universelle velfærdsydelser.
Desværre har der indtil videre ikke været den store interesse for området, hverken hos Udenrigsministeriet eller de danske udviklingsorganisationer.
Der er et stort behov for at styrke kompetencerne på velfærdsområdet i de danske NGO’er, for eksempel ved at oprette et netværk, der kan facilitere vidensdeling og kapacitetsopbygning på området. Der er ligeledes brug for en lobby-indsats, for at få området prioriteret i dansk udviklingsbistand.
Internationalt er der særligt to vigtige målsætninger, som de danske organisationer bør arbejde for, i samarbejde med andre internationale organisationer.
For det første er der brug for, at ILO-anbefaling 202 bliver gjort til en konvention, som kan ratificeres af medlemslandene og dermed blive bindende i stedet for blot en anbefaling.
For det andet er der brug for et globalt finansierings-instrument, som kan bidrage til finansieringen af universelle velfærdsydelser i de lande, der ikke selv har råd. Som tidligere direktør i ILO, Michael Cichon, har beskrevet er der flere gode grunde til at oprette en global fond for investeringer i overførselsindkomster.
Derudover er der behov for internationalt at imødegå Verdensbankens og IMF’s indflydelse i forhold til velfærdsydelser, som bidrager til at holde landenes investeringer på et alt for lavt niveau.
På nationalt niveau i udviklingslandene kan danske udviklingsorganisationer også spille en stor rolle ved at styrke vidensniveauet hos deres lokale partnere og styrke deres muligheder for at blande sig i den nationale debat. Også her har Verdensbanken og IMF nemlig stor indflydelse hos regeringerne, mens civilsamfundsorganisationer står på sidelinjen.
Dansk udviklingspolitik har i mange år været præget af fokus på økonomisk vækst og privatsektorbistand. Det virker paradoksalt at netop Danmark, hvor alle er enige om værdien af den universelle velfærdsstat, ikke gør mere for at hjælpe lav- og mellemindkomstlande med at udvikle deres egne velfærdsstater.
Forhåbentligt kan profiler som Johanne Schmidt-Nielsen og Kristian Weise, som har været vigtige aktører i den danske velfærdsdebat, i fremtiden også blive vigtige debattører i den internationale debat.
Rasmus Jensen Schjødt er selvstændig konsulent og indehaver af firmaet Aros Research i Aarhus
Verdensmål 1, delmål
Delmål 1.1. Inden 2030 skal ekstrem fattigdom være udryddet for alle mennesker overalt i verden, for øjeblikket målt som mennesker, der lever for mindre end USD 1,25 om dagen.
Delmål 1.2. Inden 2030 skal andelen af mænd, kvinder og børn i alle aldre, som lever i fattigdom i alle dens dimensioner, halveres i henhold til nationale definitioner.
Delmål 1.3. Gennemførelse af nationalt tilpassede sociale sikringssystemer og foranstaltninger for alle, inklusiv nedre grænser, og inden 2030 opnå en substantiel dækning af de fattige og de udsatte grupper.
Delmål 1.4. Inden 2030 skal det sikres, at alle mænd og kvinder, især de fattige og de udsatte, har lige ret til de økonomiske ressourcer samt adgang til basale serviceydelser, ejerskab og kontrol over land og andre former for ejendom, arv, naturressourcer, passende ny teknologi og finansielle tjenesteydelser herunder mikrofinansiering.
Delmål 1.5. Inden 2030 skal modstandsdygtigheden opbygges hos de fattige og hos mennesker, der lever i udsatte situationer, og deres eksponering og sårbarhed over for klimarelaterede ekstreme hændelser og andre økonomiske, sociale og miljømæssige chok og katastrofer skal reduceres.
Delmål 1.a. Sikring af en betydelig mobilisering af ressourcer fra en række forskellige kilder, herunder gennem øget udviklingssamarbejde, med henblik på at tilvejebringe tilstrækkelige og forudsigelige midler til udviklingslandene, i særdeleshed de mindst udviklede lande, til gennemførelse af programmer og politikker for at udrydde fattigdom i alle dens dimensioner.
Delmål 1.b. Skabelse af solide politiske rammer på nationalt, regionalt og internationalt plan, baseret på udviklingsstrategier med særlig fokus på de fattige og på ligestilling, for at fremskynde investeringer i tiltag til udryddelse af fattigdom.
