Medarbejdere og frivillige på Globalnyt er modtagere af Nairobiprisen 2019. Prisen uddeles en gang årligt af Nairobi-klubben – et fagligt forum for over 100 medie- og fagfolk, som arbejder med formidling af udviklingsstof. Prisen blev overrakt onsdag den 15. maj i København af klubbens formand Niels Elbæk, der udtalte stor anerkendelse af Globalnyt arbejde i en tid, hvor de store medier har svigtende fokus på dækning af udenrigsstof.
Mangeårig frivillig i Globalnyt, Thomas Jazrawi udtaler:
“Prisen er et kæmpe skulderklap til mig og de andre dygtige og engagerede skribenter, der er og har været med til at gøre Globalnyt til det, som det er i dag. Det gør mig endnu mere stolt af at være en del af en gratis nyhedstjeneste, som med ganske få midler leverer nyheder og journalistik om emner, der ofte forbigås af andre medier. Vi er inde i en rigtig god stime, og dette giver os mere motivation til at fortsætte med at gøre en ekstra indsats for at oplyse om de store emner og den store, spændende og mangfoldige verden. Tusinde tak for anerkendelsen til Nairobi-klubben.”
I sin begrundelse for at have indstillet Globalnyt.dks medarbejdere og frivillige til Nairobiprisen, sagde journalist Linda Nordahl Jakobsen:
”Globalnyt formår i 2019 mere end nogensinde at sætte fokus på de vedkommende nyheds- og baggrundshistorier i en informationstæt men også informationsfragmenteret verden, der bestandig er i udvikling, og hvor det ofte er fake news, der kan komme til at sætte dagsordenen.”
Hun fremhævede endvidere:
”Globalnyt, der drives af professionelle og især frivillige kræfter, har formået at holde fokus på dansk og globalt udviklingssamarbejde og i større og større grad også at sætte dagsaktuelle nyheds-, aktualitets- og baggrundsstof ind i en globaliseret kontekst.”
Globalnyt har eksisteret siden 2003, hvor det blev etableret af journalist Jesper Søe under navnet U-landsnyt.dk. I 2007 blev det overdraget af stifteren til en almennyttig støtteforening. I 2015 skiftede det navn til Globalnyt og er et selvstændigt medie, som er uafhængig af økonomiske, politiske og organisatoriske interesser. De fleste artikler skrives af ulønnede frivillige, mens daglige redaktion og drift forvaltes af en mindre stab af deltidsansatte medarbejdere.