Mogens G. Stryhn døde den 12. maj, 82 år. I mange år forhandlede Genvej til Udvikling hans bog ”Kulturimperialisme – billeder og budskaber” og solgte også en pæn mængde af hans billeder som postkort. Stryhn udgav endvidere bøgerne ”Kina efter Mao”, ”Børn i U-lande” og ”En verden af skønhed”.
Han var i firserne og halvfemserne en stærkt efterspurgt foredragsholder.
Mogens G. Stryhn var stærkt optaget af at vise skønhed og handlekraft hos menneskerne i de fattige lande – han fortjener at blive husket som en, der bidrog stærkt til at nuancere danskernes opfattelser af de ikke-europæiske kulturer.
Samtidig følte mange sig skræmt af Stryhns egen mangel på nuancer. Hans synspunkter omkring den danske og andre vestlige kulturer og vores bidrag til verdenshistorien og til den aktuelle situation var stærkt negative.
Projekt & Kulturs anmelder Pauline Schroeder dækkede uden tvivl manges opfattelse af Mogens G. Stryhns virke, da hun ved udgivelsen af ”Kina efter Mao” skrev: ”Tag teksten med et gran salt, men nyd endelig billederne!”
Æret være mindet om Mogens G. Stryhn.