Lyt til en af Østafrikas vigtigste musikere
Bobi Wine spiller danseglad musik – og ryster magthaverne i Uganda. Senest i april, da myndighederne oven i købet forbød ham at holde koncert i både hovedstaden og et par provinshovedbyer.
Wine – med fødenavnet Robert Kyagulanyi Ssentamu – er blevet et samlingspunkt for ugandere, der er utilfredse med landets politiske ledelse, der har været holdt i præsident Yoweri Musevenis jernhånd, siden han vandt magten efter en kortvarig borgerkrig i 1986. I sidste måned advarede Museveni om, Bobi Wine kunne komme til at ”betale den fulde pris”, hvis han fortsætter med, hvad præsidenten betegnede som at ”prædike had” over for uganderne.
Dette på trods af, at Wine i 2017 blev valgt til Ugandas præsident og dermed i princippet nyder godt af parlamentarisk immunitet.
Præsidentens udfald kom efter, at Wine i april havde opfordret uganderne til at protestere imod Musevenis styre og gøre en ende på det, han betegner som ”elendigheden” under den nuværende regering.
Lyt & dans på spillestedet Shiny Star i Valby, Gammel Køge Landevej nr. 117 fredag aften d. 7. juni kl 21. Smagsprøve her.
Sambakarneval i København
Det er mere end en generation siden, at pinsekarnevallet opstod i København, og lørdag d. 8. juni hamrer trommer og triller fløjterne igen sambarytmerne gennem gaderne.
Optoget begynder klokken 10 på Kongens Nytorv og bevæger sig de næste timer op ad Strøget til festpladsen på Rådhuspladsen. Her varer festen frem til midnat, hvor der lukkes med britiske Supa Soca Bass International – før det hele, inklusive Supa Soca rykker rytmer og dansesko til hestenes tidligere rejsestald på Halmtorvet 9.
Afrikansk landsby i Gladsaxe
Samtidig med det brasilianske i Københavns centrum genopstår African Village i Gladsaxe igen i år d. 8 juni fra kl. 10 – 16. Det bliver en familieoplevelse med mad, musik, dans konkurrencer i Telefonfabrikken, Gladsaxes kulturhus, Telefonvej 8.
Pop-up-landsbyen repræsenterer mere end 10 forskellige afrikanske nationer – fra Sydafrika til Marokko og fra Elfenbenskysten i vest til Etiopien i øst.
Mexico på Blågårds Plads
Undervejs mellem Afrika og Brasilien kan man også lørdag d. 8. juni stoppe op på Nørrebros Blågårds Plads og nyde sommersolen med mexikansk madmarked, kunsthåndværk og musik fra Mexico.
Arrangørerne har hentet bandet Caña Dulce y Caña Brava helt fra Vera Cruz med dets sprøde strengespil fra harpe, ukulele og den lokale guitarra de son, en mindre guitar med 4-5 strenge. Øreprøve her.
Mexifesten kl. 12-20 på Facebook
Kongelige løfter om Ghanarytmer på Amager
Hede, svajende rytmer fra de varme lande fortsætter pinselørdag i Islands Brygges Kulturhus på havnekajen med highlifemusikeren King Promise kl. 21.
Folkemødeguide for globalisten
Det halve Danmark rejser næste uge til solskinsøens folkemøde og dets blanding af selvpromovering, debat og fest. I år står mødet – overraskelse!!! – i Verdensmålenes tegn, og de gennemsyrer alle tre hovedoverskrifter under forløbet torsdag d. 13.-søndag d. 16.
Globalnyt bringer hver dag under Folkemødet en lille guide til dagens globale lækkerbiskener – men her kan sløret allerede løftes for et af de mere bemærkelsesværdige og superaktuelle:
Hvor mange penge må vi tjene på verdens fattige?, spørger pensionskassen PKA fredag kl. 17.30 i Granittens gård (G23), Yder/indermolen hos tænketanken Cevea.
Journalisten Mads Brügger og forskeren Helle Munk Ravnborg sætter fut i løjerne med pensionskassens direktør og hans kollegaer fra IFU og Unicef.
Opdateret 7. juni kl. 13.40 med Bobi Wine.