Folkemødets sidste dag begynder, som den bør, med en hyldest til vor egen fantastiskhed – Oplev danske startups løse verdensmålene. Så er den ged barberet!
09:00 – 10:00: A40 – Verdensmålenes Telt – Danchells Anlæg
Hellere fed og rig end tynd og fattig – eller?
Så stor succes har menneskeracen aldrig tidligere oplevet; ganske vist sulter fortsat hvert tiende menneske på jorden, men mere end hver tredje har spist sig et lager til, så de kan komme godt over vinteren; de er overvægtige.
Overspisningsekspert Christoffer Clemmensen og Kristoffer Vogler fra Læger uden Grænser gør dig klogere på, om den paradoksale polarisering bare er et spørgsmål om ulige fordeling af ressourcerne eller om der også er nogle biologiske mekanismer på spil?
10:30 – 11:15: Sultkatastrofer vs. fedmeepidemi
B20 – Strandvejens Debattelt
Verdens tilstand – igen
Før frokost kan du lige få dig et overblik med en skarp analytiker med fødderne solidt plantet i verdens elendighed. Røde Kors’ generalsekretær ved, hvad han taler om.
11:30 – 11:45: Anders Ladekarl om verdens udfordringer
E8 – Medieteltet og Radio Folkemødet
400 milliarder kroner klar til afhentning. Øh – hvor?
Eksportforeningen har hørt, at “der er et forretningspotentiale på 400 mia. kr. i verdensmålene”. Men hvor ligger de? – spørger foreningen, der mærkeligt nok sondrer mellem fidus og forretning. Hvornår er en god fidus ikke en god forretning?
Foreningen spørger videre: ”Er Verdensmålene netop for de virksomheder, der er parate til at investere, ikke fordi de kan se en markedsføringsfidus i det, men ud fra en tro på, at det er dér, verden er på vej hen og at det derfor vil lønne sig på det lange sigt? Vil der være en fremtid for virksomheder, der ikke af sig selv arbejder for at opfylde verdensmålene?”
Tre direktører, to chefkonsulenter og en kommunikationschef fører dig ind i den velgørende profits virkelighed.
13:30 – 14:30: Verdensmål – fidus eller forretning?
C30 – Cirkuspladsen
Quiz om verdensmål
Folket æælsker at quizze når det mødes. I hvert fald myldrer Folkemødet med quizzer – alene denne lørdag hele fjorten quizzer. Her kæmper Mogens Lykketoft og Anna Libak på viden om verdensmål – og udfordrer globalisten: Er du en større verdensmester end dem?
15:15 – 16:00: Quiz med Libak og Lykketoft
D8 – 3F Faglig Fælles Forbund, ArbejdsPladsen
Fjorten feminister i én bar!
Er manden sat af og kvinden stadig udsat eller omvendt – spørger ”Danmarks mest profilerede feminister”, som ”ta’r snakken” hos netmediet Point Of View. Det ordner de på en rask halv time.
15:30 – 16:00: Feministisk samtalesalon og lørdagsbar
F36 – Ved Folkemødehuset
Find Folket
Har Folkemødet sejret ad Helvede til? Jann Sjursen, Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Knud Kristensen, Landsformand, SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, journalist Kurt Strand vurderer Folkemødets folkelighed med studievært Hardy Jensen, TV 2/Bornholm
16:30 – 17:00: Hvor er folket under Folkemødet
C17 – Cirkuspladsen
Find Eliten
Hvis folket er fraværende fra folkemødet er eliten i hvert fald til stede. Er den et problem? Sarah Steinitz, Foreningen for Elite- og Magtstudier, og Frederik Lasserre fra tænketanken CEVEA guider dig om den danske elite med spørgsmål fra SF’eren Signe Munk
7:30 – 18:30: Signe Munk undersøger eliten
C3 – Cirkuspladsen
Find korset
Morten Messerschmidt glæder sig, sikkert mange flere – lørdag d. 15. er Valdemarsdag, årsdagen for Dannebrogs nedstigning til jorden, inspiration til dansk slagmarksbegejstring for nøjagtigt 800 år siden.
Begivenheden genopføres ved verdensrigets nuværende østkyst: Dannebrog daler ned fra højderne, som det ifølge legenden skete, da himlen åbnede sig under felttoget i Estland i 1219 under ledelse af kong Valdemar 2. Sejr. 800 år senere med en himmelsk håndsrækning fra faldskærmsudspringer Ralf Grabowsky, der vil lande Dannebrog lige midt i Cirkuspladsen.
Knapt er flaget landet, før det går til tops igen – og så skejer det helt ud: Bertel Haarder, der omtales som Folkemødets fader, holder festtale for Dannebrog på Hovedscenen – og han har skrevet en sang!
19:00 – 19:30: Dannebrog daler ned fra himlen på Folkemødet
C16 – Cirkuspladsen
Så quizzer vi igen!
Jublen vil ingen ende tage efter Bertels alsang, men der er ikke noget bedre til at lægge hovedet tilbage i de rette folder som (endnu) en quiz – og her diskes op med ”viden om penge og banker serveret i en stærk sovs af dirrende stemning og spænding til fingerspidserne” lover Gode Penge. Kom og test din viden – lær nyt om de mystiske penge!
19:30 – 20:00: Den store pengequiz
G26 – Yder-/indermolen
Og så er der fest!
Hvilken overraskelse – danskere mødes, så må der festes. Igen. Denne aften må globalisten klare sig uden Globalnyts hjælpemidler og krydse mellem solskinsøens endeløse kombinationstilbud af verdensmål, hoftevrid og brandert. Go’ vind!