For at forstå denne sag skal vi skrue tiden tre år tilbage til maj 2016. På en international konference i Istanbul mødtes mere end 30 af verdens største humanitære donorer. Ngo’er, nationalstater, FN-organisationer satte sig et fælles mål: I 2020 skulle 25 procent af alle internationale nødhjælpskroner – direkte eller indirekte – gå til lokalt forankrede aktører.
Den danske stat, Folkekirkens Nødhjælp, Caritas, Care og Oxfam Ibis har alle tilsluttet sig målsætningen.
”Vi skal i højere grad arbejde sammen med lokale organisationer, fordi de kan være langt mere effektive,” lød argumentet fra den daværende hollandske udviklingsminister, Lilliane Ploumen, til World Humanitarian Summit i Istanbul.
Nu viser en analyse foretaget af organisationen Local2Global, at 25-procent-målet i The Grand Bargain, som aftalen blev døbt, langt fra er opfyldt.
Local2Global’s analyse består til dels af FN-data fra United Nations Office of co-ordination of Humanitarian Affairs (OCHA), og til dels af, hvad de kalder “a mix of data and approximations”. Analysen viser, at underskriverne af The Grand Bargain ikke har forøget deres direkte strøm af humanitære midler til lokale organisationer. Lidt anderledes ser det dog ud med den indirekte strøm, altså den, der eksempelvis går fra Danida gennem en dansk ngo og så videre til en lokal forankret aktør. Her går 14,2 procent af midlerne nu til de lokale organisationer.
“Det er tydeligt, at man ikke når målet inden 2020. Men der er ikke længere, end man fortsat kan nå det. Det vil dog kræve en markant omlægning af, hvordan man gør det nu,” siger Nils Carstensen, der er en af personerne bag Local2Global.
Nødhjælpshullet, der vokser
Hvordan partnerne bag The Grand Bargain når dertil, vender vi tilbage til. Først skal vi forstå det grundlæggende problem, som The Grand Bargain-aftalen forsøger at løse.
Som tidligere beskrevet her på Globalnyt står stadig flere mennesker uden tilstrækkelig nødhjælp. Selvom der aldrig før har været flere penge i den internationale humanitære sektor, så vokser andelen af mennesker, der står uden tilstrækkelig humanitær nødhjælp, fortsat. Det var med bevistheden om dette problem, at de mere end 30 donorer underskrev The Grand Bargain i Istanbul for tre år siden.
“De lokale spillere udfylder en vigtig rolle, der i lang tid har været undervurderet,” siger Nils Carstensen. “Derfor lavede man denne aftale, så de lokale organisationer får den plads ved bordet, der svarer til deres vigtighed.”
Tanken er, at vi er nødt til at udnytte den begrænsede mængde af nødhjælpsmidler mere effektivt, forklarer Carstensen.
“Især når de lokale aktører er støttet af erfarne internationale spillere, får vi den bedste blanding af dyb indsigt i lokale forhold og den standardiserede erfaring, som store donorer og ngo’er bringer med sig. Det giver billigere, hurtigere og bedre nødhjælp til dem, der har behov for det,” siger Nils Carstensen og understreger, at der ikke er en kamp mellem det nationale og internationale:
“De internationale aktører skal understøtte og supplere de lokale organisationer, og så skal de selv gå ind de steder, hvor nationale aktører ikke er til stede. Skal der være et ligeværdig samarbejde mellem nationale og internationale, skal der også flyttes nogle penge i retningen af de lokale.”
Hvorfor gør de det ikke bare?
Men hvorfor har de store donorer ikke levet op til deres egne mål for, hvor mange nødhjælpsmidler der skal tilkomme lokale aktører? Svaret skal måske findes findes internt i de store nødhjælpsorganisationer, mener Nils Carstensen.
“Vi har at gøre med store arbejdspladser, hvis ledere har et ansvar for at opretholde organisationens størrelse – blandt andet ved at fastholde medarbejdernes arbejdspladser. Vi har altså at gøre med nogle store organisationer, der er afhængige af deres midler. Mange penge løber gennem få aktører, og det giver muligvis en inerti, der med til at fastholde systemet og pengene, hvor de er,” siger han.
Nødhjælpsforskeren Antonio Donini fra Toft University advarede allerede ved underskrivelsen af The Grand Bargain om, at aftalen ikke ville ændre på “magtstrukturen”, når reformpakken var udarbejdet af “bistandsoligarkerne”, som han kaldte de underskrivende donorlande og organisationer, der tilsammen sidder på størstedelen af de internationale humanitære midler.
Ansvaret ligger hos de store donorer
Og så er vi tilbage til spørgsmålet om, hvad der skal til, før målet om, at 25 procent af alle humanitære nødhjælpsmidler skal tilkomme lokale, nås. Svaret ligger hos de store donorer, mener Nils Carstensen.
“Det dusin af store donerer, der sidder på størstedelen af de humanitære midler, er de eneste, der kan gøre noget, for at vi kan nå målet,” siger han. “Der er brug for, at de siger til deres samarbejdspartnere, at de skal blive bedre til at arbejde med lokale aktører, og at de skal måles og vejes på det årligt. Det er det, vi har brug for, for at vi kan lukke hullet mellem den samlede mængde nødhjælpsressourcer, og hvor mange mennesker, der modtager den fornødne nødhjælp.”
Ifølge Local2Global’s analyse er USA, EU, Tyskland og Storbritannien de donorer, der målt i dollar skal omfordele klart flest af deres nødhjælpsmidler til lokale organisationer. Mens USA skal omfordele mere end 850 millioner dollar for at nå 25-procent-målet, skal EU, Tyskland og Storbritannien omfordele mellem 250-300 millioner dollar. Skal den danske stat leve op til målsætningen, skal den sørge for at yderligere 50 millioner dollar – svarende til 330 millioner kroner – når frem til lokale nødhjælpsorganisationer.
Local2Global er blandt andet støttet af Folkekirkens Nødhjælp, hvor Nils Carstensen også er ansat.
