Vestager snupper kabinetschef fra Udenrigsministeriet

Kirsten Larsen

Kim Jørgensen har været Danmarks faste repræsentant i Bruxelles siden 2014, altså hele Margrethe Vestagers første periode som kommissær. Nu rykker han ind som kabinetschef hos hende, skriver Politiken.

Den 57-årige historiker har været i Udenrigsministeriet i hele sin karriere, har været udsendt til Paris og Berlin, været ambassadør i Tyrkiet og centerchef for Europa og udenrigspolitisk direktør i Udenrigsministeriet i København.

De seneste fem år har Kim Jørgensen haft ansvar for næsten 90 medarbejdere på ambassaden i Bruxelles, det har været ham, der har lagt sagerne til rette for regeringen og på dens vegne forhandlet med de andre EU-lande.

Kim Jørgensen er den tredje danske kabinetschef, som Margrethe Vestager har valgt. De to foregående er fortsat til høje positioner i EU-systemet. Ditte Juul Jørgensen der i årevis støbte kuglerne mod Google, Apple og Amazon, er forfremmet til generaldirektør på energiområdet i Europa-kommissionen. Højere kan en embedsmand ikke stige i EU-systemet, skriver Djøfbladet.