Trusler fra Taliban havde på forhånd fået Afghanistan til to gange at udskyde præsidentvalget. Men lørdag kom afslutningen på en lang proces, da afghanerne kunne gå til valglokalerne og stemme ved landets blot fjerde præsidentvalg.
De mange trusler fra Taliban, der blandt andet indebar en advarsel om, at afghanerne skulle blive væk fra valgstederne på valgdagen, har imidlertid resulteret i, at mindre end 25 procent af afghanerne lørdag mødte op ved valgstederne.
Eksplosion efter en time
”Bliv væk fra valgstederne på valgdagen,” lød det i en officiel udmelding fra Taliban op til præsidentvalget. Den militante bevægelse har siden valgets annoncering flere gange truet med at sabotere det.
Der gik da heller ikke meget mere end en time fra valgstederne åbnede, til den første melding om en eksplosion tikkede ind. Eksplosionen, der fandt sted i den afghanske by Kandahar, resulterede i 15 sårede.
Uvished om antal døde
Trods de mange trusler fra Taliban, forløb valgdagen relativt roligt, skriver Reuters. Ifølge det afghanske indenrigsministerium blev 68 angreb begået på valgdagen, hvor tre politimænd mistede livet og 37 civile blev sårede.
New York Times har, ud fra interviews med lokale embedsmænd, sået tvivl om disse tal, da de angiver, at mindst 30 sikkerhedsvagter og 10 civile mistede livet som følge af angreb på valgdagen.
Valgresultatet har lange udsigter
Den lave stemmeprocent og de mange komplikationer, der har været op til valget, betyder, at mange afghanere ikke stoler på valgresultatet. Det foreløbige resultat forventes at være klar 19. oktober, mens det endelige resultat først forventes i begyndelsen af november.
Hvis ingen af kandidaterne opnår flertal, vil en ny valgrunde mellem de mest populære kandidater begynde. Lige nu er topkandidaterne den siddende præsident, Ashraf Ghani, og den øverste leder, Abdullah Abdullah.
Sidstnævnte har mandag erklæret sig som valgets vinder og har sagt, at der ikke er behov for at holde en anden og afgørende valgrunde.
Derudover er også den afghanske krigsherre Gulbuddin Hekmatyar og Ahmad Wali Masoud, lillebror til den tidligere anti-sovjet og anti-Taliban hærfører, Ahmad Shah Massoud, populære kandidater.