To drillehistorier
For en snes år siden sad jeg på en udendørs restaurant i Burkina Fasos næststørste by, Bobo Dioulasso, og på et tidspunkt forlod to mænd stedet, mens de venskabeligt holdt hinanden om skuldrene. Den ene – en fyldig, bredskuldret mand, utvivlsomt af bobo-folket – sagde (vist med henblik på, at jeg som fremmed skulle overvære et eksempel på landets kultur): ”Nu tager jeg min peul med hen på markedspladsen, selv om jeg nu ikke kan få ret meget for det tynde skind.” Dertil svarede den anden – sikkert peul, højere end den første og ganske rigtigt slank: ”Jeg beholder nu min bobo, for sådan en er altid rar at have.” Og så forlod gik de leende ud på fortovet. De havde altså begge to beskyldt hinanden for at være slave, og det er i normale sammenhænge en stor fornærmelse i et samfund, der endnu for nogle årtier siden var præget af rester af gamle tiders slave/herre-mentalitet mellem flere folkeslag – og netop derfor en hyppig ”fornærmelse” i den slags situationer.
I hovedstaden Ouagadougou sad jeg med min ven Kalifa, som tilhører tussainfolket, på en restaurant og talte med stedets forpagter. Han fik serveret en kop te og bad den unge kok om en citron. ”Vi har ingen citroner,” sagde den unge kok afmålt. Kokken er af dagara-folket – ligesom tussainerne et lille folk fra landets sydvestlige del. Forpagteren skottede ud til citrontræet med adskillige frugter lige udenfor. ”Siger du, at vi ingen citroner har?” spurgte han kokken. ”Jeg serverer ikke citroner for min slave,” lød svaret. Og vi brød alle sammen ud i latter, for dagaraerne og tussainerne har et drilleforhold til hinanden. Kalifa fik en citron, mens latteren ebbede ud, og forpagteren smilede lettet over, at der ikke var problemer. Eksemplet viser, at drilleforhold overtrumfer både alder og social status. Om kokken ville have reageret sådan, hvis han ikke vidste, at både Kalifa og jeg ville forstå det og var indforståede, er ikke til at sige.
”En afslutning på de mange militære aktioner i Sahel ligger langt ude i fremtiden.” Således konkluderede Signe Cold-Ravnkilde fra DIIS for nylig en artikel af Kirsten Larsen i Globalnyt.
Jeg har ikke noget at indvende mod konklusionen, men med udgangspunkt i mine erfaringer og kontakter i Burkina Faso vil jeg foreslå et andet fremtidsperspektiv.
Vi er vidner til sammenbrud af en traditionel fredskultur, der ofte er blevet nævnt som et eksempel for resten af verden, nemlig de såkaldte familiedrillerier (på engelsk: joking relationships), der også bidrager til at sikre et harmonisk samliv mellem religioner, regioner og etniske grupper.
I et samfund med over 60 forskellige folkeslag, omtrent det samme antal sprog og endnu flere religioner, skal man næppe undervurdere traditionen for at styrke den multikulturelle kompetence gennem brug af dilemmaeventyr og andre former for mundtlig opdragelse. Det gælder ikke mindre, når den franske kolonimagt etablerede landet af regioner med en kulturel fortid, som spænder fra et kludetæppe af små landsbysamfund i det sydvestlige, over mossifolkets stabile statsdannelse i det centrale, til den nomadeprægede opdrætstradition i det nordlige Burkina Faso.
Modernitet koster – og gavner
I den seneste periode har det især foruroliget, at udefrakommende terrorangreb har udviklet sig til etniske sammenstød. I kraft af sin fredskultur har befolkningen indtil nu været sparet for netop etniske, religiøse og regionale dramaer.
I tre-fire årtier har der i Burkina Faso været talt meget om, at moderniteten truer den traditionelle fredskultur. For eksempel gifter mange sig i vore dage på tværs af etniske skel, og det betyder ofte, at familiedrilleriers fredsbevarende effekt svækkes eller forsvinder helt. Den kraftige urbanisering og den forøgede skolegang har samme effekt, ligesom forekomsten af fjernsyn har svækket den mundtlige fortælletradition.
Moderniteten medfører som bekendt mange fordele. Den har ikke mindst formindsket fattigdommen, forbedret sundhedstilstanden og øget børnenes skolegang. Men i samme proces forsvinder eller svækkes gamle traditioner.
Sidst i 1990’erne spurgte jeg en burkinsk bondeleder, hvorfor familiedrillerierne ikke virkede under borgerkrigen i Liberia, når nu også liberianerne som de fleste vestafrikanere kendte til denne praksis, om end ikke så udpræget som burkinerne.
Han svarede, at den traditionelle fredskulturs metoder ikke virker over for moderne, økonomiske konflikter – og borgerkrigen i Liberia havde i stor udstrækning sin baggrund i en blodig og moderne kamp om diamanter.
Drillerier skabte sammenhængskraft
Der er i Burkina Faso utallige legender om oprindelsen af familiedrillerier mellem to folkeslag, der uden denne tradition ville have haft en særlig grund til at frygte, at konflikter mellem deres indbyrdes medlemmer kunne udvikle sig til vold og krig. Mere historisk troværdige kan vi nok betragte fortællinger om, at Sundiata Keita i 1200-tallet skabte denne type relationer mellem adskillige folkeslag i sit store, vestafrikanske rige for at skabe varig fred mellem dem – netop fordi den ellers var truet.
Der lå altså en social trussel mod det traditionelle samfund bag de fredsbevarende og konfliktløsende relationer. Som eksempel nævnes ofte forholdet mellem burkinske folkeslag, der er henholdsvist fastboende landbrugere og omvandrende kvægavlere, ikke mindst boboerne og peulerne. Når en bobo og en peul mødes, er det stadigvæk almindeligt, uanset om de kender hinanden eller ej, at de udveksler barske drillerier, som i andre sammenhænge ville være dybt fornærmelige og i bedste fald medføre en meget dårlig stemning. Men på grund af drilleforholdet ler de hjerteligt sammen, og der er som bekendt ikke noget, der opløser konflikter så effektivt som indbyrdes latter.
Når denne kultur ikke kan sikre freden i vore dage, er det utvivlsomt et udslag af, at samfundet i disse årtier går fra tradition til modernitet, og at de akutte problemer er af en anden art end dem, den traditionelle kultur har haft fokus på.
Psykologisk kamp vundet
Kan burkinerne i deres nye situation skabe nye, sociale forhold, der spærrer vejen for voldelig og samfundsnedbrydende tendenser? Hvorfor skulle et afrikansk land, der har så gode erfaringer med at udvikle en fredskultur på baggrund af traditionen, ikke kunne gøre det på baggrund af moderniteten?
Måske kan vi en dag nikke anerkendende og forstående til konklusionen i den rapport om terrorismen, som den burkinske statistiker og økonom Bemahoun Honko Roger Judicaël offentliggjorde på et tidspunkt, da terror allerede havde ændret hverdagen i det nordlige Burkina radikalt: Burkinerne har vundet den psykologiske kamp – langt de fleste indbyggere i det nordlige Burkina Faso følte sig ikke personligt truet af terroraktionerne.
Han gjorde sig desuden til talsmand for det standpunkt, at en strategi, der kun baserer sig på en militær løsning, kan ende i en ond cirkel. Lad os huske, at vesttyskerne efter 2. verdenskrig genopbyggede deres sønderbombede land på få årtier. Det primære var næppe, at de fik økonomisk støtte og i forvejen havde den tekniske viden, men snarere, at de havde bevidstheden om, at de havde gjort det før, og at de netop skulle genopbygge landet, ikke opfinde det fra nul.
I den seneste tid har flere af mine venner i Burkina Fasos provinsby Gorom-Gorom i telefonen fortalt, at når sikkerhedssituationen er blevet god igen, og når de internt fordrevne, der på kort tid har fordoblet byens indbyggertal, vender hjem til deres landsbyer, så… Ikke hvis.
Måske bygger denne optimisme på en viden om, hvordan deres forfædre og -mødre engang mødte tilsvarende trusler mod den sociale orden. De skal med andre ord ikke opfinde selve ideen om en fredskultur – de har gjort det før.
Billedtekst redigeret 21.10.2019 kl. 9.50
