Udlandsliv – Når det fremmede bliver hverdag
I serien “Udlandsliv” tager Globalnyt fat på livet som udstationeret dansker.
Vi lader tidligere og nuværende udstationerede føre ordet, når vi dykker ned i de gråzoner og dilemmaer, som kan opstå i mødet med en fremmed kultur: Hvordan forbereder man sine børn på at være væk hjemmefra? Skal man have en kontrakt med hushjælpen? Er det nødvendigt med havemand og kok? Er det naturligt at blive venner med de andre udsendte? Og passer mærkaten ‘privilegeret migrant’? “Udlandsliv” sætter fokus på disse forhold og mange flere.
Oversigt over alle artikler i serien
Kan man forberede sig på en udstationering?
Hvad gør du, når havemanden ser fjernsyn i stedet for at klippe hæk?
Som udstationeret bliver du modtaget med åbne arme
“Jeg har aldrig haft en hushjælp, som ikke stjal fra mig”
“Jeg har opbygget et skjold af kynisme”
“Det er utrolig u-eksotisk at komme hjem til Danmark”
Lider danskere af privilegie-blindhed? (skribenternes kommentar)
Mennesker er flokdyr, og vi kan godt lide dem, som ligner os selv. Derfor finder vi ofte sammen med andre udlændinge, når vi befinder os i en fremmed kultur. Der skabes et fællesskab af expats – populærbetegnelsen for en person, der bosætter sig i udlandet.
I 2009 landede Kirstine Primdal, nuværende chefkonsulent i Udenrigsministeriet, i Zimbabwe som udstationeret for FN’s udviklingsprogram (UNDP). Her blev hun modtaget med åbne arme af de andre udstationerede:
“Når man lander, så er der bare en kæmpe vennekreds, som du får serveret direkte på et sølvfad,” fortæller hun.
For Kirstine Primdal var det en gave at opleve den imødekommenhed, som eksisterede blandt de udstationerede:
“Alle kommer uden venner og familie, og derfor er det så let at finde hinanden. Så kan det godt være, at det bliver kedeligt i længden, men det er en kæmpe fordel i starten af ens ophold.”
Kirstine Primdal var især glad for det danske miljø i Zimbabwe og senere Malawi, hvor hun flyttede til i 2015.
“Jeg har været meget aktiv i det danske miljø, faktisk mere end i det internationale. Det har været sjovt at holde danske julefrokoster og rart for vores børn at deltage i nogle danske traditioner,” fortæller Kirstine Primdal, der blev gift og fik tre børn, mens hun boede i Zimbabwe og Malawi.
Ready-made friends
Forsker og psykolog Sanna Schliewe har skrevet ph.d om de psykologiske dynamikker, der opstår når danskere ansætter hushjælp i udlandet. I den forbindelse opfandt hun begrebet “ready-made friends,” der beskriver mødet mellem udlændinge i en fremmed kultur.
Ifølge Sanna Schliewe er det naturligt, at udstationerede finder sammen i grupper, når de skal lære at navigere i alt det nye. Hun påpeger dog vigtigheden i at huske sig selv, så man ikke blindt følger alle “gode råd”, man modtager fra andre udstationerede.
“Det har en enormt beskyttende effekt at finde sammen med folk i samme situation som én selv. Men min erfaring viser, at mange oplever at tage imod råd fra tidligere udstationerede eller expat-venner, og senere finde ud af, at de ikke passer til én selv.”
Det kan for eksempel være når man som ny på posten “arver” en hushjælp fra den tidligere udsendte, men med tiden finder ud af at man hellere ville have ansat en selv, fordi det ikke var et godt match.
Virksomheder bør derfor forberede sine medarbejdere på mødet med andre udstationerede, så man kan “udfordre sit eksisterende verdenssyn og forventninger inden afgang,” skriver Sanna Schliewe i sin ph.d.
I den forberedelse kan den nye expat således reflektere over personlige værdier, og for eksempel gøre op med sig selv, hvordan man vil være arbejdsgiver i det nye hjem eller hvor meget man vil integrere sig med lokalsamfundet.
Det lukkede lokalsamfund
For nogle er det et helt bevidst valg at styre uden om “expat” miljøerne.
Peter Bruun Clausen har været udstationeret i en lang årrække i blandt andet Ecuador og Ghana. I dag bor han i Vietnam, hvor han arbejder som Asia Regional Advisor for Care Danmark. For ham er det vigtigt at tage afstand til expat-miljøerne:
“Jeg foretrækker at få lokale venner, fordi jeg ikke ser mit ophold som midlertidigt. I expat-cirkler handler det tit om at gøre hinanden opmærksomme på, at man er anderledes fra de lokale, og det finder jeg helt klaustrofobisk,” fortæller han.
Peter Bruun Clausen forsøger dog stadig at bevare forbindelsen til det danske:
“Jeg har som oftest et par danske venner, der hvor jeg bor. Det er også rart at holde fast i det danske sprog og den danske kultur,” siger han.
At føle sig hjemme
Udover et trygt expat-fællesskab har sprog og kultur stor betydning for, om man føler sig hjemme under sin udstationering.
For Peter Bruun Clausen, der i år flyttede fra Ghana til Vietnam, har overgangen fra det afrikanske til det asiatiske budt på mærkbare kulturforskelle:
“I Vietnam er der en middelklasse modsat Ghana. I Ghana havde jeg en masse materielt til fælles med overklassen, såsom Iphones og stor firhjulstrækker, men værdimæssigt havde jeg mere til fælles med dem fra de lavere sociale klasser,” siger han, hvilket gør det lettere at bo i Vietnam.
“Jeg følte det som en parallelverden i Ghana, fordi jeg boede bag en mur med pigtrådshegn. I Vietnam bor jeg i almindelig lejlighed,” siger Peter Bruun Clausen.
Det er ikke kun de økonomiske forskelle mellem Ghana og Vietnam, som han har bidt mærke i:
“Lige da jeg kom til Hanoi, så jeg en mor tage sin datters hånd og nusse den, mens de ventede på at krydse vejen. Dér slog det mig, at jeg ikke havde set den form for nærhed i over fem år i Ghana. I Vietnam udtrykker man kærlighed og følelser på en anden måde, som gør det mere genkendeligt og hjemligt,” siger han.
At det genkendelige spiller en vigtig rolle, når man er ude, oplevede også Katja Kjar-Levin, der har været udstationeret i Honduras og Cambodja for Folkekirkens Nødhjælp.
“Man savner at ligne alle andre og være en del af massen,” siger hun.
Derfor nød Katja Kjar-Levin godt af sit spanske, mens hun boede i Honduras:
“Fordi jeg kan spansk, var det meget lettere at omgås honduranere. Men som danskere er vi også meget tættere kulturelt på det latinamerikanske end det asiatiske, og derfor er det lettere at integrere sig,” siger Katja Kjar-Levin, der i dag arbejder som senior humanitær rådgiver for Oxfam Ibis.
Hvad gør du, hvis hushjælpen bruger dit håndklæde og stjæler din chokolade? Skal du blive ved med at give lån til chaufførens fars hospitalsbesøg? Og hvor går grænsen mellem det professionelle og det private i forholdet til ansatte i hjemmet under en udstationering? Læs med i næste afsnit af “Udlandsliv”.