Kontante pengeoverførsler til mennesker i nød har længe været flittigt brugt blandt regeringer i områder præget af konflikt, internt fordrevne og fattigdom. Populariteten af pengeoverførsler hviler ikke mindst på den hurtige respons, som regeringer og organisationer kan rette mod mennesker med brug for hjælp – her og nu.
Metoden er ikke uden mangler. Humanitære organisationer og regeringer forsøger konstant at forfine processen, undgå tabt tid på administration og ikke mindst skabe gennemsigtighed for donorer.
Donationerne – ofte fra internationale ydere – sendes videre til en offentlig administration med ansvar for distribution blandt befolkningen. Men hvad ville der ske, hvis man mindskede den offentlige rolle i processen og lagde ansvaret på private hænder?
Et nyt forskningsprojekt fra Roskilde Universitet (RUC), der hedder ”CASH-IN: Privately managed cash transfers in Africa”, vil undersøge netop det og ”hvordan dette måtte påvirke inkluderende bæredygtig vækst og forholdet mellem stat og samfund”, skriver RUC i en pressemeddelelse.
Projektet er et komparativt studie i Tanzania og Uganda, og det har fået bevilliget 12 millioner kroner af Danida til en fireårig periode, samt et forskningssamarbejde med universiteter i begge regioner.
Penge ædes af administration
Forskning i den offentlige håndtering af pengeoverførsler findes allerede derude, fortæller Lars Buur, forskningsleder på projektet og lektor ved Roskilde Universitet, og vi ved også herfra, at mange ressourcer bliver tabt på administration.
”Hvis det er igennem det offentlige, skal det typisk igennem et ministerium, så skal man have lavet et program, der definerer, hvem der skal have pengene, så skal man have bygget kapacitet op, samt have indkøbt computere, biler og bygget kontorer. Du skal have ansat folk til at administrere, ansætte folk som forstår sig på lovgivning, man skal have lokaliseret, hvilken region man fokuserer på, og dernæst skal det ned på distriktsniveau. Så der går altså meget af bidraget allerede her, når man skal have bygget hele det her apparat op. Der går rigtig mange penge til bare at køre systemet,” fortæller han.
Hvordan effekterne af private overførsler vil være, står stadig hen i det uvisse.
”Vi ved for eksempel ikke hvilken form for social kontrakt der etableres, når det ikke er staten som står for social transfers eller cash transfer. Vi ved heller ikke, om ’private managed cash transfers’ er billigere, mere effektive og mindre korrupte. Så der er meget, vi ikke ved,” forklarer Lars Buur.
Idéen med privatstyrede pengeoverførsler bygger derfor på, at en ngo eller anden ikke-offentlig enhed kan styre overførslerne direkte. Et eksempel kunne være, at man ”har fundet ud af, at 200.000 mennesker har brug for 400 dollars hver anden måned, fordi de er enlige mødre med minimum tre børn. Hvis man kan få en ngo til at gøre fodarbejdet i stedet for, kan det så gøres billigere, mere effektivt?”
Fremtidens nødhjælp
Om private pengeoverførsler er godt eller skidt, vil Lars Buur ikke spekulere i endnu. Forskningen fra den nuværende offentlige metode efterlader dog ingen tvivl om den positive effekt på lokalsamfund. Modtagere bruger pengeoverførsler til uddannelse af deres børn, investeringer i langvarige løsninger: kiosker, symaskiner og motorcykler som diversificerer indkomst, men også skaber mere effektivitet, hermed mere økonomisk stabilitet og social udvikling.
Pengeoverførslerne giver de fordrevne, flygtningene og andre modtagere mulighed for at skaffe sig en indtægt, og det betyder, at pengene cirkulerer i lokalsamfundet, hvor de skaber mere værdi.
Lars Buur er bevidst om de positive effekter af pengeoverførsler, men peger også på vigtigheden af nuanceringen af udviklingshjælp.
”Man leder nærmest hvert årti efter et nyt universalredskab, der kan klare det hele mht. bistand. Problemet er, at der bliver ikke noget redskab, der kan klare alt, fordi udfordringerne er så store og forskellige. Jeg tror, at pengeoverførsler er én brik i et langt større puslespil. Hvis ikke du får sat gang i den økonomiske udvikling med produktivitetsforøgelse, så har du også et problem. Folk, specielt de unge, vil ikke bare affinde sig med at hakke i jorden eller få lidt almisser fra de riges bord. De vil have et bedre liv.”
