Afghanernes eneste forsvar mod coronavirus er bøn

gettyimages-1207642319
En organisation uddeler værnemidler til beboere i Jalalabad, Afghanistan.
Foto: Wali Sabawoon/NurPhoto via Getty Images.
Gerd Kieffer-Døssing

24. marts 2020

“Kabul er som den plejer. Folk er bange, men de fleste er så fattige, at de ikke har råd til at blive hjemme.” Sådan lød beskeden fra min gamle chauffør Shoaib Shirzai, da jeg chattede med ham på Messenger i lørdags.

Siden er antallet af bekræftede coronasmittede vokset fra 24 til 42, og de første to smittede er fundet i hovedstaden Kabul, nemlig to udenlandske diplomater. Sundhedsministeriet har ikke offentliggjort de smittedes navne eller nationalitet.

Tirsdag eftermiddag meldte det engelsksprogede Pajhwok Afghan News, at fire NATO-medarbejdere, som for nyligt er kommet til Afghanistan, er smittede.

Kun ét sted kan coronateste i hele Afghanistan
Sølle 42 smittede i et land med tætte forbindelser til Kina og især Iran lyder for godt til at være sandt, og det er det også. I sidste uge kunne Washington Post fortælle, at der i hele Afghanistan kun er ét laboratorium, der kan teste for coronavirus, og at der på det tidspunkt blot var testet 264 mennesker, som man havde mistanke om kunne være smittet. Afghanistans befolkning er på skønsmæssigt 35 millioner mennesker.

Mindst 50.000 afghanske flygtninge og migranter er de seneste uger vendt hjem fra Iran, mange for at undgå at blive smittet med coronavirus dér, andre efter pres fra de iranske myndigheder. Langt de fleste er kommet gennem Herat, en stor by på grænsen til Iran, hvor man først de seneste dage er kommet i gang med at teste nogle af de hjemvendte.

Der er ingen laboratorier i Herat, folk er ikke blevet screenet ved grænsen, og der er kun få sundhedsklinikker, hvor syge kan blive sat i karantæne. De offentlige hospitaler har ikke modtaget ekstra midler til at opbygge karantænecentre eller købe forsyninger.

De første 21 bekræftede Covid-19 tilfælde i Afghanistan er alle mennesker, der er kommet tilbage fra Iran. Nu er smitten fundet i 12 provinser, selv om der kun er testet omkring 400 mennesker i alt, ifølge den seneste opgørelse fra FN’s Relief Web.

I Herat forsøger man nu lidt mere systematisk at opspore smittede og forhindre dem i at vende hjem til familien. Man har forbudt store forsamlinger og opfordrer, som alle andre steder i verden, afghanerne til at holde afstand til hinanden. Men den opfordring er afghanerne ikke tilbøjelige til at følge.

Eneste forsvar er bøn
Afghanistans i forvejen fuldstændigt elendige sundhedssystem er ude af stand til at håndtere endnu en krise. Afghanerne dør allerede af årsager, som kunne forhindres. Mange er underernærede og svækkede. Det gælder de civile, og det gælder i høj grad også soldaterne i den nationale hær, som ofte har ladet sig hverve, fordi det var deres eneste mulighed for at tjene en løn. De lever tæt sammen, ofte under kummerlige forhold, og kan ikke sendes hjem. De er i krig.

Alt for længe har alt for mange afghanere sat deres lid til deres religion og religiøse levevis og har følt sig beskyttede af, at de vaskede sig grundigt før hver af de fem daglige bønner. Men for langt de fleste er der heller ikke andet at gøre. Sundhedsvæsnet kan ikke hjælpe, hvis de bliver syge.

“Afghanerne er religiøse og tror på Allah. Og de fattigste har ikke engang adgang til rent vand,” skriver Shoaib Shirzai fra Kabul.

Iran lader stadig grænsen stå åben, selv om de afghanske myndigheder har bedt om at få den lukket. Til den anden side har Pakistan derimod lukket, hvilket har sendt fødevarepriserne i Afghanistan i vejret og udløst omfattende frygt for forsyningen af fødevarer.

USA skærer en milliard dollars
Hertil kommer, at Afghanistan står midt i en politisk krise.

Lang tid efter præsidentvalget sidste år blev den siddende præsident Ashraf Ghani erklæret som vinder af valget, men hans største rival og hidtidige regeringspartner i enhedsregeringen, Abdullah Abdullah, nægter at anerkende resultatet. Og da Ashraf Ghani den 9. marts blev indsat i embedet, holdt Abdullah Abdullah samtidigt sin egen ceremoni, hvor han indsatte sig selv.

Samarbejdet mellem de to er det slut med, og det hæmmer både indsatsen mod coronasmitten og de forhandlinger med Taliban, der skulle have været i gang.

Da USA indgik sin fredsaftale med Taliban, var et af punkterne i den, at den afghanske regering skulle frigive 5.000 fanger mod at Taliban slap 1000. Men Ashraf Ghani nægter at løslade de fængslede talibanere uden videre som alene en tillidsskabende foranstaltning. De kan blive sat fri lidt efter lidt, i takt med at forhandlingerne skrider fremad, lyder beskeden fra ham. Den afghanske regering er rasende over, at den på intet tidspunkt blev taget med i forhandlingerne mellem USA og Taliban.

Fredsaftalen holder nogenlunde, men krigen mellem de afghanske sikkerhedsstyrker og oprørsbevægelsen fortsætter.

“Fredsaftalen fungerer kun i forhold til USA. Folk håber, der også kommer en fredsaftale mellem regeringen og Taliban. Det er de uskyldige afghanere, der lider under kampene,” skriver Shoaib Shirzai.

Forhandlingerne mellem Afghanistans regering og Taliban skulle have været indledt i Oslo den 10. marts, men det skete ikke, blandt andet på grund af striden om fangeudvekslingen.

I et forsøg på at få sat gang i både forhandlinger og samarbejdet mellem de to rivaliserende afghanske toppolitikere, som USA mener bør danne en ny samarbejdsregering, fløj USA’s udenrigsminister Mike Pompeo mandag i denne uge på et otte timer langt overraskelsesbesøg i Kabul for at få Ashraf Ghani og Abdullah Abdullah til at makke ret. Det lykkedes ikke, og straffen faldt prompte.

Allerede i flyet hjem annoncerede en bister Mike Pompeo, at USA skærer en milliard dollars af bistanden til Afghanistan i år, og måske en milliard mere næste år. Det kan de to afghanske politikere afværge, hvis de begynder at samarbejde med hinanden og iværksætter fangeudvekslingen.

“I modsætning til regeringen holder Taliban deres del af aftalen,” sagde Pompeo efter et stop på hjemturen hos Talibans forhandlere i Doha.

Taliban freder sundhedsarbejdere
Et lille lyspunkt er der i Afghanistan.

Taliban, der kontrollerer store områder af landet, har meddelt at bevægelsen vil samarbejde med alle internationale sundhedsorganisationer om at bekæmpe udbredelsen af coronavirus. Afghanske sundhedsmedarbejdere har bekræftet over for Washington Post, at Taliban også samarbejder med dem i nogle regioner.

Ifølge medarbejderne kan regeringen kun tilbyde direkte assistance i tre af landets 34 provinser.