Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
At globaliseringen spreder sygdom – typisk overført fra dyr til mennesker – er ikke kun et nutidigt fænomen.
Da rottefluerne i Gobiørkenen omkring år 1320 forlod deres værter og sprang på mennesker, fik disse pest. Handelsrejsende spredte hurtigt sygdommen langs handelsruter til Kina i øst og til Krim i vest. Herfra sejlede handelsskibe Den sorte død til Sicilien. I 1348 dukkede den op i Norditalien, hvorfra den spredte sig til resten af Europa. Den nåede Skandinavien i 1349.
Fra 1300 til 1400 faldt Europas befolkning fra 94 millioner til 68 millioner – mere end 25 procent.
Dengang var bekymringerne ikke – som nu – om hospitalerne havde kapacitet nok, for lægerne stod magtesløse. Kapacitetsproblemet var gravpladser. Boccaccio beskriver, hvordan døde blev begravet i lag ”som skibsgods” – hvis de da overhovedet blev begravet. Mange steder i Norditalien var der hverken indviet jord eller gravere nok.
Pest, der skaber lighed
Pest af den størrelsesorden skaber massive og voldelige omvæltninger, der fører til en pyrrhussejr: større økonomisk lighed.
I sin bog ‘The great leveler. Violence and the history of inequality from the Stone Age to the twenty-first century’ forklarer Walter Scheidel, hvordan Den sorte død dramatisk reducerede udbuddet af fattiges arbejdskraft. Samspillet af mikrober og markedskræfter førte til stigende reallønninger for denne gruppe og til lavere jordpriser: Uligheder i både indkomst og formue faldt. Institutionelle forhold afgjorde størrelsen og bæredygtigheden af udjævningen.
Hvor markedskræfterne styrkede fattiges magt til at forhandle løn, blev uligheden reduceret mest. Det var tilfældet i Nordeuropa. Her kunne de fattige også flytte efter bedre betalt arbejde, fordi det feudale system var svagt.
I Norditalien derimod var økonomiske eliter og de politiske institutioner så intakte og stærke, at deres privilegier overlevede. Her var udjævningen kun kortvarigt. Da pesten rasede ud, og befolkningstilvæksten forøgede arbejdsudbuddet, steg uligheden hurtigt igen.
Figuren her viser et typisk forløb i en norditaliensk by, Lucca:
Ginikoefficient for Lucca, 1331-1561.
Foto: Fra ‘The great leveler. Violence and the history of inequality from the Stone Age to the twenty-first century’ af Walter Scheidel.
Pest, der skaber ulighed
Nutidens samfund og deres sundhedssystemer er generelt langt mere robuste end middelalderens. Men Covid-19 forstærker en række strukturelle ulighedsmekanismer i alle lande – stærkest i de allerfattigste som i Afrika syd for Sahara (SSA).
På trods af at mange af disse lande har gjort store fremskridt i bekæmpelse af epidemier, ligger 22 ud af de 25 lande, som er mest sårbare overfor smitsomme sygdomme, i denne verdensdel. Og selvom den relativt unge befolkning i SSA ikke er så udsatte som ældre, så bliver sygdomsbyrden som følge af corona stor. Det skyldes ifølge det videnskabelige tidsskrift The Lancet blandt andet, at en forholdsvis stor del af befolkningen, inklusive unge, lider af respiratoriske sygdomme, HIV/AIDS, underernæring og lignende.
Mange lande i SSA har allerede har taget skridt til at bekæmpe pesten, som beskrevet i Globalnyt, men flere er både sårbare og dårligt forberedte på epidemier, der kommer udefra, ifølge en anden analyse i The Lancet.
Det skyldes blandt andet en stærkt begrænset kapacitet i sundhedssystemerne i langt de fleste SSA-lande. Mens Danmark for eksempel har 45 læger per 10.000 indbyggere (for Italien er tallet 41), har Uganda kun een.
Vores samlede sundhedsudgifter per person herhjemme var cirka 5800 US dollars i tiden omkring 2017, mens den lå omkring 38 US dollars i Uganda og blot 25 i Etiopien. Og Vesteuropa havde 30 gange flere intensivafdelinger end hele det afrikanske kontinent tilsammen i 2012.
Dertil kommer, at rigtig mange fattige i SSA bor i by- og landområder, hvor personlig hygiejne (som for eksempel hyppig håndvask) er svært at praktisere. Adgangen til rent vand er besværlig, uregelmæssig eller ikkeeksisterende.
I tætbefolkede byområder, ikke kun i slummen, er fysisk afstand nærmest umulig at opretholde for mange fattige – både omkring boligen, på gaden og i busser til og fra arbejde (hvis de har et). Menneskemylderet i storbyernes såkaldte wet markets for fødevarer beskrives af nogle som ”bomber” for spredning af Covid-19, fordi hygiejnen er dårlig, og kød, bush-meat og grøntsager blandes sammen. De bedre stillede kører i bil til indkøbscentre.
Tilliden mellem stat og borger er typisk begrænset i mange lande i SSA. Det påvirker sundhedssystemers kvalitet. Mistillid betyder for eksempel, at opfordringer fra myndighederne til befolkningen om at ændre adfærd for at mindske smittefaren har mindre gennemslagskraft.
Heldigvis viser bekæmpelse af ebola i Vestafrika, hvordan sådanne forhindringer kan tackles. De erfaringer er også værdifulde for lande uden for kontinentet.
Privatøkonomisk vil coronaen ramme sårbare familier og lokalsamfund dramatisk: Tabt indtjening på grund af den igangværende økonomiske afmatning/recession vil betyde øget fattigdom, færre måltider og dårligere adgang til sundhedssystemerne.
Sundhedsforsikringer for fattige er langt fra dækkende i de fleste lande. Egenbetaling for testning og behandling af corona kan koste fattige familier dyrt og sende dem i dybere fattigdom.
Også samfundsøkonomisk er coronatruslen potentiel katastrofal.
Til forskel fra rige vestlige lande har fattige lande ikke midler nok til at understøtte deres økonomier, når pesten rammer. Den globale økonomiske afmatning/recession vil især ramme afrikanske lande, som er afhængige af naturressourcer og turisme, har stor gæld (der nu øges på grund af devalueringer), og som importerer mange fødevarer.
FN’s Økonomiske Kommission for Afrika skønner for eksempel, at kontinentets eksportindtægter vil reduceres med flere hundrede milliarder US dollars årligt.
Mindre vækst betyder, at gældsbyrden vokser. Færre bliver løftet ud af fattigdom, og skatteindtægter til finansieringen af sundhedssystemer reduceres. Coronakrisen og den økonomiske krise forstærker hinanden.
De fremskridt, som de fleste fattige afrikanske lande har gjort, både med hensyn til sundhed og økonomi, siden 1990’erne, er derfor i fare. Som Peter Piot, der er direktør for London School of Hygiene and Tropical Medicine og har årelange epidemierfaringer fra Afrika, sagde den 12. marts:
”Corona er potentielt et gigantisk problem for lande med få ressourcer og dårlige sundhedssystemer. Mange afrikanske lande vil stå over for enorme risici. Når [epidemien] når til de fattigste lande i verden, vil resultaterne med stor sandsynlighed blive katastrofale.”
Udviklingsminister Rasmus Prehn er tilsyneladende enig. I et interview med Politiken den 20. marts siger han:
”Vi tror det kan blive rigtig, rigtig slemt i Afrika.”
Alligevel nøjes han med at flytte rundt på bistandsmidlerne til Afrika, mens Verdensbanken opfordrer til, at donorerne finder additionelle penge til bekæmpelse af corona-epidemien – ligesom vi selv gør det herhjemme.
Ulighed eller udjævning?
De fattigste, de uforsikrede, de sygdomssvækkede og de med usikre jobs vil generelt rammes hårdest af coronapesten. Det vil føre til stigende ulighed i alle lande, men især i de fattigste.
I nogle af de værst ramte kan pesten løbe løbsk og på grund af det høje dødstal føre til udjævning af indkomster og formuer, som det skete i middelalderen.
Hvor dette ’tipping point’ for udjævning ligger – og om nogle lande rammer det – ved vi endnu for lidt om. Skal pyrrhussejren, udjævning, undgås, er det helt afgørende, at den voksende verdensomspændende nul-sums-nationalisme rulles tilbage.
Rige og fattige lande har en fælles interesse i hurtigt at samarbejde om at bekæmpe pesten. Bedre beskyttelse og behandling af de fattigeste smitter af på rigere borgere. Vi har alle en egeninteresse i at afbøde virkningerne for de fattigste, uanset hvor de bor.
Fra et (jubel?) optimistisk perspektiv vil coronapesten forhåbentligt genoplive to grundpiller i dansk og vestlig bistandspolitik: en prioritering af det mulitlaterale samarbejde og en styrkelse af fattigdomsorienteringen.
Dertil kommer flere resourcer – mange flere.
