Corona-miniartikelserie
I en serie på tre artikler bidrager Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier på Købehavns Universitet, med indblik, refleksioner og perspektiveringer på coronas samfundsmæssige implikationer på og konsekvenser for det afrikanske kontinent.
Første del: “Afrika holder vejret af frygt for coronaudviklingen”
Andel del: “Coronas økonomiske konsekvenser rammer Afrikas mest udviklede lande hårdest”
Tredje del: “Er der grund til bekymring for Afrika?”
Dette er tredje og sidste del af en artikelserie, der kigger på, hvilke konsekvenser corona kan få for det afrikanske kontinent.
Første del beskæftigede sig selve virussets indtog i Afrika, mens anden del kiggede på de samfundsmæssige konsekvenser. Denne tredje del giver et bud på det overordnede spørgsmål: Skal vi være bekymrede for kontinentet?
Som beskrevet i anden del af denne serie viser tidligere erfaringer, at de reelle konsekvenser af kriser i Afrika langt hen ad vejen ikke har levet op til Vestens sortsyn.
Men overordnet: Ja. Der er grund til at være bekymret for Afrika i lyset af coronakrisen.
Økonomisk nedsmeltning uden sidestykke
I forhold til selve Covid-19 vil jeg fremhæve sundhedseksperternes udtalelser om, at virusset er meget smitsomt, lumsk, men ikke særlig dødelig for unge.
Afrika er det yngste kontinent i verden – medianalderen her er 18 år, mens den er 42 år i Europa. Afrikanerne har altså verdens bedste aldersmæssige forudsætninger for at klare Covid-19, men alder er ikke den eneste faktor, og på nuværende tidspunkt går mine primære bekymringer på, når Covid-19 får fat i slumbyer og flygtningelejre med mange og sårbare mennesker. Sygdommen kan skabe både død og ødelæggelse.
Hvis vi kigger på økonomien, er der absolut grund til bekymring.
De lande, virksomheder og individer i Afrika, der er koblet op på den økonomiske globalisering, har begrænset mulighed for at afbøde en omfattende økonomisk recession. Efterspørgslen fra Det Globale Nord på råvarer, services og andet er allerede faldet dramatisk, og priserne er gået samme vej. Alternative afsætningsmulige er, på den korte bane, vanskelige at finde.
Selv hvis Afrika får nedkæmpet Covid-19, vil den makroøkonomiske situation stadigvæk være bekymrende på grund af den eksterne afhængighed. Dette gælder især for de lande, der har satset på en eksportorienteret udviklingsstrategi, og som nu er udsat for en økonomisk nedsmeltning uden sidestykke.
Alt efter krisens varighed vil de afrikanske landes kapitalistiske infrastruktur været truet af uforudsigelige konsekvenser.
Særligt bekymrende er den økonomiske situation for afrikanere i byerne, der rammes dobbelt med både begrænset indtjeningsmuligheder og stigende priser på fødevarer. De økonomiske konsekvenser for landområder præget af subsistensøkonomi vil, på den korte bane, imidlertid være begrænset.
Håbet baseres på nuværende tidspunkt på, at Kina meget snart slipper af med selve Covid-19, og at andre lande følger efter, hurtigt. En stigning i den eksterne efterspørgsel på afrikanske produkter vil både påvirke økonomierne positivt og føre til prisstigninger på produkterne. Endelig vil det genoplive virksomheder og jobs.
Svensk strategi havde måske været bedre
Økonomi og politik hænger tæt sammen, og som udgangspunkt er de politiske bekymringer størst i de afrikanske lande, der er på randen af makroøkonomisk nedsmeltning.
Selvom afrikanske ledere bliver rost for tidlig politisk handlekraft i coronakrisen (se første del af denne serie), er der grund til bekymring for de forskellige tiltags påvirkning af det afrikanske samfunds sammenhængskraft. Her tænker jeg især på inddæmningsstrategien, som dominerer internationalt, men måske ikke er den mest optimale løsning i en afrikansk kontekst.
Her ville den svenske strategi, der sigter mod flokimmunitet, måske have været bedre. Den lavere grad af samfundsmæssig nedlukning er billigere, og da kontinentets befolkning er ung, vil risici være mindre. I stedet står man med nedlukkede samfund, hvor hverken myndigheder, den private sektor eller størstedelen af borgere har økonomisk råderum til at klare sig igennem.
Overordnet lader det til, at det er de færreste afrikanere, der bekymrer sig om Covid-19, fordi de hverken har erfaringer med sygdommen eller kender til den. Derfor er der i mange lande stor og voksende utilfredshed med de politiske indgreb.
En udbredt opfattelse er, at udgangsforbud skaber større problemer end corona. Den finder man især blandt økonomisk pressede byboere, der lever fra hånden til munden og skal ud for at skaffe arbejde og mad hver dag.
Det er glimrende beskrevet i et af Globalnyts coronavidnesbyrd, ”Mere bange for karantænen end virusset”.
Folkelig utilfredshed skaber politisk uro
Selvom den coronarelaterede økonomiske krise i Afrika blev sat i gang, længe inden kontinentet registrerede sin første smittede, mener mange afrikanere, at årsagen til krisen er de nationale beslutninger med indførelse af udgangsforbud og andre politiske tiltag. De har gjort livet usikkert for utallige og har været med til at internalisere den økonomiske krise og nedsmelte lokale markedsøkonomier.
Derved har de politiske ledere fået et medansvar for den nuværende økonomiske krise og er mål for folkelig utilfredshed.
Det er ikke kun coronakrisen, der isoleret set har undergravet de politiske lederes legitimitet og troværdighed. I de seneste år har der på kontinentet været en voksende folkelige utilfredshed, som har varieret fra demonstrationer til direkte systemomvæltende aktioner.
Det folkelige pres på politiske ledere i Afrika er stort og stadig stigende, og der er ingen tvivl, om at polariseringen mellem de politiske ledere og særligt de unge i byerne kun er vokset i forbindelse med coronakrisen. Det kan blive katastrofalt.
For folks utilfredshed med Covid-19-bekæmpelsen og mistillid til myndighederne kan nemlig betyde, at der ses stort på påbud og inddæmningsstrategien derfor bliver vanskelig at opretholde. Kombination af politisk utilfredshed, sult og fattigdom kan udvikle sig til en dødsensfarlig cocktail.
Den største bekymring, som mange afrikanere må have netop nu, er, hvorfra det næste måltid skal komme. Min største bekymring er, at stadig flere afrikanere har stadig mindre tillid til deres politiske ledere og ser dem snarere som en del af problemet end som en del af løsningen.
Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
