Man plejer at råbe i alle verdenshjørner: Kongen er død, længe leve kongen. Det skal indikere, at der er en arvtager, men en sådan findes ikke her. Tony Allen – manden der opfandt Afrobeat sammen med Fela Anikulapo Kuti – er død torsdag aften i Paris. Og han er helt og aldeles uerstattelig.
For der var jo tale om en musiker, der fra dag ét var midt i livet. Som ikke syntes at miste formen, men konstant var i gang med noget nyt. Hans manager, Eric Trosset understreger, at man ikke kender dødsårsagen, men at det ikke var covid-19. Han udtaler endvidere til Le Monde:
“Han var i god form, det var ganske tydeligt. Jeg talte med ham klokken 13. To timer efter var han blevet syg og blev transporteret til Pompidou-hospitalet, hvor han døde”.
Tony Allen var jordens mest vitale næsten 80-årige, som altid var i gang, og man kan spekulere i om det netop var uvisheden omkring corona, hvor alle spillejob var aflyst, samt at han endvidere netop skulle ud på turné med materialet fra den helt nye og meget roste plade, ‘Rejoice’, som han lavede sammen med ligeledes afdøde Hugh Masekela, der gjorde at han ufrivilligt gik ned i gear? Lediggang passede formentlig ikke Tony Allen særlig godt.
I tidens løb nåede jeg at møde ham på tomandshånd fire gange, og han var som store musikere ofte er: altså hvilende i sig selv, vel vidende hvem han var og hvad han kunne. Ligesom han evnede at genopfinde sig selv gennem hårdt arbejde, så han de sidste tyve år af sit liv fik den hyldest og anerkendelse, han sådan fortjente.
Første møde var til en koncert i Aarhus, hvor jeg var manager for hovednavnet, og Tony Allen var forvist til at spille opvarmning, vel at mærke for 35 betalende tilskuere. Han leverede uden at kny et brag af en koncert.
En del år senere var vi på Roundhouse i London, og han havde lavet supergruppen The Good, The Bad & The Queen med Damon Albarn, guitaristen Simon Tong og den gamle The Clash-bassist, Paul Simonon, og nu var forholdene store og alle ville have autografer, men Tony var stille og rolig og havde vist mest havde lyst til at pakke grej sammen og komme videre til næste job. Altid videre, i en karriere der strakte sig over mere end 60 år.
Mr. Afrobeat
Tony Oladipo Allen blev født i Lagos i Nigeria i 1940. Han var selvlært, men stærkt påvirket af både amerikanske bebop-trommeslagere som Max Roach og den i de to engelsktalende lande Nigeria og Ghana så populære musikstil, Highlife.
Alligevel fandt Tony Allen tidligt den særegne trommestil, som han kaldte “hoved, hænder og fødder”, hvor han evnede at spille helt forskelligt med hver fod og hænder, noget de færreste mestrer på det niveau. Ligesom han hentede sine rytmer fra alskens kilder, ikke mindst de lokale afrikanske fra området, som huser kulturer som Yoruba.
Hør det bedste af Tony Allen her:
Han startede ud i et par highlife-bands, men i 1964 mødte han Fela Kuti, der på den tid brugte mellemnavnet Ransome – senere Anikulapo. De lavede orkestret Koola Lobitos, som miksede highlife og jazz. Orkestret var et populært danseband, men verden var i gang med slut-1960’ernes ungdomsoprør, og under en tur til USA opdagede Fela Kuti og bandet for alvor via De Sorte Pantere, hvordan sorte havde fået nok af forskelsbehandling og racisme. Så vel hjemkommet var i hvert fald bandlederen optændt af en revolutionær ild, der skulle brænde resten af hans liv. Om det i samme grad gjaldt det øvrige band, inklusive Tony Allen, er mere tvivlsomt. Men igen – Fela var på alle måder ekstrem og større end livet selv.
Ny inspiration blev blandt andet amerikansk soul og funk og ikke mindst James Brown. Det nye band kom til at hedder Fela Ransome Kuti & Africa 70, og her blev Tony Allen over de næste små ti år den uundværlige ankermand bag trommerne i den stil, som de døbte afrobeat.
Orkestret var enormt produktive og lavede mere end 30 skelsættende plader, hvor nogle af de bedste blev ‘Open & Close’ (1971), ‘Shakara’ (1972) med det store hit ‘Lady’, mesterværket ‘Afrodisiac’ (1973), ‘Confusion’ (1974) og ‘Zombie’ (1977).
Det var vilde tider, hvor hele verden syntes at komme til Lagos, og hvor den kontroversielle orkesterleder syntes konstant i karambolage med myndighederne. Man etablerede et afspærret område – kaldet en compound – som hed Kalakuta-republikken, og de mange uroligheder førte til sidst til, at Tony Allen fik nok og forlod bandet.
Man måtte efterfølgende ansætte tre mand til at udfylde hans plads, så god var han.
Nye toppe nået
Efter et par år i Lagos emigrerede Tony Allen først til London og siden til Paris. Her skulle han stort set starte forfra, men der var jo altid bud efter en trommeslager med hans ry og kaliber. Han udviklede en stil, der var mere enkel, hvor hans trommespil for alvor kom til sin ret og han for alvor blev solisten på enhver scene, fordi hans helt eget beat bare var så aldeles forførende og svingede på en så genkendelig måde.
Hans nye stil fik navnet Afrofunk, men selv om det blev til habile plader som ‘N.E.P.A.’ fra 1985, var det for alvor først fra årtusindskiftet, at tingene for alvor tog fart, nemlig med albummet ‘Black Voices’ med det uimodståelige hit ‘Asiko’, som siden er kommet i en række udgaver.
Nu blev der ringet efter det specielle beat hele tiden, og hans lyd kom med på mange plader, og specielt engelske Damon Albarn blev Tony Allen en meget god ven. Dels tog de til Lagos og lavede den intense ‘Lagos No Shaking’, men også den føromtalte gruppe The Good, The Bad & The Queen kom og fik lavet to album.
Andre vigtige samarbejder for den konstant flittige Allen var med finske Jimi Tenor, ligesom han altså tidligere i år fik udsendt det fede album med den gamle ven, sydafrikanske Hugh Masekela. Her blendede en trommeslager i topform med et flygelhorn og sang på engelsk og xhosa, og det var det, vi skulle have oplevet denne sommer, også selv om Hugh Masekela døde i 2017.
Men det skulle ikke blive sådan og i stedet er det et farvel til en mand, der arbejdede altid og konstant var på højeste niveau.
De er allerede begyndt at kalde ham verdens bedste trommeslager på nettets mange nekrologer.
Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.