Da pensionisttilværelsen indtraf, blev cirklen sluttet. Sådan betegner 70-års fødselaren Lehnart Falk de seneste tre år af sit liv, efter han stoppede som ADRA Danmarks generalsekretær i 2017.
”Jeg blev endelig fisker og bor nu i mit barndomshjem på min elskede fødeø, Bornholm,” fortæller han.
Bagud ligger 70 år strøet ud af Guds gavmilde hånd, hvis man spørger fødselaren selv.
”Jeg har arbejdet eller rejst i mere end 100 lande og haft et fantastisk rigt liv,” siger Lehnart Falk, der helst ikke er inaktiv ret længe ad gangen. Ikke at udrette noget er imod hans natur.
Seks forskellige uddannelser
Fødebyen hedder Tejn, hvor Lehnart var den ældste af tre brødre. Han ville være fisker, ligesom de andre mænd i familien, men ikke tale om, mente faren: Sønnen skulle kunne noget først.
Karrieren startede med en tømreruddannelse efter 9. klasse, og de nye færdigheder gav ham blod på tanden og en drøm om at blive arkitekt.
”For at kunne blive det, tog jeg på kostskole for at tage en realeksamen. Her mødte jeg min kommende hustru, Inger. Arkitektdrømmen røg til side; nu ville jeg i stedet læse teologi i Australien, så Inger og jeg emigrerede. Selvom jeg aldrig tog en studentereksamen, fik jeg alligevel chance for at læse en bachelor i teologi. Senere opnåede jeg en master i religion i England, sponsoreret af Adventistkirken.”
Efter nogle år som præst i København og på Færøerne begyndte Lehnart Falk at læse psykologi på Københavns Universitet for bedre at kunne bistå de mennesker, der bad om hjælp i præstearbejdet. De sidste to af sine fem studieår blev han headhuntet til en stilling som kommunikationsansvarlig i ADRA Danmark.
Da den ihærdige studerende blev kandidat og kunne kalde sig cand.psych., fik han job i Red Barnet, hvor han arbejdede de næste 10 år. Som ansvarlig for organisationens deltagelse i netværkets internationale nødhjælpsarbejde sov Lehnart Falk stort set med tøjet på; altid klar til at rykke ud. Samtidig arbejdede han med temaet ’Børn i krig’. Og undervejs nappede han lige en master i Afrikastudier på Teologisk Fakultet i København.
Karrieren sluttede med en 10-årig periode som generalsekretær i ADRA Danmark, hvor han også tog en lederuddannelse for bedre at kunne reorganisere arbejdspladsen. Målet var blandt andet at føre organisationen ind på den politiske arena.
Arbejder fortsat på sin livsopgave
På spørgsmålet om hvad fødselaren har brændt mest for i sit liv, svarer han:
”Mennesker! Jeg elsker mennesker og lever for at gøre andre glade. Det er et af buddene i kristendommen: Du skal elske din næste som dig selv. I dag er tiden med de store armbevægelser overstået. Jeg ser det forsat som min livsopgave at gøre min familie og ikke mindst min hustru glad. Andres rettigheder er også stadig vigtige for mig, så jeg skriver af og til lidt om det i ADRA-netværket.”
Lehnart Falk elsker at være pensioneret, for nu kan han endelig få lavet noget af det andet, han altid har haft lyst til:
”Jeg elsker havet, og når jeg ikke fisker hummer, renoverer jeg mit barndomshjem fra øverst til nederst, eller er i haven for at bygge på et shelter, der ligner en afrikansk hytte og kan dreje rundt.”
Både Adventistkirken, hvor han regelmæssigt prædiker, den lokale fodbold- og cykelklub og familien får også glæde af den aktive ildsjæl. Han og Inger fejrer snart guldbryllup – sammen har de to døtre og et barnebarn.