At remitter (penge sendt hjem til familien af migranter og fremmedarbejdere) langt overstiger de beløb, udviklingslande årligt modtager i bistand, er ikke noget nyt. Det faktum er blot med til at understrege, hvor stor en økonomisk katastrofe verdens fattigste lande står overfor.
I en artikel i Finance & Development, der udgives af Den International Valutafond (IMF), spår to IMF-ansatte, Antoinette Sayeh og Ralph Chami, at coronakrisen vil påvirke migranters mulighed for at sende penge hjem til familien i en sådan grad, at det globale tab lyder på voldsomme 100 milliarder dollars – det svarer til 663,5 milliarder kroner.
Eller i rene tal: 663.500.000.000.
Remitter er en livline
Remitter har siden årtusindskiftet udgjort den vigtigste indtægtskilde foran både direkte investeringer fra udlandet og udviklingsbistand, og siden er afstanden kun øget (se graf). I 2018 sendte migranter og fremmedarbejdere således 2,3 billioner danske kroner – 12 nuller – til deres familier i hjemlandene.
Det er altså knap en tredjedel af dette beløb, som Sayeh og Chami nu vurderer vil blive barberet væk i år som følge af coronakrisen.
Det er katastrofalt, fordi remitterne for mange lande udgør en stor del af modtagerlandenes BNP. I Lesotho, Nepal, Kirgistan, Tonga, Bermuda og Tajikistan ligger andelen helt oppe mellem 25 og 35 procent.
”Pandemien vil ramme remitter hårdt, og måske endda hårdere end finanskrisen i 2008, og slaget vil komme netop som fattige lande kæmper med Covid-19s konsekvenser for deres egne økonomier,” skriver Sayeh og Chami.
Fattige lande oplever altså en dobbelt økonomisk effekt, fordi deres egne økonomier rammes af corona, samtidig med at de ’arver’ en del af den økonomiske nedgang i de rige lande, hvor migranter og gæstearbejdere holder til.
Send ikke migranter hjem
Hvis de rigere landes reaktion bliver at fyre og sende migranter retur, vil det give bagslag, advarer de to forfattere:
”De [migranterne, red.] vil med stor sandsynlighed slutte sig til de arbejdsløse i deres hjemlande – hvor arbejdsmarkederne allerede er fyldt med arbejdsløse unge – såvel som lægge mere pres på allerede skrøbelige sundhedssystemer. Det kunne øge det sociale pres i lande, der i forvejen er dårligt udrustet til at håndtere pandemien, og muligvis også sprede sig over landegrænser.”
Og det, skriver Sayeh og Chami, vil ultimativt kunne føre til dels en yderligere spredning af corona – da virusset i de rige lande især har ramt migrantarbejdere, der på grund af dårlige levevilkår er særligt udsatte – dels til en ny flygtningekrise.
I stedet forslår Chami og Sayeh, at lande, der huser migranter, understøtter migranternes jobmuligheder under krisen – det vil også hjælpe landene til at få deres økonomier hurtigere på fode igen, hvilket vil gavne både rige og fattige lande.
De to opfordrer også til, at lande, der modtager hjemvendte migranter, tager forholdsregler for at undgå en smittespredning, samt at donorlande og internationale finansielle institutioner står klar til at støtte og hjælpe fattige landes regeringer, der ofte har meget lidt rum at manøvrere på.
