Sammenhæng mellem kinesiske investeringer og illegal jagt på jaguarer

panthera_onca_at_the_toronto_zoo_2
Den globale jaguarpopulation er for nedadgående, men arten kvalificerer endnu ikke som værende truet ifølge IUCN’s rødliste.
Foto: Marcus Obal/CC BY-SA 3.0
Gerd Kieffer-Døssing

11. august 2020

Krybskytteri og illegal handel med Latinamerikas store katte sender hvert år hundredvis af hjørnetænder, afhuggede hoveder og andre dyredele til især Kina.

De seneste år er efterspørgslen kun steget, viser et studie, der blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Conservation Biology i juni i år. Her har forskere sammenlignet data fra beslaglagte krybskyttefund (fra puma, jaguar og ozelot) i 19 latinamerikanske lande og Kina mellem 2012 og 2018.

Jaguar i høj kurs
Studiet viser, at det især er efterspørgsel fra Kina, der har intensiveret krybskytteriet. Her er jaguaren særlig efterspurgt.

Således var 34 procent af jaguarfundene i undersøgelsesperioden forbundet til Kina, og der var vel at mærke tale om store forsendelser. Fund af jaguardele til Kina indeholdt dele fra op mod 14 gange flere dyr end forsendelser til andre destinationer. Langt de fleste fund var tænder.

Efter alt at dømme fungerer tænderne som substitut for tigertænder, der er en vigtig bestanddel i traditionel asiatisk medicin eller bruges som udsmykning og symbol på velstand. Men verdens tigerbestand er for kraftigt nedadgående, og de skyhøje priser på tænder fra de truede katte har intensiveret efterspørgslen på erstatningsprodukter:

”Efterhånden som tigere bliver mere og mere sjældne, erstatter traffickers ofte tigertænder med tænder fra jaguarer eller andre store katte,” siger Rachel Bale fra magasinet The National Geographic til Radio Free Asia.

Brasilien er den største leverandør af jaguarer efterfulgt af Bolivia, Columbia, Peru og Surinam.

Den socioøkonomiske sammenhæng
Ud over den stigende efterspørgsel peger forskerne bag studiet på andre årsager til krybskytternes øgede aktivitet.

Ved at analysere den indsamlede data i henhold til socioøkonomiske forhold – både i de enkelte leveringslande og leveringslandene og Kina imellem – fandt forskerne, at forsyningen af jaguardele var tilbøjelig til at komme fra en særlig gruppe af lande. Faktisk var der i disse lande op til 50 gange flere tilfælde af jaguarfund, end de øvrige lande i studiet.

Det, denne gruppe af lande har til fælles, er en relativ høj grad af korruption, en lav indkomst per indbygger samt et økonomisk samarbejde med Kina.

I 2018 udgav miljønyhedstjenesten Mongabay en rapport, der undersøgte den illegale jaguarhandel mellem Bolivia og Kina.

I rapporten fortæller indbyggere i den nordlige del af landet, hvordan de kan få op mod 215 dollars (cirka 1.350 kroner) per hjørnetand, mens jaguartestikler bliver solgt til samme pris som guld på kinesiske markeder i Bolivia. Ifølge indbyggerne er der en sammenhæng mellem tilstrømningen af kinesiske entreprenørfirmaer, der bygger infrastruktur i det fattige sydamerikanske land, og den øgede illegale handel med jaguardele.

Selvom de bolivianske myndigheder nægter denne sammenhæng, understreger studiet i Conservation Biology netop, at der ”potentielt [kan] være en sideeffekt af det økonomiske partnerskab mellem central- og sydamerikanske lande og Kina.”

”Den positive sammenhæng mellem antallet af beslaglagte [jaguarprodukter] og størrelsen af kinesisk privatinvestering kan være et tegn på, at den lovlige handelskæde leverer infrastruktur til den illegale handel,” anfører forskerne og advarer om, at når først en forsyningskæde er etableret, kan den også bruges til at handel med andre illegale vildtprodukter.

Som eksempel nævner de den afrikanske pangolin, hvor handlen med asiatiske lande i første omgang var med dyrets skæl, men hvor den velfungerende forsyningskæde senere førte til en udvidelse af handlen til også at omfatte pangolinkød. Det førte til en intensiveret jagt på pangoliner.

Hverken størrelsen på den kinesiske diaspora i det enkelte land eller landets eksport til Kina havde nogen indflydelse på den illegale handel med jaguardele.