Dette års modtager af Nairobiprisen er journalist og forfatter Alex Frank Larsen. Han modtager prisen for gennem 25 år at have afdækket Danmarks og danskernes rolle i slavernes historie.
Nairobiprisen uddeles årligt til en person, gruppe eller organisation, som på anerkendelsesværdig måde har bragt fattige landes vilkår frem i danske medier, eller som har stået for et perspektivrigt initiativ til gavn for befolkningsgrupper i fattige lande.
Prisoverrækkelsen fandt sted onsdag den 26. august, hvor Bjørn Førde, bestyrelsesmedlem i Nairobi-klubben, der uddeler prisen, begrundede valget af prismodtageren:
”Dit arbejde har på utallige konkrete måder mindet os om, at vi selv, danskerne og Danmark, har medvirket til at forme grundlaget for de indsatser i de såkaldte udviklingslande, som udviklingsbistanden fra starten af 1960’erne, mange år efter slavehandelens afslutning, gik i gang med.”
Alex Frank Larsen – der blandt andet har modtaget en Cavling og stod bag det dokumentarprogram, der i 1993 væltede Schlüter-regeringen og justitsminister Erik Ninn-Hansen – fandt oprindeligt inspiration til at kaste sig over slavernes historie i Thorkild Hansens romantrilogi om den danske slavehandel.
Hans research har ført til flere tv-programmer og bøger, et utal af artikler og massevis af foredrag.
Nairobiprisen uddeles af Nairobi-klubben, et fagligt forum for over 100 medie- og fagfolk, som arbejder med formidling af udviklingsstof.
I 2019 gik Nairobiprisen til medarbejdere og frivillige på Globalnyt.