Økonomisk krise lurer i de fleste lande, efter at verden er lukket ned af Covid-19 pandemien. Men det kommer nok ikke til at berøre de største MENA-milliardærer.
De har nemlig kunnet se deres samlede formue vokse med mere end 60 milliarder kroner siden starten på coronakrisen, skriver Oxfam IBIS i en rapport.
Alt imens er det de fattigste, der betaler den højeste pris for pandemien. En del mennesker har allerede mistet deres levebrød på grund af krisen, og 45 millioner mennesker kan ende med at bliver skubbet ud i fattigdom, konkluderer Oxfam IBIS.
Ifølge rapporten tjener den rigeste tiendedel af befolkningen 76 procent af alle indkomster i MENA-regionen – altså i landene i Mellemøsten og Nordafrika. Det vidner om et økonomisk system, der ikke tager hensyn til størstedelen af indbyggerne.
”Pandemien har afsløret dybe uligheder og massive fiaskoer i landenes økonomiske systemer, hvilket efterlader millioner i regionen uden job, sundhedspleje eller nogen form for social sikring, mens milliardærer har tilført næsten 400 millioner kroner til deres formuer hver eneste dag siden marts,” siger Lene Ingvartsen, MENA-koordinator i Oxfam IBIS i en pressemeddelelse.
To procent formueskat havde sikret fleksibilitet
Fordelingen af skatter og afgifter i de fleste MENA-lande har favoriseret profit fremfor velfærd.
Havde Jordan, Libanon, Egypten og Marokko indført en formueskat på bare to procent fra 2010, kunne de have opkrævet omtrent 264 milliarder kroner, hvilket kunne have sikret dem mere fleksibilitet på sundhedsområdet op til coronakrisen, står der i rapporten.
Hvorfor formuen hos de rigeste i MENA-regionen fortsætter med at stige under pandemien, er der ikke et endegyldigt svar på. Men det er ikke en usædvanlig udvikling, for over hele verden har mange af de rigeste fortsat tjent store summer under coronakrisen, siger Lene Ingvartsen til Globalnyt.
I rapporten kommer Oxfam IBIS med en række bud på, hvordan man omgående kan skaffe midler til at beskytte de udsatte i MENA-regionen, blandt andet med et forslag om at indføre en midlertidig solidaritets formueskat på fem procent.
Men hvorvidt budene er realistiske, afhænger af konteksten og verdenssituationen.
”Under coronatiden er der kommet ekstra mange forhindringer på banen, fordi situationen påvirker økonomien globalt. Lige nu fremstår vores forslag mere urealistisk end tidligere. Jeg har bare svært ved at se hvilke andre veje frem, der er, hvis der skal findes en bæredygtig løsning og forbedring af forholdene,” siger hun.
Ulighed: En kedelig MENA-historie
Fordelingen af MENA-landenes penge var meget skæv i forvejen, og mange steder var der omfattende protester over leveforholdene, længe før coronakrisen ramte.
Regionen har nogle af de højeste niveauer af ulighed, og Mellemøsten alene betragtes som den region med størst ulighed i verden. Den rigeste ene procent kontrollerer 30 procent af indkomsterne. Og 37 milliardærer ejer lige så meget som den fattigste halvdel af alle voksne i regionen, står der i rapporten.
Men før coronakrisen så det ikke helt sort ud i regionen, der var optimisme at spore.
”Man har i mange MENA-lande set positive takter siden 2011. Det har handlet om at støtte en demokratisk udvikling og bekæmpe ulighed, blandt andet ved at politikkerne begyndte at opkræve skatter og arbejde anderledes med de nationale budgetter,” siger Lene Ingvartsen.
Hvorvidt de rigeste faktisk er motiverede for at yde støtte til de fattigste i MENA-regionen, er fortsat svært at afgøre. Men ifølge Oxfam IBIS skal der være en anden prioritering, hvis de fattigste skal reddes.
”Regeringer i MENA og resten af verden bør ambitiøst begynde at prioritere mennesker frem for profit og sikre, at de rige betaler en mere rimelig andel til fællesskabet,” siger Lene Ingvartsen.
